Ved førstebehandlingen den 29. april af Alternativets beslutningsforslag om en landsdækkende ordning, der lader pengene følge barnet indtil skolestart, stod det fra begyndelsen meget klart, hvad Socialdemokratiet mente om den sag.
Børne- og undervisningminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var den første på talerstolen, og hun udtalte, at den nuværende ordning ikke var groet i socialdemokratiets baghave, og at de var imod blandt andet af den grund, at de ikke mener, at skattekroner skal gå til at betale forældre for at passe deres egne børn, fordi de dermed ikke bidrager til fællesskabet ved at gå på arbejde.
Der ved vi jo godt, at forældrene selv har betalt til den skat og at man i den grad bidrager ved at sikre ens families trivsel, samt styrker civilsamfundet gennem fællesskaber mellem hjemmepassende. Der kommer liv på villavejen, i gården, og det sociale sikkerhedsnet styrkes.
Desuden kunne man jo arbejde for en model, som tillod en indtægt ved siden af, hvilket loven ikke giver mulighed for i dag. Det er vi i Alternativet åbne for, fordi det samtidigt giver muligheder for at fastholde tilknytning til sit fag og udvikle på den iværksætterånd, man måtte have i maven.
Desuden mente ministeren, at børn på et tidspunkt får lyst til og brug for at møde andre og udforske verden, og at den verden åbner sig for dem, i vores daginstitutioner. Det gør den altså også, når børn hjemmepasses.
Man holder sig ikke kun hjemme, selvom ordet "hjemmepasning" med snævre briller på indikerer dette. Verden er her altid, når man registrerer den i tryghed og med nærvær.
Forældre og børn er ofte en del af hjemmepassernetværk med legegrupper og aktiviteter på kryds og tværs. Verden er altid åben for børn, fordi de har en imponerende og oftest uspoleret nysgerrighed. En nysgerrighed og åbenhed, som vi håber på at se fra ministerens side i forhold til, hvordan hjemmepassede børns hverdag og virkelighed rent faktisk tager sig ud.
I Alternativet er vi for ligestilling mellem pasningsformer og for et mangfoldigt samfund med valgmuligheder, der fremmer det gode liv og trivsel.
Vi ønsker i den grad, at rammerne ude i vores daginstitutioner er de allerbedste, hvorfor vi også ønsker, at der indføres reelle minimumsnormeringer i alle daginstitutioner og ikke som et kommunalt gennemsnit baseret på tal fra Danmarks Statistik.
Det er den version, man blandt andet i Forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen kalder for papirnormeringer, fordi det kun er på papiret, at der er én medarbejder til tre børn i vuggestue og én medarbejder til seks børn i børnehaven. Det er altså ikke ude på stuerne, ansigt til ansigt, at der er dette minimum.
Vi har på dagtilbudsområdet, en stor udfordring med hensyn til rekruttering af blandt andet pædagoger, og vi ser derfor også denne tilskudsordning som en del af en national handleplan, hvor vi indtænker de forældre, som ønsker at passe deres egne børn selv en periode.
Dermed kan man lette presset på daginstitutionerne og få både normerings-, rekrutterings- og trivsels-kabalen til at gå nemmere op, fordi det antal medarbejdere, som er i praksis, vil få bedre tid til de børn, der er.
Når vi nævner trivselskabalen refererer den både til den stigende mistrivsel, vi ser i samfundet, eksempelvis blandt småbørnsfamilier, og den vi ser ude i en del af vores dagtilbud på grund mangel på kolleger og et presset arbejdsmiljø, som igen også afspejler sig i sygdomsstatistikker for de ansatte og for børnenes trivsel og udvikling. For de ansattes arbejdsmiljø, er jo også er børnenes omsorgsmiljø.
I Alternativet ønsker vi at bidrage til at udvikle et bæredygtigt samfund, og vi mener i den forbindelse, at vi skal være meget bedre til at anerkende værdien af omsorg i de første år. Især ved at indføre en tidssvarende, klog og fagligt funderet familiepolitik. Her hører blandt andet tilskud til hjemmepasning til, en udvidelse af forældres ret til barn syg samt muligheden for at arbejde deltid eksempelvis indtil barnets niende år, som i Sverige.
Vi har brug for øget fleksibilitet og valgfrihed til at understøtte menneskelig trivsel og styrke vores civil-og lokalsamfund, blandt andet ved at lade børn tilbringe mere tid med deres forældre. Det er mindst lige så værdifuldt et bidrag til vores samfund og fællesskab, som det er at gå på arbejde. Det handler om relationsvelfærd, den der ikke koster andet, end tiden sammen.
Nanna Høyrup Andersen er vuggestuepædagog og folketingskandidat for Alternativet og Mira Issa Bloch er pædagog og børne- og familieordfører for Alternativet.