Fredag den 29. april kunne man i Kristeligt Dagblads kronik læse en bekymret mors opråb til gymnasielærere og politikere. Susan Nielsens datter går i 1.g og er stressramt. Denne datter bærer vidnesbyrd om en præstationskultur, som er kommet snigende, og som jeg i mit arbejde på et alment gymnasium næsten dagligt forholder mig til.
I disse dage træffer regering og folketing afgørende beslutninger for dansk ungdom. De forhandler om en ny reform af gymnasiet, og regeringen har udsendt deres udspil. Det er mit håb, at regeringen vil lytte lidt til erfaringer som Susan Nielsen og hendes datters, så vi får en reform, der tænker faglighed og elevtrivsel som to sider af samme sag.
I regeringens udspil tales der om, at uddannelserne skal ruste de unge til at gennemføre en videregående uddannelse. Om moderne almendannelse, som skal sikre, at eleverne bliver robuste og klædt på til at agere i fremtidens samfund. Og om, at uddannelserne skal tilrettelægges, så de bedst muligt understøtter elevernes vej fra elever til studerende. Det er meget svært at sige ”Nej tak” til disse visioner, men der mangler dog en del i udspillet.
MANGE UNGE KLARER mosten på gymnasiet fint og har en relativt sorgløs gymnasietid. Men en del unge er præget af stress og mistrivsel. Det gælder ikke kun elever, som er udfordret fagligt, og som tudes ørerne fulde om konkurrencestaten og global kappestrid. De elever vil regeringen have til at skifte kurs væk fra stx.
Særligt bekymrende er elever som Susan Nielsens datter: de dygtige elever, som føler sig så stressede, at vores studievejledere har hænderne fulde med støttende samtaler, at de går til psykolog for at klare dagligdagen, og at de i værste tilfælde falder fra på trods af glimrende evner.
Det er et samfundsskabt pres. Som ikke mindskes med regeringens udspil, der ikke taler om elevtrivsel. Når elevernes personlige modning nævnes, hænger det snævert sammen med ønsket om, at eleverne forstår deres egen økonomi, uddannes i entreprenørskab og opnår digitale kompetencer. Målbare visioner, der kan indfældes i et regneark og være med til at styrke landets konkurrenceevne. Det er der intet galt i. Men det er det, der ikke står, som bekymrer.
TIRSDAG DEN 26. april var kulturminister Bertel Haarder (V) inviteret på Louisiana for at fortælle om sine visioner på kulturens vegne. Her talte han om litteraturens og kunstens egenværdi, med andre ord: almendannelse.
I regeringens udspil neddrosles alle de værdier, som vi alle er afhængige af, men som ikke kan indsættes i regnearkets logik. Om noget har udødelig litteratur, viden om historien og demokratiets udvikling og forfædrenes levevilkår skabt det moderne samfund og fungeret som strømpil for unge mennesker.
Dét taler regeringens udspil ikke om. For selvom Haarder sværmer for disse værdier, så anses de for, nå ja, netop sværmerier, som vi i konkurrencestatens logik ikke umiddelbart kan se outputtet af. Robuste borgere dannes ved ikke at glemme de værdier, der udfordrer til selvstændig refleksion, og som sikrer, at elever og lærere ikke udelukkende styres af måltal, men sammen opdager og udforsker verden. Både den verden, der kan stå i excel-arket, og den, der ikke umiddelbart kan.
Måske kan resultatet ikke ses i morgen, men en dag vil det mangle. Så, kære regering: Glem ikke at robuste medborgere dannes gennem samtale og dannelse.
Susan Nielsens opråb er ikke udtryk for en speltmors curling-bekymringer, men for en tendens, som flere burde være bekymrede for. Politikerne må ikke ryste på hånden, men skal løfte blikket og udvide horisonten, så vi ikke kommer til som nation at leve fra hånden og i munden.
Kathinka Skriver, cand.mag. i dansk og tysk, Tolvkarlevej 8, Hillerød