Prøv avisen

Påstande om Grundtvigsk Forum er forkerte

Hans Grishauge forlader jobbet i Vartov.

Jens Kvist, sognepræst, Kirkebakken 1, Aabenraa, har forfattet indlægget
EFTER 17 ÅR som sekretariatsleder i Vartov forlader Hans Grishauge nu denne post, og i den anledning var der en portrætartikel i Kristeligt Dagblad den 8. oktober.

Velfortjent høster Grishauge mange roser i den artikel, og jeg kan nikke ja til langt det meste. Men en sætning studsede jeg over.

LÆS OSGÅ: Grishauge er et grundtvigsk naturfænomen

En tidligere ansat er citeret for følgende: Uden ham (Grishauge, red.) vil jeg påstå, at Grundtvigsk Forum ville have levet en meget tilbagetrukken tilværelse og have bestået af ældre sydvestjyske provster, der røg cigarer og sagde nej.

DET ER GANSKE ENKELT ikke rigtigt! I 1989 blev jeg medlem af landsstyrelsen for det, der dengang hed Kirkeligt Samfund. Det samme blev den 68-årige sydvestjyske provst Finn Riber Jensen, der blev valgt som formand.

Det var ikke alle, der syntes, det var en god idé, men han blev meget hurtigt respekteret overalt for sit dynamiske lederskab og sin eminente facon at lede styrelsesmøderne på.

Det var oprindeligt tanken, at han kun skulle sidde tre år som formand, som en slags overgangsfigur, som det hed sig. Men da de tre første år var gået, opfordrede en enig styrelse ham til at tage tre år mere, hvilket skete.

Og husker jeg ikke galt, var det faktisk Riber, der fik idéen med at ansætte en sekretariatsleder, der på det tidspunkt var en nyskabelse i Kirkeligt Samfund, der nu hedder Grundtvigsk Forum. Riber var formand for det udvalg, der udpegede kandidaterne og altså endte med at pege på Grishauge.

Forhåbentlig er der ingen, der læser dette som et forsøg på at tage noget som helst fra Hans Grishauge. For han har, som det også fremgår af artiklen, virkelig formået at sætte Vartov på danmarkskortet.

Så der er al mulig grund til at hælde roser ud over ham. Men det kan man altså godt gøre uden at tale nedladende om cigarrygende sydvestjyske provster!