Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.
Sådan formulerede oldtidens mest kendte læge, Hippokrates, lægeløftet for mere end 2400 år siden – og budskabet fra lægevidenskabens fader og græske filosof står stadig centralt i lægegerningen. Eller burde gøre det.
Aldrig har kravet om produktivitet i sundhedsvæsenet været større, og vi er effektive som ingensinde. Ofte på bekostning af nærvær i behandlingen, selvom den har større effekt, hvis patienter mødes med empati.
Hippokrates løftede lægekunsten ud af templerne. Siden er fokus blevet rettet mere og mere på helbredelse. Sygdom og død er uundgåelige elementer i menneskelivet. Men vi lever i dag i en kultur, hvor døden er tabubelagt, og det at leve længe er blevet en dominerende værdi. Den intense stræben efter overlevelse efterlader mindre og mindre rum til lindring og trøst. Helt galt gik det under coronaepidemien, hvor det primære succeskriterium for den danske indsats var at begrænse dødstallet mest muligt.
Som argument for covid-19-nedlukninger og restriktioner erklærede statsminister Mette Frederiksen (S), at ethvert dødsfald er en tragedie. I hvert fald hvis det kan relateres til corona, måtte det forstås. Bestræbelserne på at undgå smitte, hospitalsindlæggelser og dødsfald i kølvandet på virussens fremmarch var utvivlsomt behjertede. Men den ensidige coronasatsning gik hårdt ud over andre patientgrupper, hvis behandlingstilbud blev nedprioriteret.
Ventelisterne steg og er endnu langt fra niveauet før foråret 2020. Alene i Region Hovedstaden har 12.500 patienter fået udskudt deres operationer i kølvandet på coronaepidemien og sygeplejerskestrejken i sommeren 2021. Også i andre regioner står det slemt til med ventelisterne, og det kan tage år, før situationen er normaliseret, forudså sundhedsminister Sophie Løhde (V) forleden.
På uddannelsesområdet fik nedlukningerne også alvorlige og formentlig langsigtede konsekvenser. Omfanget kender vi endnu ikke, men Den Lægefaglige Tænketank Atlas har tidligt problematiseret beslutningen om at holde skoler, uddannelsesinstitutioner og fritidsaktiviteter lukket uden anbefaling fra sundhedsmyndigheder eller fagfolk. Advarslerne blev overhørt.
Særligt i forhold til de mindste børn var nedlukningerne problematiske. Vi vidste tidligt, at de ikke drev smitten, at de ikke blev syge – og at de ikke kunne tåle at være isoleret fra kammerater. At nedlukningerne medførte et betydeligt tab af læring gør kun beslutningerne endnu mere fatale.
Alvorlige og utilsigtede konsekvenser ramte særligt børn, unge og sårbare grupper, men også ældre – mennesker, der ellers netop skulle beskyttes. Besøgsforbud og afstandskrav medvirkede til at inddæmme smitten, men alt for længe ignorerede vi som samfund de negative følger. For mange var restriktionerne ensbetydende med massiv ensomhed, mindre fysisk aktivitet og en invaliderende utryghed, som langtfra var proportional med den konkrete fare for den enkelte ved at blive smittet med virus.
Det snævre fokus på reduktion af smittespredning havde store omkostninger for sårbare grupper, der blev ramt på den mentale sundhed, herunder blandt andet mennesker med kronisk lungesygdom, psykiatribrugere og etniske minoriteter. Det konkluderer den nye forskningsrapport ”Sårbarheder og Handlerum under Coronakrisen. En antropologisk kortlægning” udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitet.
Rapporten, der blev gennemført i regi af Hope-projektet, opfordrer til at inddrage borgere og et bredere felt af fagligheder ved fremtidige krisetilstande. Samtidig sættes spørgsmålstegn ved den ofte gentagede vurdering, at Danmark klarede sig bedre igennem coronakrisen end mange andre lande. Det er delvist rigtigt, hvad angår coronarelaterede dødsfald, men ifølge WHO's opgørelser dog ikke markant bedre end lande, vi normalt sammenligner os med.
Særligt for patienter med alvorlige psykiske lidelse var covid-19-pandemien hård, også fysisk. Personer med bipolære lidelser havde sværere ved at kompensere deres adfærd. Jo yngre, jo vanskeligere var ensomheden at deale med. Resultatet var mere angst, sjældnere fysisk aktivitet, større vægtøgning og dermed dårligere fysisk sundhed end kontrolgruppen, viser en undersøgelse fra Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Dødeligheden i forbindelse med corona steg med alderen. Men i realiteten var det kun en lille del af de ældre, der blev alvorligt syge af virussen. I perioden mødte jeg som gerontopsykiater mange ældre med coronasmitte, men kun et fåtal, der var meget syge. Til gengæld mødte jeg mange, hvis fysiske og mentale helbred var voldsomt udfordret af at være isoleret fra venner og familie, der ville beskytte dem mod smitte. Deres almene tilstand var svækket, og flere var så desperate, at de havde forsøgt at tage deres eget liv. For nogen lykkedes det.
Hjerteskærende beretninger, om hvordan beboere på landets plejecentre og deres pårørende kom i klemme i forsøget på at skærme de ældre mod coronavirus, kan læses i erindringsopsamlingen ”Nyt fra de klemte og de glemte”, som Ældre Sagen, Alzheimerforeningen, Parkinsonforeningen og Pårørende i Danmark sammen har udgivet. Det er en rørende dokumentation af, hvordan ældre sårbare og deres pårørende har oplevet nedlukninger og restriktioner i perioden maj 2020 til juni 2021.
Hvor mange coronadødsfald og alvorlige sygdomsforløb, indsatsen forhindrede, henstår i det uvisse. Men følgerne af den sociale isolation forekommer overvældende. Desværre er interessen for at skaffe overblik over omfanget og undersøge effekten af de forskellige tiltag begrænset. Den Lægefaglige Tænketank Atlas arbejder for proportionalitet i sundhedsvæsenet og har ad flere omgange opfordret til et bredere perspektiv i coronaindsatsen og forgæves efterlyst en egentlig coronakommission, så vi kan lære af erfaringerne fra 2020 og 2021.
På den omfattende testindsats, vel at mærke uden dokumenteret effekt, brugte vi alene knap 18 milliarder kroner. Testindsatsen i Danmark var uden sammenligning med håndteringen i de lande, vi normalt sammenligner os med. Det estimeres, at 9 ud af 10 tests har været overflødige. Beslutningen om at teste alle, uden hensyntagen til om det gav klinisk mening, betød, at en del af pcr-testene var falsk positive. Dermed blev mange sendt i hjemmeisolation uden grund, påpeger Atlas-analyse.
Samlet beløb de direkte coronaudgifter sig til 120 milliarder kroner i perioden fra første kvartal 2020 til og med samme kvartal 2022. Heraf gik 81,5 milliarder kroner ifølge Danmarks Statistik til økonomiske kompensationer til virksomheder, vaccineindsatsen kostede 6,4 milliarder kroner, og der blev indkøbt værnemidler for 5,5 milliarder kroner.
Snart er det et år siden, at Mette Frederiksen på et pressemøde den 26. januar i fjor ophævede stort set alle coronarestriktioner.
”I aften kan vi begynde at sænke skuldrene og finde smilet frem igen. Vi kan fjerne de sidste restriktioner i Danmark. Fra den 1. februar vil Danmark igen være åbent – helt åbent,” sagde statsministeren.
Ingen hæftede sig ved, at der de følgende uger var flere coronarelaterede dødsfald end på noget tidspunkt. Nu er den underdødelighed, vi oplevede i årene med nedlukninger, vendt til en overdødelighed. Ud over en genopblussen af coronasmitten rammer influenza og rs-virus hårdt blandt de ældste. Sammen med eksplosionen i de kinesiske smittetal har det fået diskussionen om smitteforebyggende tiltag til at blusse op igen.
Forhåbentlig bevarer vi denne gang roen og lader eden fra det gamle Grækenland råde.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.