Psykoterapeut: Livskrisen ligger i mandens dna

Når mere end halvdelen af danske mænd ifølge en ny undersøgelse har været ramt af en livskrise, så skyldes det langt hen ad vejen, at idéen om den evigt stærke mand lever i bedste velgående, mener psykoterapeut Martin Østergaard

Mænd skal øve sig i at tale højt om det, de tumler med, og de skal finde mænd, de tør betro sig til og vise sårbarhed overfor, mener psykoterapeut Martin Østergaard. – Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix.
Mænd skal øve sig i at tale højt om det, de tumler med, og de skal finde mænd, de tør betro sig til og vise sårbarhed overfor, mener psykoterapeut Martin Østergaard. – Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix.

Martin Østergaard, i en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske fremgår det, at 54 procent af danske mænd har været i en personlig krise. Hvad tror du, det skyldes?

”Jeg bilder mig ikke ind, at jeg sidder med sandheden. Men jeg har et postulat om, at det at være mand i vores samfund handler om det stik modsatte af svaghed, skrøbelighed og sårbarhed. Mænd kan selvfølgelig lige så let som kvinder klare kriser. Men der ligger noget i det mandlige opdrag, der handler om at holde hovedet højt, være stærk, beskytte og passe på andre, som til tider forhindrer dem lidt i det.

Lidt drilagtigt og provokerende kan man sige, at livskrisen ligger i mandens dna, fordi det forventes, at han er evigt stærk og i stand til at klare enhver udfordring uden at pibe. Det gør det svært, når sårbarheden så alligevel banker på. Man kan ikke altid være stærk.”

Men er det ikke et maskulinitetsbillede, der er i opbrud?

”Jo, der er sket meget med drenges opdragelse anno 2020. Yngre mænd er generelt bedre til at fravige hele idéen om at skulle være stærke, ligesom de tit også er bedre til at underholde med deres udfordringer, som flere kvinder er det. Men derfor ligger der stadig en grundforestilling om mandens evne til at klare tingene uden at bukke under.

Det er altså på sin vis underforstået, at hvis manden har problemer, så er alle andre på spanden. Et eller andet sted ved vi jo godt, at verden godt kan klare sig uden os – men på nogle mentale områder er vi ikke rigtig blevet opgraderet fra forestillingen om, at det er os, der skal beskytte klanen.”

Men hvordan kan det være, at det munder ud i en personlig krise?

”Mænds måde at håndtere frustrationer og tankemylder på er ofte at lukke af. Og overordnet betragtet er det, hvad der leder os ind i kriserne. Vi har lige så mange kriser som kvinder, men fordi vi ikke rigtig har noget koncept for at åbne op omkring dem, så har vi det med at pådrage os mere og mere indre smerte. Som regel teamer mænd op med kvinder, der gerne vil hjælpe med at få løsnet op på det, der trykker. Men det kan være svært at modtage hjælp fra den, man er tættest på, fordi man tit kommer til at føle sig mindreværdig. Det er velkendt, at mænds bedste venner er deres koner og kærester. Så hvis hun pludselig skubber lidt til ham for selv at gøre noget ved sine udfordringer – i bedste mening – kan det godt resultere i, at mænd bliver vrede og mere tilknappede.”

Når man taler om mænds kriser, bliver det til tider reduceret til et tidspunkt i hans liv, hvor han pludselig køber et helt lycrasæt og en mountainbike. Men hvad er det egentlig, der er på spil?

”Da mænd ikke bryder sig om at beskæftige sig med noget, der gør følelsesmæssigt ondt, så ligger diverse undvigemanøvre lige til højrebenet, når tilværelsen trykker. For nogen boner det ud i forhold til at arbejde hårdt og længe, træne helt vildt eller at drikke alt for meget, hvilket kan medføre endnu flere udfordringer personligt.

I de yngre år kan det måske synes nemt nok at løbe, cykle eller købe sig fra problemerne. Men hvad med den dag, man har fået en overbelastningsskade i skinnebenet eller er styrtet på sin mountainbike? Ja, så finder man måske ud af, at man er indhyllet i fortrængte problemstillinger som kærestesorger og uforløste karrieredrømme.”

Af undersøgelsen fremgår det, at ensomhed ligger på andenpladsen over årsager til kriser hos mænd under 40 år. Er mænd mere ensomme end kvinder?

”Nej, ikke som sådan. Mænd kan være frygteligt sociale i både vinklubben, skiklubben, med dem fra arbejde og de gamle studiedrenge. Men selvom det teknisk set er socialt, så er det sjældent fora for intime samtaler om det, der potentielt set gør ondt. Og det, tror jeg, resulterer i, at vi godt kan blive ensomme med de tanker, ambitioner og den sorg, vi ikke har fået dealet med.

Det synes næsten instinktivt, at hvis manden udviser svaghed, så bliver han nakket. Derfor bliver man ensom med de nederlag, man har haft. Man kan altså sagtens føle sig ensom, selvom det ikke kan ses. Også selvom man er blevet chef i sin egen virksomhed. Også i selskab med andre.”

Når mænd fortsat føler, at det evigt er dem, der skal være de stærke, hvad siger det så om vores samfund?

”Det siger noget om, at det, der er i fokus, er præstation frem for sårbarhed. Mænd er meget kompetitivt indrettet. Vi kan være hinandens værste fjender, som kvinder kan være det. Men for mænd ligger der en idé om, at det ikke er sikkert at blotte sig over for andre mænd, for så risikerer man, at de overhaler en.”

Hvad skal mænd gøre for at tage kriserne i opløbet?

”De skal øve sig i at tale højt om det, de tumler med. Og så skal de finde nogle gode mandlige bekendtskaber, som de tør betro sig til. I begyndelsen kan man godt forvente, at hvis man åbner op i en gruppe af flere mænd, så er det kun én mand, der læner sig frem og siger: ’Fortæl lidt mere’, mens de resterende måske kigger ned i deres telefoner. For sådan er det med mænd. Vi er ikke gode til hverken at vise sårbarhed eller at høre om andres sårbarhed – fordi vi er bange for at blive smittet. Vi er bange for vores egen smerte. Hvis mænd skal nærme sig en større grad af personlig og følelsesmæssig helse, så handler det om at søge indad.

Og nej, det betyder ikke, at alle skal tage til Indien og sidde 14 dage i et ashram med opadvendte håndflader og samlede pege- og tommelfingre. Hvis vi skal være visionære, så kræver det nogle gange, at vi ser indad, før vi ser fremad. Og man finder ikke meget større mod end at turde vise sårbarhed.”