KOMMUNERNE og regionerne kæmper for øjeblikket for at få ret til at forsikre egne frivillige, som ikke er organiserede i de frivillige organisationer. Samtidig er de også meget optagede af, at de frivillige skal til ansættelsessamtaler, og at de frivillige skal pålægges tavshedspligt. Alt sammen for at sikre, at både de frivillige og borgerne, som de kommer i kontakt med, kan føle sig trygge i de kommunale aktiviteter baseret på frivilligt arbejde.
Umiddelbart lyder disse tiltag jo som hensigtsmæssige og fornuftige, men set i et lidt større perspektiv kan det meget let blive en glidebane, hvor den kommunale frivillige indsats mere og mere kommer til at svare til ulønnet socialt arbejde.
Spørgsmålet er nemlig, hvilke former for frivillighed vi taler om, når de omfattes af ansættelsessamtaler, forsikring og tavshedspligt. En del kommuner taler for eksempel om at erstatte frivilligheden med det brede begreb,”medborgerskab”, hvor alle i kommunen er et stort ”vi” i stedet for den gamle skelnen mellem ”dem og os”, altså kommunen på den ene side og borgerne på den anden side. Men man kan jo næppe forestille sig, at alle borgere i medborgerskabet skal til ansættelsessamtaler, forsikres og pålægges tavshedspligt. Medborgerskabet må så at sige forstås på borgernes præmisser.
Det er da også interessant, at Region Syddanmark i deres nye strategi for inddragelse af frivillige skelner mellem frivilligt arbejde (som er ulønnet) og en frivillig indsats (som svarer til pårørendefunktioner i form af omsorg og nærvær).
REGIONEN GIVER selv udtryk for, at man kun vil satse på den brede, frivillige indsats. Den nævnte skelnen kan imidlertid meget hurtigt vinde indpas i det offentlige i en form, hvor der forsikringsmæssigt og i forhold til ansættelsessamtaler og tavshedspligt vil blive tale om et særligt frivilligt korps under kommunen (med ansættelseslignende forhold), medens der samtidig vil være det brede medborgerskab, som også er den del af det frivillige arbejde, men som vil fungere på egne mere autonome betingelser.
Hidtil har vi i de frivillige organisationer selv været i stand til at håndtere disse formaliteter (vedrørende forsikring og tavshedspligt) på en måde, så vi både har skabt den nødvendige tryghed og samtidig bevaret den demokratiske ret til at udøve de innovative og korrektive funktioner, som også ligger i frivillighedens grundtanker.
Det er derfor et stort spørgsmål, hvad det danske demokrati og velfærdsudviklingen opnår ved, at det offentlige nu begynder at botanisere i frivilligheden og plukke de elementer, som passer ind i de kommunale og regionale velfærdsstrategier.
Der er faktisk en stor risiko for, at vi smider frivillighedens demokratiske ånd og sjæl ud med badevandet. I stedet bør man fra det offentlige se frivilligheden som en fantastisk ressource af grokraft, handlekraft og innovation, som enhver kommune bør passe og pleje ud fra frivillighedens egne betingelser og ikke kunstigt dyrke i den kommunale have, hvor den ikke hører hjemme.
Johannes Bertelsen er formand for Frivilligt Forum, Landsforeningen for de frivilige sociale organisationer