På sporet af den tabte borgerlighed

Det borgerlige alternativ i dansk politik hænger i laser, skriver tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen i Ugens debat

Sognepræst Marie Høgh, forfatter Jens Christian Grøndahl og LA's formand Alex Vanopslagh, der som nyslået liberalistisk ridder uden frygt og dadel drager uforfærdet i leding mod velfærdsstaten og den socialdemokratiske omfordelingspolitik. Den er nemlig både naiv og i sidste ende omsonst: ”Der vil altid være en underklasse og nogen, der ikke kan bryde ud af den,” udtaler han til Information. Ugens debat er på sporet af den tabte borgerlighed.
Sognepræst Marie Høgh, forfatter Jens Christian Grøndahl og LA's formand Alex Vanopslagh, der som nyslået liberalistisk ridder uden frygt og dadel drager uforfærdet i leding mod velfærdsstaten og den socialdemokratiske omfordelingspolitik. Den er nemlig både naiv og i sidste ende omsonst: ”Der vil altid være en underklasse og nogen, der ikke kan bryde ud af den,” udtaler han til Information. Ugens debat er på sporet af den tabte borgerlighed. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix, Justin Galant/Sipa/Ritzau Scanpix og Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

DET SENESTE VALG satte blå blok fra bestillingen. Ganske vist noterede Venstre en pæn fremgang, og Det Konservative Folkeparti fik såmænd også et ekstra mandat, men resten af blokken, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, er kriseramt og handlingslammet, og Nye Borgerlige er ikke til megen hjælp.

Det borgerlige alternativ i dansk politik hænger i laser.

”Danskerne valgte fællesskabet ved folketingsvalget 2019. Umiddelbart blev resultatet en skuffelse for det blå Danmark, men valgets udfald maner også til besindelse. Det er på tide at genopdage den borgerlige sjæl.” Sådan beskriver forfatteren Jens Christian Grøndahl situationen i Berlingske.

I de seneste par uger har forskellige politiske debattører forsøgt at gribe om nældens rod og indkredse, hvad kernen i borgerlig politik egentlig er. I Morgenavisen Jyllands-Posten konstaterer medlem af Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius, at Liberal Alliances og Dansk Folkepartis store tilbagegang ikke er tilfældig, ”for de eksemplificerer ret præcist, hvad det at være borgerlig efterhånden er blevet reduceret til: skattelettelser og stram udlændingepolitik”.

I Berlingske påstår ægteparret Eva og Rune Selsing, at ”borgerligheden døde, da den opgav moralen”. Årsagen til det moralske forfald er en ”indholdstom liberalisme” – en principiel uforpligtethed, hvor alt beror på den enkeltes frie valg, og hvor målet med tilværelsen er ”øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere bnp”. Selsing’erne er begge filosofisk skolede. Man ser tydeligt, at de kan deres Marx.

Ballade i den borgerlige

I samme avis ser vi en melding fra Mia Amalie Holstein, som er velfærdspolitisk chef i den liberale tænketank Cepos. Hun trækker til gengæld nationaløkonomen Adam Smith af stalden. Han har en sympatisk idé om det gode menneske. Og den er vigtig at få promoveret, for venstrefløjen har nemlig effektivt taget patent på ”godheden” og dermed bragt højrefløjen i forlegenhed.

Som Holstein udtrykker det: ”Godheden debatterer vi ikke. For ifølge mange borgerlige er ’det gode’ en individuel sag. Den består i frihed og selvbestemmelse, og dens udtryk er så mangfoldigt og uforudsigeligt, at den synes ubeskrivelig.”

Hov, der fik vi vist lige serveret en fastfood-definition på godhed i borgerlig forstand. Den består altså i ”frihed og selvbestemmelse”. En lidt besynderlig forklaring på det uforklarlige. Hvis den står til troende, er der lagt op til ballade i den borgerlige. For var det ikke lige netop det, Selsing’erne talte imod i deres indlæg? De gjorde det ovenikøbet for netop at rehabilitere borgerligheden. Borgerligheden findes altså i mindst to udgaver: en moralsk grundfæstet og en suspekt liberalistisk, der tilsyneladende bringer moralen på glidebane.

Det er svært at bevare fodfæstet og balancen på den glidebane. Borgerligheden hviler på en personlig ansvarlighed og myndighed og tåler ikke udskejelser. Det budskab møder man i Kristeligt Dagblad fra dansk politiks grand old man, Bertel Haarder (V): ”Kun hvis vi argumenterer moralsk, har vi en chance (…). Dovne Robert, Nets-direktørerne og Danske Bank kan tage hinanden i hånden som borgerlighedens værste fjender. Det er ikke nok, at en handling er lovlig. Den skal også være ordentlig.”

I Information udtaler sognepræst Marie Høgh, der stillede op som kandidat for De Konservative ved valget: ”Det er en sygdom i blå blok, at borgerlighed alene handler om økonomi.” Moralen må gå forud for økonomien.

Går vi til Kristeligt Dagblad, udtaler samme Marie Høgh, at også skattelettelser skal funderes i det borgerlige menneskesyn: ”Ellers bliver det de velhavendes politik. Men det handler i virkeligheden om ethvert menneskes penge, også den lille arbejder, der ikke tjener ret meget. Det handler om værdighed.”

”Den lille arbejder?” – Mmh, det var vist en svipser, men meningen er vel god nok.

Mellem ånd og regneark

Apropos skattelettelser. Politiken bringer en brevveksling mellem tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) og Morten Messerschmidt (DF) under overskriften ”Kan man være ægte borgerlig uden at kræve skattelettelser?”. Ole Birk Olesen betragter skattelettelser som en del af det borgerlige projekt. Morten Messerschmidt holder på, at borgerlighed først og fremmest handler ”om ånd og identitet – ikke om regneark, skattetryk og konkurrencestat”.

Den herskende mening – også i Folketinget – er nok, at en borgerlig politik, der definerer sig i opposition til velfærdsstaten, ikke har vind i sejlene. I Kristeligt Dagblad konstaterer avisens politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, tørt: ”Det gamle slagord om, at pengene befinder sig bedst i borgernes lommer, lyder for de fleste i dag som en vittighed.”

Eller måske som en kamp mod vejrmøller? Som nyslået liberalistisk ridder uden frygt og dadel drager LA’s unge politiske leder, Alex Vanopslagh, uforfærdet i leding mod velfærdsstaten og den socialdemokratiske omfordelingspolitik. Den er nemlig både naiv og i sidste ende omsonst: ”Der vil altid være en underklasse og nogen, der ikke kan bryde ud af den,” udtaler han til Information.

Jaså. Er underklassen en naturgiven størrelse, man må affinde sig med? Hvilke ambitioner for fremtidens Danmark gemmer der sig mon i Vanopslaghs udsagn

Ugens debat skrives af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.