I Kristeligt Dagblads leder for den 24. august kan man indledningsvis læse følgende: En ældre dame levede i den sikre tro, at uden Guds nåde gik det ikke. Det ville de pårørende gerne minde om, da hun døde. Derfor bad de blomsterhandleren om at sætte et bånd på kransen med ordene Af bare nåde!. Da kransen nåede frem, var det imidlertid blevet til Er bare noget!
Så vidt historien, som jo da er meget rørende. Men så kommenterer lederskribenten: Tydeligere kan det moderne menneskes uvidenhed om et helt centralt ord i kristendommen næppe illustreres. Nåde siger ikke nogen noget i dag.
Det er en kraftig overfortolkning. Hvad den lille historie illustrerer er højst, hvor omhyggelig man skal være med at give besked i en telefon. For at det er sket over en telefon fremgår af, at kransen efterfølgende er bragt ud. Ordene nåde og noget lyder fuldstændig ens, når man siger dem. Og det var ikke bare ordet nåde, blomsterhandleren hørte forkert, det var også ordet af, som han hørte som er. Er det så det mest tydelige eksempel på, at det moderne menneske ikke ved, hvad ordet af betyder? Naturligvis ikke. Og at ordet nåde er gledet helt ud af sproget, passer heller ikke. Enhver ved, hvad det vil sige at lade nåde gå for ret, og hvad det betyder at blive benådet, hvis man er idømt en straf.
MEN DET ER nu ikke så meget lederen som anledningen til den, der bringer mig til tastaturet. Det Danske Bibelselskab er nemlig på trapperne med en komplet udgave af Det Nye Testamente på nudansk. Og i denne udgave vil gamle kirkelige ord som nåde og retfærdiggørelse ... være pist væk, læser man i samme dags Kristeligt Dagblad. Nu skal jeg naturligvis ikke sige for meget om en bog, jeg ikke har læst, men de ret få eksempler, Kristeligt Dagblad giver på fornyelsen, virker ikke just beroligende. Således vil man lede forgæves i den nudanske (hvad det så er?) oversættelse efter ord som nåde, barmhjertighed, retfærdiggørelse, at vidne, at forkynde og at åbenbare. Hvad ordene så skal erstattes med, får vi ikke at vide.
Bibelselskabets generalsekretær, Tine Lindhardt, giver et eksempel på en opklarende oversættelse. I den græske tekst læser man, at de gik over på den anden side af Jordan. Det vil for de fleste i dag betyde landet Jordan og ikke floden. Derfor vil der udtrykkeligt stå Jordan-floden i den nudanske oversættelse. Nuvel, lad gå med det.
Værre er det med ordet samaritaner, som ganske rigtigt på den tid, hvor grundteksten blev skrevet ned, var en person, der blev anset for at være et af samfundets udskud. Den viden har man ikke længere i dag, hedder det videre i artiklen, og derfor har redaktionsgruppen valgt at oversætte ordet i den kendte lignelse med den fremmede fra Samaria. Ja så. Vil det mon sige, at man i redaktionsgruppen mener, at de fremmede her i landet i vore dage er at betragte over én bank som samfundets udskud? Eller aner man en løftet pegefinger?
NÅR SAMARITANERNE dengang var betragtet som samfundets udskud skyldtes det ikke, at de var fremmede (og jo da slet ikke i deres eget land, som jøderne hellere gik uden om end igennem!), men at de kun anerkendte de fem mosebøger, og det i deres egen udlægning, mens de afviste de andre helligskrifter. Ligeledes kunne samaritanerne ikke anerkende templet i Jerusalem som det rette helligsted, men insisterede på, at det var Garizims Bjerg, som lå i Samaria.
Hvad har man i øvrigt tænkt sig at kalde lignelsen, som de fleste, også ukirkelige, kender som lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Og hvad med vendingen: han fik medynk med ham? Skal det oversættes til han syntes lissom bare det var pissesynd for ham?
Desværre kan jeg ikke dele lederskribentens optimisme, når han slutter med at skrive: Forhåbentlig kan Bibelselskabets nye initiativ resultere i, at den (dvs. Bibelen, der angiveligt i dag for store dele af befolkningen er en lukket bog, red.) bliver genåbnet og måske endda giver smag for at dykke ned i den rigtige Bibel. Inklusiv nåde og barmhjertighed.
Jeg er bange for, at resultatet bliver det stik modsatte: Kløften mellem traditionen og det moderne vil blive bredere. Nå, men det er jo alt sammen endnu kun bange anelser på baggrund af Kristeligt Dagblads omtale. Jeg venter med spænding og uro på det endelige resultat.
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1,
Åbenrå