Alt imens der rundtomkring finder grusomme handlinger sted, hvor tilfældige mennesker bliver skudt og bombet ihjel, vokser trangen til at begribe en smule af alt det skræmmende. Handlingerne begås af mennesker af kød og blod, og måske forestiller man sig, at der må være et eller andet genkendeligt på færde.
Der har i de seneste dage foregået en diskussion om en varslet udstilling på teatret Sort/Hvid i København. Den kommer til at handle om martyrbegrebet, og folkene bag er især inspireret af de seneste terrorangreb i Europa, ikke mindst det der fandt sted i Bruxelles så sent som i marts.
På udstillingen kan man blandt andet se rekonstruerede genstande fra angreb samt billeder af gerningsmænd, og mange reagerer med skepsis eller ligefrem forargelse. Det forstår man. At personer, der for nylig spredte så megen sorg og rædsel i Europa, skal fremhæves som interessante hovedpersoner i en udstilling, er anstødeligt.
For uanset hvor kunstnerisk udfordrende man prøver at tænke, bidrager man til at banalisere en tragedie, når man så hurtigt trækker den ud af sin grumme sammenhæng og ind i mere civiliserede rammer.
Det strider imod den instinktive bestyrtelse over en blodig massakre og personerne bag den, og jeg oplevede selv mekanismen, da jeg for nogle år siden på skrift forsøgte at tænke principielt om en stor tragedie meget hurtigt efter, at den havde fundet sted. Det krænker, og der kommer ikke nogen særlig brugbar samtale ud af det.
Men ud over at denne udstilling er for tidligt ude med sin opfordring til at forstå selvmorderiske terrorister, er den også præget af en bekymrende begrebsforvirring angående begrebet martyr. Og her bliver sagen rigtig interessant.
Udstillingen nøjes ikke med at beskæftige sig med islamiske terrorister, men beskriver også skæbnen for blandt andre Sokrates (469-399 f.kr), der lod sig henrette for sin overbevisnings skyld. En sådan sammenblanding tyder på, at man har glemt forskellen mellem at lade sig dræbe uden fatale konsekvenser for andre og være på et helligt togt, hvor man udrydder tilfældige for at skræmme hele befolkninger til underkastelse.
Denne forfladigende kurs peger i retning af en farlig relativering og manglende forståelse for vestlig kristen kultur. Vi kan nemlig med en sådan insisteren på at rode alt sammen i én pulje bevæge os helt derud, hvor de danske frihedskæmpere, der i 1944 blev likvideret i Mindelunden, kan nævnes i samme åndedrag som mænd, der sprænger sig selv i luften og udrydder gæsterne ved en koncert i Paris. Alle går de i døden for den sag, de tror på, og hvis man ude- lukkende ser på offerviljen som værditomt begreb, ja, så er der ikke den store forskel.
Man aner her et strejf af Vestens tragedie, fordi der afsløres så lidt sans for, at vor kulturs bærende offertanke er grundet i den kristne fortælling om, hvordan Kristus ofrer sig, for at mennesker kan leve. Ikke for at de skal dø.
Og når man i relativeringens, nivelleringens og anti-diskriminationens navn blot sidestiller alt, mister man grebet om, at der i vores kultur må skelnes mellem ondt og godt. Uden dette fælles etiske udgangspunkt kan det efterhånden blive svært at hævde, at der overhovedet findes noget overordnet godt at kæmpe for – noget, som vi alle er ansvarlige for at bevare, fordi vi er sat til at leve netop her på dette sted i verden.
Islamistiske terrorister er ikke martyrer i vestlig, kristen forstand. De er gemene forbrydere, og det bekymrende ved debatten om udstillingen er tendensen til ikke at ville fastholde, at noget falder helt uden for vores normer. For eksempel fanatisk islamisme.
Jo mere vi giver slip på den tanke, desto mere kan vi komme på afstand af den åndsvirkelighed, vi er født ind i, og derfor forstår man udmærket kulturminister Bertel Haarders (V) spontane udtalelse om ikke at ville sætte sine ben på udstillingen. Det vil jeg heller ikke, for jeg vil ikke acceptere en sammenblanding af blodig islamistisk terrorisme og en overordnet tanke om, at mennesket kan gå i døden for en sag.
Det er blevet sagt af folkene bag udstillingen, at set inde fra terroristens eget perspektiv giver den dræbende handling mening, hvilket er en indlysende og banal konstatering. Men hvis man blot rendyrker den subjektive drivkraft og lader den overskygge den kristne kulturs grundlæggende skelnen mellem ondt og godt, mellem grusomhed og barmhjertighed og mellem foragt for vantro og overbevisningen om alles ligeværd, nærmer vi os en slags nihilistisk livsanskuelse, der i længden kan opløse vores eget fundament.
Frem for at kæmpe for vores værdier, som det gang på gang i disse år siges, at vi skal, risikerer vi at afvikle dem. Kunstnere leger med begreberne, og det har de lov til, men vi lever i en tid, hvor der er så dyb alvor på spil, at det ikke giver mening blot mekanisk at forsvare deres ret til at afprøve grænser og dermed tro, at alt er sagt. Man må også stille spørgsmålene om, hvad konsekvensen kan være.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalistSørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen