Hvad i alverden har konservativ politikudvikling, Irmas lukning, et Facebook-opslag og et gammelt ægtepars seminarieerindringer fra 1968 med hinanden at gøre?
Jo, det har noget med hånd og ånd at gøre. Forstået sådan: Ikke nok med at de to ord rimer på hinanden; de har også en vigtig begrebsmæssig forbindelse. Desværre et i dag overset faktum.
Hver gang der er tv-reportager fra diverse skoleklasser, har min bedre halvdel og jeg været ved at gå til: Hvorfor har moderne skoleelever da ikke lært at holde ordentligt på deres blyant, kuglepen eller et hvilket som helst andet skriveredskab?
Pegefingeren afslører hver eneste gang miseren: Den er bøjet krampagtigt den forkerte vej. Og denne krampagtighed går ikke blot ud over fingeren, den forplanter sig helt op i armen. Ja, man kan faktisk sige, at den udbreder sig til hele uddannelsessektoren, i og med at ingen i grundskolen i dag har lært en ordentlig håndskrift.
Det Konservative Folkeparti har bedt os medlemmer give vores besyv med til en igangværende politikudvikling. Jeg har meldt mig til “uddannelsesområdet”. Hvorfor? Fordi det katastrofale i 68-oprøret endelig er ved at gå op for flere og flere. Selv den forhenværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har i en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. marts påpeget nogle af problemerne.
Men lad mig her pege på et ikke-erkendt problem med den nuværende grundskole: at der ikke mere undervises effektivt i håndskrivningens ædle kunst, som den omtalte krampagtige pegefinger afslører.
Irma havde engang nogle meget interessante udsmykninger af sine papirbæreposer. Ikke blot en reklame for butikken, men de såkaldte idéposer. Nummer 18 i rækken handlede om håndskriften. – så fint og fornemt behøver folkeskolen dog ikke gennemføre undervisningen i skrivning/kalligrafi; mindre kan også gøre det. Men dette mindre er så til gengæld et absolut gode for en bedre indlæring. I en bred vifte af fag vel at mærke.
Dette faktum mindede vores svenske svigerdatter os om på Facebook. Hun har nemlig for nylig delt et indlæg i Göteborgs-Posten fra en "högstadielärere” (underviser i den svenske skoles 7. - 9. klasse). Denne Martin Flodkvist Hjort har blandt andet følgende tankevækkende betragtninger:
"Det skrevne ord er blevet et fremmedsprog for et voksende antal elever, et sprog, som de selv ved, at de ikke behersker. Det er et svigt fra skolens side (...) Men skolen er nødt til (...) at være en langsom verden. Med pennen i hånden falder verden til ro. Teksten bliver fysisk din: dit papir, dine ord, din håndskrift, dine tanker. Det er dette, vores elever har brug for mere af."
Hvorfor skriver den svenske lærer nu sådan? Jo, han har oplevet det samme som vi i dansk skolesammenhæng: At elever uden diagnosticerede læse- eller stavevanskeligheder efter et langt liv i folkeskolen ikke har styr på de mest elementære skriveregler: Hvornår noget skal skrives med stort, hvor ord skal deles, og hvordan de staves.
De har ikke – den ene gang efter den anden – skrevet små historier i hånden og fået dem retur fra læreren med en lille, opmuntrende kommentar. De har i stedet i al for høj grad brugt tid på at klippe-klistre på skærmen, lade fingrene flyve over tasterne uden fornemmelse for de enkelte bogstavers udformning; hvordan forskellige bogstaver opleves forskelligt skrevet i hånden; hvordan de ser ud placeret på linjen, på papiret.
Naturligvis spiller digitalisering en vigtig rolle i den moderne skole. Vi taler ikke for en maskinstorm. Men fordi forskning i digital skrivning og læsning netop ikke viser en gunstig effekt på kundskabstilegnelsen, bør man ikke forskrive sig til den rene og skære it-salighed.
Autokorrekturen har for eksempel nogle tankevækkende sideeffekter: Det at skrive på maskine kan undertiden gå "for hurtigt”, påpeger den svenske lærer. Han skriver:
“At det går så hurtigt med skriveriet, finder flertallet af elever positivt. Ordene vælter ud af dem. Men samtidig glemmer de en vigtig ting: Al forfattervirksomhed kræver eftertanke. Og her kan en for hurtig klapren på skrivemaskinen være en hæmsko: Det bliver let for sludrevornt; tankegange mangler for ofte stil.”
Og hvad også har betydning: “De alenlange tekster orker eleverne ikke læse korrektur på.”
Men hvad gør det? siger jeg. Det tager autokorrekturen sig jo af. Og dog. Her ligger (måske) netop et uagtet problem med moderne it: I mange tilfælde rettes sproglige fejl automatisk, uden at eleven lægger mærke til det. Og gør de ikke det, lærer de heller ikke af deres fejl.
Netop nu hvor engelsk sprogbrug breder sig i dansk som en pest, skal man netop være opmærksom på udanske rettelser, hvor for eksempel ord korrekt skrevet i ét ord på dansk bliver delt op efter engelsk forbillede.
Forkortelsespunktum udløser også tit en rettelse af efterfølgende ord til at begynde med stort. Som set i en dødsannonce: "Vores kære far, fhv. Overkontrollør." Titler skrives nu engang ikke med stort på dansk.
Så de problemer, elever har med deres skriftlige formåen, forsvinder ikke med it. De forstærkes kun. Påstår svenskeren. Som gammel dansklærer tror jeg, han har ret.
Håndkirurgen og professor emeritus Göran Lundborg forklarer i sin bog "Handen i den digitala världen” fra 2019, at håndskriften skaber "erindringsaftryk” i hjernen, og at de hjælper os til at huske det skrevne. Det mangler i den digitale tekstbehandling. Ved hjælp af håndens arbejde skabes huskebilleder af bogstavernes udseende og ordenes stavning, hvilket er nok så væsentligt for kunsten at lære at skrive – noget, som må opøves ved stadig gentagelse.
I kundskabs- og skriftsprogstilegnelsens proces er håndskriftens betydning således ubestridelig. Og her kan vi tilføje som egenerfaring: Hvad vi har skrevet ned i hånden, huskes bedre.
Filippa Mannerheim udtrykker det så fint i sin bog “Konsten att undervisa”, 2021:
“Tanken er noget flygtigt noget, men når det lykkes os at fange den og holde den fast – ved at nedfælde den på papir – får vi mulighed for at granske den, udforske den, skærpe den og bygge videre på den."
Denne undervurderede sammenhæng mellem hånd og ånd har man netop glemt i den moderne skole. Her opfordrer den svenske lærer forældrene til at komme på banen.
I dansk kontekst kunne vi samtidig få ryddet godt og grundigt op i moderne forældres info-inferno på Aula og lignende digitale intranet. Forlang, at jeres skole genindfører meddelelsesbøger af papir i skole-hjem-samarbejdet. Eleverne har godt af selv at skrive beskeder ned; det begrænser også naturligt omfanget. Forlang, at lærebøgerne i overvejende grad skal være fysiske, ikke digitale.
Og hvad så med erindringerne fra ’68? Jo, sjovt nok har min kone og jeg haft personlig kontakt med 1900-tallets to største danske skrivepædagoger: Ernst Thomsen og Christian Clemens.
Førstnævnte var fruens skoleinspektør på Tjørnegårdsskolen i Gentofte i 1950’erne og medudgiver af vores under- og mellemskoletids skrivehæfter i skråskrift. Sidstnævnte var vores skrivelærer på Hjørring Seminarium netop i ’68. Han pukkede også på den gode regel “øvelse gør mester”.
På tavlen, i luften, på brunt papir på gulvet. Han var i øvrigt opfinder af den lille røde, trekantede gummidippedut til at sætte på blyanten til sikring af det rigtige greb om blyanten.
Og – har det nu vist sig – det fornuftige greb om læringsprocesserne i grundskolen.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.