Der er et forhold, som jeg altid har tænkt over, når det var påske. Det er virkelig tankevækkende, at der ikke er nogen beretning om disciplenes sindstilstande i disse mørke dage efter langfredag, ej heller kvindernes. Men da de kommer ud for at salve ham den første dag i ugen, er der hos dem et fravær af den følelse, der hedder hævn.
Eller efter opstandelsen, denne triumf, som den jo dog også et eller andet sted er, så gør budskabet dem bange, tvivlende, glade måske også. Det ville have været såre menneskeligt, hvis de da til hinanden havde sagt, nu er det hævnens time. Nu skal det sones, alt, hvad de gjorde mod ham den lange fredag.
I 1861 skrev den norske digter og dramatiker Henrik Ibsen det store digt ”Terje Vigen” om en mand, der under Napoleonskrigene, hvor Danmark og England var fjender, og hvor den engelske flåde hindrede, at Norge kunne få fødevarer fra Danmark, i 1809 forsøger at ro fra Norge til Danmark for at skaffe mad til barn og viv, som der står. Tre tønder byg får han i Skagen, og så ror han hjem til Norge igen. Tre døgn tager turen, og netop da han aner Norges kyst, bliver han opbragt af en engelsk korvet. Den engelske søofficer vil ikke lytte til Terjes bønner om at måtte bringe maden hjem til kone og barn. Han bliver tværtimod sat i fængsel og kommer først ud og hjem i 1814, da krigen er forbi. Konen og barnet er døde.
”Da manden forlod dem, og ingen dem gav,/ så fik de til slut en fælles grav/ i kommunen i fattigfolks jord.”
Årene gik, og Terje Vigen passede sin dont som lods - ”han gjorde vist intet menneske ondt/ hverken på land eller sø”. Men hans glæde var væk.
Men så en dag kommer en engelsk yacht i havsnød ud for kysten. Terje Vigen kommer til undsætning, og det er selvfølgelig ingen anden end den søofficer, der nægtede ham nogen nåde. Søofficeren er der med sin smukke hustru og sin lige så yndige lille datter.
Terje siger:
”Din rige lady er lys som en vår,/ hendes hånd er som silke fin, -/ min hustrus hånd var grov og hård,/ men hun var nu alligevel min./ Dit barn har guldhår og øjne blå,/ som en lille Vor Herres gæst;/ min datter var intet at akte på,/ hun var, Gud bedre det, mager og grå,/ som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,/ det var alt, hvad jeg kaldte for mit./ Det syntes mig en skat så stor;/ men det vejed for dig så lidt./ Nu er det gengældelsens time slår,/ thi nu skal du friste en stund/ som vel kommer op mod de lange år/ der bøjed min nakke og blegned mit hår/ og sænked min lykke på grund.”
Men netop barnet gør, at Terje Vigen afstår fra hævnen. Barnet, dets umiddelbare tillidsfuldhed åbenbarer en anden mulighed end hævnen. ”Nej, den som frelste, da værst det kneb/det var nok den lille dér,” siger han.
Var det en lignende følelse hos disciplene og kvinderne, der gjorde, at de ikke tænkte på hævn og gengældelse? At det, de mistede langfredag, var den uerstattelige, som hævnen ikke kan bringe tilbage?
Og det er vel så det, påske handler om. At hævnens logik er brudt. At det nye liv og de nye muligheder ikke skabes ved hævn, men kun ved kærlighed.
Litteraturforskeren Erik A. Nielsen har netop fremhævet, at kristendommes komme betød et brud et opgør med hævnens logik. Han analyserer de islandske sagaer og fremhæver, at al deres storhed til trods, så er deres mennesker bundet til, at ondskab skal hævnes, gengældes. Først med kristendommen dukker en ny mulighed op, forsoning frem for hævn, kærlighed frem for gengældelse.
I de forløbne 21 år som biskop er jeg igen og igen blevet spurgt om, hvad kirke og kristendom egentlig skal gøre godt for i det 21. århundrede. Jeg er egentlig altid blevet et svar skyldig. Som alle ved jeg, at kristendom ikke er en livsforsikring, og den er efter min bedste overbevisning ikke legitimering af vore moralske normer. Den er - alene - et budskab i tid og verden om, at hævnens logik er brudt, og dermed et håb om, at vi som de mennesker, vi er, også kan blive delagtige i dette brud.
Som Terje Vigen, der med tårer i øjnene kan sige, da den engelske yacht forsvinder bag næsset: ”Stort har jeg mistet, men stort jeg fik./ Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik, -/ og så får du ha' tak da, Gud.”
Og budskabet om opgøret med hævnens logik er der mere behov for end nogensinde. Det er det, der skal udbredes i verden, det er den egentlige omvendelse og ikke det pjat, nogle af og til påstår, at det udelukkende drejer sig om eget følelsesliv og om at få den rette tro. Til gengæld er opgøret med hævnens logik så relevant som nogensinde, i Syrien og Irak og Ukraine. Og såmænd også i vores dagligdag.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye