På et tæppe af palmeblade går vi forsigtigt ind i den stille uge

Jeg ved godt, protestanter har det lidt svært med bodshandlinger. Men bod handler ikke om at købe billet til paradis. Bod handler om at ransage sin egen livsholdning, så man kan leve op til buddet om næstekærlighed, skriver Bjørn Thomassen.

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Palmesøndag er indledningen til påskeugen. Det er nu, det hele sker. Påsken er omdrejningspunktet for vores kalender og hele den kristne symbolik.

Jeg var for nylig i Jerusalem og gik som alle andre rundt i den gamle by og forestillede mig, hvordan det hele havde udspillet sig.

Jesus, der ridder igennem den gyldne port på et æsel. Folk, der møder ham med palmeblade, som de breder ud foran ham, mens de hylder ham som konge: ”Hosianna i det høje!”. Andre, der ser skeptisk på: Hvem er han? Hvad vil han? Det er den samme folkemængde, der nogle dage efter vil dømme ham til døden. Det er den samme mængde, der vil se ham bære korset ad Via Dolorosa, smertens vej.

Palmesøndag kaldes også for Passionen. Det er de store følelser, det handler om: smerte og lidelse, men også glæde og livets sejr. Jesus havde ifølge Lukasevangeliet fejret den jødiske påske i Jerusalem som barn, så det var ikke første gang, han tog til den hellige stad i forbindelse med årets vigtigste højtid. Men denne gang er anderledes.

Jesus er forinden blevet salvet. Denne begivenhed er helt central, for med salvelsen bliver Jesus til Messias (”den salvede”). Hvem salver Jesus? En kvinde. Disciplene kritiserer kvinden for at have ødslet med så dyr en olie, men Jesus svarer dem, at hun har gjort ”en god gerning”. Han forbereder dem også på deres mission. For når de senere skal vandre ud i verden og fortælle om evangeliet, skal de gøre det ”til minde om hende” (Mark. 14, 9). Det er en kvinde, der gør Jesus til Messias. Det er kvinder, der er vidner til Jesu død og Jesu gravlæggelse. Det er kvinder, der finder den tomme grav. Og det er en kvinde, Maria Magdalene, der bevidner opstandelsen.

Efter indtoget i Jerusalem følger tempelrensningen, hvor Jesus uden tøven vælter duehandlernes bænke (Matt. 21, 12). Dette er det endelige opgør med de eksisterende traditioner. Folk plejede nemlig at stimle sammen på tempelpladsen for at handle og købe offerdyr.

I den jødiske påske var ofringen af påskelammet helt central. Jesus rydder ikke bare op i den korrupte offerøkonomi, der florerede i byen. Det er selve offertanken han går til angreb på: at man ved at ofre blod kan behage guderne.

Det er fristende at se Jesus som det ultimative ”offer”, men påsken gør det netop klart, at kristendommen ikke er en offerreligion. Kristi legeme og blod er ikke et offersymbol i gængs forstand, som analyseret af antropologen René Girard. Det er ikke guderne, der kræver et gaveoffer som i de tidligere offerreligioner. Gaven kommer fra oven. Jesus er ikke syndebukken, der ofres og dermed udskilles fra mængden. Tværtimod er det netop i sin død, at Jesus ”tog bolig iblandt os” (Joh. 1, 14).

Jesu død er et ikke-offer, der lægger låg på selve offertanken. Jesus rydder pladsen for offerdyr, og offerduerne flyver nu frit rundt – de er blevet til fredsduer. Syndebuklogikken er vendt på hovedet. I passionshistorien er der ingen tvivl om Jesu uskyld, og det er den historie, hans disciple fortæller videre. Til minde om hende.

I den tidlige kristendom kaldte man tiden fra palmesøndag til korsfæstelsen ”den stille uge”. Det udtryk kan jeg godt lide, for det minder os om, at de 40 dages faste op til påsken ikke er forbi. Fasten begynder askeonsdag, som igen er knyttet til påsken fra året forinden. Asken, man benytter, stammer nemlig fra afbrændte grene fra forrige års palmesøndagsgudstjeneste, og sådan hænger det hele sammen.

Fasten har haft større betydning blandt katolikker, fordi den betragtes som en bodshandling. I senere år har fasten fået en lille genkomst blandt protestanter. Det er kun glædeligt, især hvis det kan få os alle sammen til at spise mindre kød. Vores enorme kødforbrug slider gevaldigt på miljøet. I det hele taget har vi udviklet en kultur, der på mange måder har gen-introduceret offerlogikken. At fortære det slagtede kød var sidste led i de offerritualer, som kristendommen i sin tid gjorde op med. Nu forbruger vi som aldrig før, helt uden at tænke over det. Men det er vores egen natur, vi ofrer.

Jeg ved godt, protestanter har det lidt svært med bodshandlinger. Men bod handler ikke om at købe billet til paradis. Bod handler om at ransage sin egen livsholdning, så man kan leve op til buddet om næstekærlighed. Den, der giver afkald, vil få liv. Derfor handler påsken også om at sætte tempoet ned og ændre de ting i vores liv, som er dårlige for os selv og vores omgivelser. Så hermed en opfordring til at fortsætte fasten og lade kødet være i den sidste uge op til påsken. Det ville faktisk være en god gerning. Jeg ønsker alle en glædelig stille uge. Skøn bliver påskemorgen.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.