Påsken minder os om, at det evige liv er her og nu

Døden kommer os i møde. Den er solstråle og månestråle, den er stæreflokke på træk, den er tidevandet, som trækker sig frem og tilbage. Det evige liv er midt i blandt os, og nogle gange er det helt synligt

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

På væggen i mit sommerhus, hvor jeg skriver denne tekst, hænger der et fotografi af min mormor.

Hun er omkring otte år gammel og sidder i en stol i forhaven og læser i en bog. Hendes ben hviler over kors på en lidt for voksen måde i forhold til hendes alder. Fotografiapparaterne fra den tid havde lang lukketid, så motivet måtte være helt stille. Snapshots var no go, ingen fastholdelse af det umiddelbare, det var verden af i går.

Et langt liv senere begyndte min mormor at miste hukommelsen. Den hurtige, moderne verden blev umulig at følge med i, og de sidste år befandt hun sig i en form for mentalt limbo. Hendes legeme var på plejehjem, men hendes bevidsthed var et andet sted.

Først nu, mange år efter hendes død, slår det mig, at hun måske havde drukket af floden Lethe. I græsk mytologi er Lethe en biflod til Styx, floden, som adskiller denne verden og dødsriget. Når man drikker af floden mister man sin erindring. Jeg forestiller mig, at kreative sjæle tilbage i antikken har fundet på fortællingen efter at have bemærket, hvordan hukommelsen opløstes hos deres kære ældre.

Artiklen fortsætter under annoncen

I det gamle Grækenland kunne guder gå rundt blandt mennesker. Dengang var grænsen til dødsriget ikke så skarpt bevogtet, som den er i dag. Lethe, som betyder glemsel på græsk, var et passende billede på den glidende overgang mellem liv og død. Opløsningen af erindring var en forudsætning for at indtræde i efterlivet.

Men fortællingen om Lethe er også en påmindelse om, at vi selv mister den døde af syne. Selvom vores erindring er frisk, og mindet om vores kære lever, ser vi dem ikke længere. I vores kulturkreds er de videre i det hinsides. I den moderne verden er forestillingen om overgangen mellem liv og død formet af videnskaben. Men det kan være, at grænselandet er større, end vi går og tror.

I kristendommens påskefortælling er det netop dagen i dag, at Kristus nedfarer til dødsriget, som det hedder i trosbekendelsen.

I Joakim Skovgaards berømte maleri ”Kristus i de dødes rige” ser vi, hvordan han ankommer for at frelse flokke af døde. Dødsriget ligger tydeligvis et andet sted end her på Jorden. Det er nede i dybet.

I den kristne kirkes historie er der talrige eksempler på, at idéen om et dødsrige, hvor man skal stå til ansvar for sine synder, er blevet brugt til en form for social kontrol. Udsigten til, at man kommer til at stå til regnskab for sine synder ved dommens dag og derefter får anvist enten den ene eller den anden udgang, findes stadig som forestilling. Det er så stærk en billedskabende fortælling, at den ikke lige forsvinder, selvom de færreste nok tror på, at det er sådan, det foregår, når det kommer til stykket.

Måske er det evige liv slet ikke noget, som findes et andet sted, men noget, som allerede foregår her og nu. Det viser sig i glimt af kærlighed, i smerte, i drømme, i ældre menneskers glemsomhed. Da min mormor drak af Lethe, rensede hun sig for en del af sin fortid og blev parat til at gå ren ind i efterlivet. Hendes limbo var rådvildt og flakkende, men overgangen til det evige liv var flydende.

Døden kommer os i møde. Den er solstråle og månestråle, den er stæreflokke på træk, den er tidevandet, som trækker sig frem og tilbage. Det evige liv er midt i blandt os, og nogle gange er det helt synligt. Som når ens mormor spørger, hvem man er, og man for 117. gang siger: Jeg er jo dit barnebarn.

Den lille pige på stolen i forhaven har lukket sin bog og rejst sig. Hendes fletninger gynger, når hun hinker ned af stien ud for sommerhuset for at kigge ud over horisonten. Det er umuligt at se præcis, hvor elementerne er delt. Der er ingen klar grænse mellem det yderste hav og den store himmel.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.