Forestil dig, at du ikke har kræfter til at løfte dine arme højt nok op, og at dit syn er nedsat. Derfor kan du ikke længere børste dine tænder godt nok, selvom du prøver. Dine tænder og tandkød bliver stadig ringere. En dag trækker du let din ene tand, et implantat, ud med to fingre. Det skete, fordi du ikke fik den nødvendige hjælp til at børste dine tænder.
Forestil dig, at du har været på toilettet, og du vil naturligvis gerne vaske dine hænder. Men det får du ikke lov til, for du har ikke selv tørret dig bagi. Du sidder i kørestol, så uanset hvad du siger, bliver du trillet ud fra toilettet uden at få vasket hænder.
Forestil dig, at du bor i et bofællesskab med personer, du ikke selv har valgt at bo sammen med, og I har intet til fælles. Nogle af dem kikker passivt ud i luften, nogle af dem slås, andre råber højt. En er særlig aggressiv og uberegnelig, så du føler dig aldrig tryg. Det fælles tv kører på fulde drøn, og I placeres alle foran fjernsynet i en lang række. Imens tales eller råbes der højere og højere for at overdøve tv'et. Og tv interesserer dig ikke. Det har det aldrig gjort. Desuden er du lydfølsom, så du har svært ved at rumme de høje lyde. Men der er kun det ene fælles rum, og det eneste alternativ er at forsvinde ind på sit eget rum.
Forestil dig, at du på grund af den aggressive person ikke tør være i fællesrummet, uden der er personale til stede. Fordi du sidder i kørestol, kan du ikke komme væk hurtigt nok, hvis den uberegnelige går amok. Derfor søger du sikkerhed i dit eget rum. Men det gør dig ensom, og selv der er du ikke i sikkerhed, for den aggressive kommer nogle gange, går amok, stjæler dine ting eller smider med dem. En dag var der en, der tissede på et af dine møbler. Du skal altså huske at låse døren til dit rum, men dilemmaet er samtidigt ensomheden, og at du har svært ved at bede om hjælp, hvis du lukker døren.
Du længes tilbage til dengang, der var en medarbejder, som strikkede med jer, lagde puslespil og spillede kort. Du savner de rigtige samtaler, I havde, og at hun satte pris på din livserfaring. Hun skaffede et orgel, men den dag hun skiftede job, blev orglet fjernet, og siden har du hverken set strikketøj eller spil, for hendes kollegaer vil hellere have det pænt og ryddeligt.
Forestil dig også, at det ikke er hver dag, du kommer ud i den friske luft. Med få undtagelser kommer du faktisk ikke længere nogen steder. Du føler dig fastlåst i din situation, og du bliver mere og mere ked af det. Du græder en del. Nogle fra personale taler med dig, har medfølelse og forstår din frustration. Der er dog andre, der synes, at tårerne er unaturlige, for du får jo både mad, søvn, tv-tid og ren ble med jævne mellemrum. Så de synes, du skal have noget mere medicin.
Forestil dig, at du er vant til at dyrke masser af idræt og gå lange ture. Derfor er du fortrøstningsfuld, da du brækker dit ben, for du ved, at ihærdig træning skal få dig op og gå igen. Men forestil dig så, at du kun bliver tilbudt en halv times om ugen. Og uden hjælp til træning resten af ugen, får du ikke trænet nok. Så ophører træningen med besked om, at du aldrig kommer til at gå igen. Du mister håbet.
Men så sker miraklet: Du kommer alligevel til at gå igen. Det skyldes én enkelt ildsjæl blandt medarbejderne. Da den officielle træning ophørte, besluttede hun sig for at træne dig hver gang, hun skulle på arbejde. Ingen andre troede, du kom til at gå igen. Heller ikke din familie. Men familien blev klogere, så de kæmpede for en aftale om daglig træning uanset, hvem der var på arbejde. I begyndelsen holdt aftalen, men fader alligevel efterhånden ud under forskellige påskud. Din fysik er for alvor i en negativ spiral.
Forestil dig, at du altid går i seng klokken 23 og står op klokken 5, 6 eller allersenest 7, for du er en person, der vil have noget ud af din dag. Desværre kan du ikke længere selv stå ud af sengen. Og de, der skal hjælpe dig, vil ikke hjælpe dig ud af sengen før klokken 9 eller 10. De vil også have dig i seng allerede klokken 21, men du synes, det er for lang tid at ligge vågen i sengen. Du kommer også til at tisse i sengen. Du synes, det er både ubehageligt og uværdigt. Du får at vide, at du skal lære at have noget mere tålmodighed. Efter måneders tovtrækkeri indgår I et kompromis om, at du kan stå op klokken 8, men det kræver møder og skriverier, hvor dine pårørende bakker dig op.
De fleste af dine bofæller har ingen pårørende og får sjældent besøg, eller deres pårørende ved ikke, hvordan de har det. Derfor involverer de sig heller ikke så meget.
Forestil dig, at lægen kommer på besøg. Han spørger dig, om du gerne vil indlægges, hvis du bliver meget syg, eller om du vil blive, hvor du bor. Du forstår ikke, at du får det spørgsmål, for du har jo altid betalt din skat og passet dit arbejde, så du siger forsigtigt, at du da nok mener, at du har ret til behandling ligesom andre borgere i dette land.
Egentlig er dit liv ikke slut, men det er det alligevel, for du bliver ikke længere set på som et helt og værdigt menneske. Sådan er det desværre for rigtigt mange ældre i plejesektoren i det såkaldte Velfærdsdanmark. Der er mange velmenende og empatiske folk blandt personalet, men mange af dem giver desværre op over for "systemet", eller de bliver holdt nede af forråede kollegaer.
Kontrasten skærer en i øjnene, når man ser programmet "Det er ikke slut endnu" om plejehjemmet Dagmarsminde, hvor de gamle bliver set på, som de personer de altid har været. Det er et eksempel til efterlevelse. Det forlyder, at normeringen er den samme som på andre plejehjem. Den eneste forskel er altså indstillingen til de gamle, demente, danske borgere og respekten for deres værdighed.
Jeg tror ikke, at alle danskere er klar over, hvordan det står til i den danske plejesektor. Når vi besøger min gamle moster, møder jeg kun sjældent andre pårørende. Jeg har besøgt hende næsten hver dag i to år, og jeg har kun mødt to andre pårørende. Jeg forstår godt, hvis pårørende holder sig væk, for det er nemmere at vælge at tro, at ens gamle har det godt nok. Og det kræver ufatteligt mange ressourcer at involvere sig og stå vagt om værdigheden.
I gennemsnit når folk kun at bo i godt og vel to og et halvt år på et dansk plejehjem, inden de dør. Jeg forstår godt, at man ikke overlever længere, for som et sårbart menneske giver man op i det system. Det ville yngre personer også gøre.
Der spares fortsat på ældreplejen rundt omkring i de danske kommuner, og dette års budgetter er ingen undtagelse. Det vil betyde mindre tid til nærvær og endnu mindre værdighed, når der spares yderligere i den helt basale pleje. Problemet er, at bunden allerede er nået mange steder.
Efter sigende er min moster et godt sted, og det er hun formentlig også. Der findes enestående personale, men der findes også det modsatte. Det er muligt, fordi ledelsen vender det blinde øje til eller ikke formår at gennemskue forråede medarbejdere, der trækker standarden ned og påvirker kollegaer negativt. Jeg ved med sikkerhed, at min moster var død, hvis vi ikke havde givet hendes liv indhold og kæmpet hendes kampe igen og igen og igen. Desværre er det en kamp, der først slutter den dag, hun lukker øjnene for sidste gang.
Mit hjerte bløder for alle de gamle, jeg møder næsten hver dag, som ikke har pårørende, eller hvor de pårørende ikke magter at kæmpe deres sag.
For de gamle på Dagmarsminde og i andre af lignede lystårne i den danske plejesektor er det ikke slut endnu, men det er det i realiteten for så mange andre gamle danskere i den danske plejesektor. Kan vi være det bekendt i det såkaldte Velfærdsdanmark?
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.