Prøv avisen

Pas på med åbne parforhold

©Milena Boniek/6PA/MAXPPP. Woman standing in heart drawn in sand, man stepping into heart, view of knee down Foto: Foto: ©Milena Boniek /colourbox.com

Par, der ikke er helt afklarede om at søge spænding uden for forholdet, kan komme alvorligt i klemme, da fælles værdier i parforhold ofte omhandler at være tro i forholdet. Det skriver Randi Ringgaard Christoffersen, der er psykoterapeut og specialist i sexologisk rådgivning

Det var interessant at læse Kristeligt Dagblads artikler om åbne parforhold. Sexolog Sara Skaarup udkommer med en bog om samme tema, da hun i sit parforhold går ind for åbne forhold. Hun siger, det er vigtigt, at hun er tro mod sig selv.

Psykolog Rikke Pristed fortæller, at hun i sin praksis møder par, som er glade for de åbne forhold, og hun møder andre, som ikke trives med den åbne konstruktion i forholdet.

LÆS OGSÅ:
Flere vil elske mere end én

For dem, der er glade, er der selvsagt ikke et problem. Men det er der for dem, der ikke trives. Hvorfor mistrives de? Måske er disse forhold præget af mangel på spænding og fælles nydelse? Måske eftersøger de, om andre mennesker kan give dem det, de ikke selv har vedligeholdt i forholdet. Par, der ikke er helt afklarede om at søge spænding uden for forholdet, kan komme alvorligt i klemme, da fælles værdier i parforhold ofte omhandler at være tro i forholdet.

I udtrykket: At være tro ligger implicit, at man tror på noget. Vores tro er blandt andet essensen af de værdier, vi har. Gad vide, om det er her, det begynder at gå galt? Ved den enkelte i parforholdet, hvilke værdier han eller hun har? Kender de hinandens værdier? Har de talt om, hvilke værdier, der skal præge deres forhold?

Jeg tror, de fleste mennesker stiller tydelige krav til sig selv på arbejdspladsen. På arbejdspladsen er der nogle mål, der er nogle metoder, værdier og regler, der skal følges. Hvorfor bruger vi ikke samme indsats i parforholdet?

Det er min oplevelse at mange parforhold tror, at forholdet er som en stor uudtømmelig kilde, der bliver ved med at sprudle uden tilløb. At lidenskaben og nærværet er en konstant, der ikke behøver fælles opmærksomhed og dagligt vedligehold. Pludselig en dag vågner de op fremmedgjorte for hinanden, ordene er holdt op, og følelserne og lidenskaben er blevet lunkne. Hvis indsatsen i parforholdet bliver halv, så bliver frugterne det også.

Mange par kan blive enige om, at det er vigtigt at få talt sammen alligevel er det ofte alt det praktiske i huset, der skal ordnes først. For mange par bliver værdien ofte: Vi skal yde, inden vi kan nyde i stedet for at lave om på den: Vi skal nyde, inden vi kan yde.

Dan Turèll siger så smukt i et digt: Jeg holder af hverdagen. Jeg er helt enig med ham i, at det er i hverdagen, det egentlige liv er. Jeg tror, vi har glemt at se alle de små og store mirakler, der sker hver eneste dag med os og lige for øjnene af os.

Tænk, hvis vi i hverdagen kan vedligeholde vores nysgerrighed og glæde ved hinanden og derigennem dagligt nære vores fælles lidenskab og samvær. Kærligheden søger ikke sit eget. Måske det er den værdi og den tro, der får blomster til at springe ud?

Randi Ringgaard Christoffersen,

psykoterapeut og specialist i sexologisk rådgivning,

Lyngby Hovedgade 27, 4.,

Lyngby