Der er mennesker, der ikke kan gå i haven uden at nippe et blad eller hive en mælkebøtte. Ikke fordi de har besluttet det, men fordi det nu er den måde, de bevæger sig frem i det grønne. Hvis en gæst foreslår en havevandring, glæder de sig – i modsætning til andre, hvor der melder sig undskyldende træk på skulderen i takt med klarsynets fremmede blik på ens egen have, der er vild, men ikke helt med vilje. Et trænet haveøje vil straks registrere, at her bor en af dem, der ikke går op i haven.
Men måske tager de fejl. Man kan ikke dømme haveinteressen på folks egne haver. Der er mange måder at ”gå i haven” på, selvom mange synes at mene, at lugejern og løvrive er nødvendige til den øvelse.
I sommer åbnede Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot for offentligheden, og i disse uger kan man på DR 1 følge med i anlæggelsen af den store herskabshave med landskabsarkitekter, anlægsgartnere, lugere og mange andre.
En have bliver til over lang tid, og optagelserne har fundet sted over tre år. Dronningen og prinsesse Benedikte giver deres besyv med om espalier, æblesorter og smagen af hasselnødder.
Man mærker den engagerede interesse for projektet og aner også, at de to søstre ”går i haven” på en anden måde end dronning Ingrid, der skabte blomsterhaven ved Gråsten. Der er et element af genoprettelse over projektet med den store køkkenhave. Den etableres i traditionen fra tidligere tiders herskabshaver, men med et moderne tvist af selvforsyning og social ansvarlighed. Et gammelt æbletræ undgår fældning, fordi Dronningen og hendes søster finder det smukt og gerne vil bevare det og forbindelsen til den gamle have; træet skal ikke skiftes ud, bare fordi alt skal være nyt. Men det bliver flyttet; det skal passe ind i planerne for den nye have, der graves, stampes og anlægges med knofedt og maskinkraft og efter alle kunstens regler. Der er folk til det grove med at gøre haven klar til det fremmede blik, vores blikke.
Dronningen opfordrede for nogle år siden i en nytårstale danskerne til at gøre noget, der ikke var nødvendigt, noget unyttigt, og hun talte om værdien af oplevelser, der taler til sanserne og befrugter fantasien: ”Det er slet ikke så unyttigt endda,” som hun sagde.
En kongelig køkkenhave er en nyttehave, men det er ikke et produktionsgartneri, som Dronningen flere gange anfører. Selv ærter ved hun noget om.
I Den Kongelige Køkkenhave skal ærterne ikke vokse i takt, så de bliver spiseegnede på én gang. Det er praktisk, når man driver landbrug, men træls i en køkkenhave med kanonkugler i ærtebælg sidst på sommeren.
Kål har sin egen skønhed, og nyttehaver taler jo faktisk til en sans mere end den traditionelle prydhave, smagssansen. På tv må man nøjes med at se og høre. Men så kan man jo slå et smut ud i egen have, hvis man har en sådan, og mærke, føle og smage den sidste rest af en sommer. I nat bliver det vinter.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.