I MINE FØRSTE 30 år som præst forlangte jeg, at mine konfirmander skulle deltage i otte gudstjenester i løbet af forberedelsesåret. Formålet med konfirmationsforberedelsen var jo netop, at de store børn skulle lære gudstjenesten at kende, og det gjorde de bedst ved at deltage i og opleve en gudstjeneste.
LÆS OGSÅ: Leder: Konfirmations-kapitulation
De sad i kirken om søndagen med søvnige øjne, og om mandagen blev de i forbindelse med forberedelsestimen råbt op og krydset af for gudstjenestedeltagelse. Et spørgsmål, de gentog, var: Hvis ikke jeg har deltaget i de otte gudstjenester, bliver jeg så ikke konfirmeret?.
Efter i nogle år ikke at have haft konfirmander vendte jeg tilbage til mit embede og nogle rigtig store konfirmandhold. Igen forlangte jeg, at konfirmanderne skulle deltage i otte gudstjenester. De rykkede ind i kirken i stort antal. De fyldte mange af de bagerste bænkerækker. Den lille kreds af for det meste ældre kirkegængere kastede vrede og irriterede blikke på de unge børn, for der var ingen ro, ingen fordybelse, ingen medleven fra konfirmandernes side. De sad i kirken og kedede sig, og så skulle tiden gå med sjov og ballade.
NOGET MÅTTE GØRES. Konfirmationsanordningen bestemte, at konfirmanderne skulle lære folkekirkens gudstjeneste at kende, men højmessens opbygning var så langt fra de 13-åriges verden, at den ikke sagde dem noget.
Jeg udarbejdede et skema, som konfirmanderne skulle udfylde undervejs i gudstjenesten: Hvilke salmer skulle synges? Hvilket evangelium læste præsten? Hvad sagde præsten i sin prædiken? Spørgsmål, som skulle fastholde konfirmandernes opmærksomhed og tvinge dem til at følge med. Skemaet skulle underskrives og afleveres efterfølgende.
Jeg udsendte konfirmander i gudstjenestepatrulje til nabokirker. Konfirmanderne medbragte et vurderings-skema gående ud på at til-dele en, to eller tre præstekraver til gudstjenesten. Formålet var at gøre de store børn interesserede i gudstjenesten, få deres vurdering og lære af det.
Mange gange har jeg stået i våbenhuset efter en gudstjeneste og skullet underskrive sedler for nabokirkernes konfirmander, så de kan dokumentere, at de har været i kirke.
OMKRING 50.000 UNGE bliver hvert år konfirmeret i Danmark. Det er cirka 80 procent af en årgang. I Sverige er det under halvdelen, i England er det ganske få procent. Traditionen med konfirmation er solidt forankret i de danske familier og er dermed også en utrolig mulighed for at folde evangeliet ud for de unge mennesker.
Men hvor bliver de af, når konfirmationen er overstået? De har lært gudstjenesten at kende. De har mødt evangeliet, men de kommer ikke tilbage, før de skal giftes eller have deres barn døbt.
Har højmessen med dens stive liturgi, dens klassiske kirkemusik og højtidelige stemning skræmt de unge? Har de oplevet kirken som uvedkommende og ikke som den åndelige tankstation, den burde være? Føler de, at nu har de betalt prisen for konfirmationen ved at sidde de otte gange søndag formiddag og kede sig? Tænker de måske lidt ubevidst aldrig mere gudstjeneste!
DISSE TANKER ligger bag min beslutning om at forbyde konfirmanderne at gå til almindelige gudstjenester.
Mine skemaer, som skulle udfyldes undervejs i gudstjenesten for at holde konfirmandernes opmærksomhed fangen, er ynkelige. Projektet med gudstjenestepatruljer og uddeling af præstekraver er meningsløst. Underskriftsbladet er en mistillidserklæring til den unge.
Selvfølgelig skal konfirmanderne deltage i gudstjeneste. I tjeneste for Gud, i lovsangen, i bøn, i nadverens fællesskab. Det er jo netop her, vi møder ordet om Guds grænseløse kærlighed, som kan bære os i hverdagen. Det er her, vi skal opleve, at tro er liv og ikke lære. Gudstjenesten skal være tilrettelagt, så deltagerne kan høre ordet og tager budskabet til sig.