Prøv avisen
Debatinterview

Parterapeut: Noget af det, der kan få kvinder til at gå mest amok, er mænds tavshed

I et af efterårets populære datingprogrammer, ”Gift ved første blik”, følger seerne flere par, der bliver gift uden at kende hinanden på forhånd. Her ses parret Anders og Luna, som skilles efter deres bryllupsrejse, fordi Anders ikke ønsker at fortsætte i ægteskabet. Parterapeuten Martin Østergaard mener, at mænd er stærke, når de trækker sig fra kvinderne. – Foto: Snowman Productions/DR

Datingprogrammer fra ”Gift ved første blik” til ”Landmand søger kærlighed” fylder på tv dette efterår, hvor især mændene møder kritik for at være både vattede og urimelige. Men mænd trækker sig ofte fra relationer, hvis de oplever, at kvinden er verbalt og socialt stærkere, siger parterapeut Martin Østergaard

Parterapeut Martin Østergaard, det vrimler med datingprogrammer i tv for tiden. Hvorfor er vi så optaget af fremmede menneskers følelsesliv?

”Fordi vi konfronteres med ting, vi kan genkende fra vores eget forhold eller tidligere forhold. Det gør jo ondt med de relationer, hvor folk pludselig kommunikerer dårligt eller slet ikke kommunikerer. Noget af det, der kan få kvinder til at gå mest amok, er mænds tavshed. Det er den værste terror, man kan udsætte kvinden for. Det er selvfølgelig heller ikke særlig pænt af manden, men mange mænd tænker måske, at kvinden kan lægge to og to sammen, og derfor behøver de ikke sige det, de fornemmer som åbenlyst.”

Debatten går netop ofte på, at mændene ikke er gode nok til at sætte ord på deres følelser og ikke får sagt fra, hvis de ikke er interesserede. Er mænd bare mere vattede i dag?

”Det er en alt for simpel betragtning. Man kan også sige, at mændene er stærke, fordi de vælger at trække sig fra kvinden. Er han så vattet, eller har han det bare sådan, at det her vil han ikke spilde sit liv på? Mange mænd kan ikke lide at gøre kvinden ked af det, og så vil han hellere løbe tavst ud af lokalet. Så er ironien så, at han netop gør hende ked af det.”

Du taler, som om det er en mandeting. Er der ikke også kvinder, der kan agere sådan?

”Nogle kvinder gør det også, men det er klart en mandeting. I ethvert forhold er der en, der er opsøgende, og en, der er undvigende. Måske er manden opsøgende i starten ved at tage initiativ til at etablere kontakten, men hurtigt viser det sig så, at kvinden er verbalt og relationelt stærkere. Hvis han så ikke kan leve op til det, mister han momentum og fornemmelsen af at kunne levere noget, hun kan bruge. Så bliver han undvigende. Det lyder meget generaliserende, og det er det også. Jeg vil skyde på, at 70 procent af mænd gør sådan her og 30 procent af kvinder.”

Skal mændene så tage sig sammen, eller er det kvinderne, der skal ændre adfærd?

”Jeg tror, vi alle skal kigge os selv i spejlet og se, hvilke fejl vi begår. Måske kan kvinderne pr. definition nemt blive skarptandede, men det dækker over en enorm sårbarhed og et ønske om at kunne række ud i dialog. Skal mændene så tage sig mere sammen? Ja, det skal de vel, de skal turde sige, hvis noget ikke fungerer, og de gerne vil afslutte det. Men alle skal vel øve sig i at blive bedre til det, de erfaringsmæssigt er klar over, at de ikke er gode til.”

Er kærligheden blevet sværere?

”Ja, det er den af den ene årsag, at vi har større forventninger til den, vi investerer mere i den og bruger mere energi på den. Og så oplever vi, at den fungerer desto dårligere. Hvis vi ikke havde så meget tid og så mange gode råd, og hvis vi ikke var så optagede af den, ville vi være mere tilfredse.

Kærlighed og samliv er på den måde blevet en religion; kærlighed er vores nye tro. Det er bare ikke altid, at den tror på os. Det er en gud, der ikke rigtig hører efter og er besværlig. Nøjagtigt som når folk tidligere råbte til himlen om, hvorfor Gud var så uretfærdig, sådan er det også med kærlighed, fordi vi har så store forventninger og tror, at vi skal finde os selv."