Prøv avisen
Kirkeligt set

Pas på dit følelsesmæssige beredskab

Illustration: Peter M. Jensen

Hvad med at slukke for tv og bruge tiden som venskabsfamilie for en flygtningefamilie eller udsætte købet af næste hårde hvidevare til hjemmet og give pengene til Flygtningehjælpen? Sådan spørger generalsekretær i Luthersk Mission i lyset af flygtningekrisen

Vi gennemlever lige nu Europas største moralske krise i vores levetid. Altså hvis man ser bort fra de efterhånden få af os, der oplevede holocaust.

Jeg tænker naturligvis på flygtningekrisen og alle de spørgsmål, den rejser for os som kultur, nationer og enkeltpersoner. Og vi mærker en helt forståelig rådvildhed hos vores politiske ledere. I Danmark ikke mindst efter det dæmningsgennembrud, vi oplevede for et par uger siden.

Voldsomme billeder fra Middelhavet og menneskemasser på europæiske og danske banegårde gør sagen tydelig for selv de mest tungnemme.

Billedet af en lille druknet dreng på en kyst i Tyrkiet har fået samme rolle, som klippene med en lille pige i en rød frakke i holocaust-filmen ”Schindlers liste”. Nogle læsere vil måske huske, at filmen var sort-hvid, men en lille pige i farver kommer følelsesmæssigt til at repræsentere de seks millioner. I ghettoen og senere i ligbunken. For vi mennesker kan ikke rumme millioners lidelser. Men måske ét menneskes“

I denne situation har jeg mødt flere i mit eget netværk, som fortæller, at de er holdt op med at se nyhedsudsendelser. Eller vender ansigtet væk, når de voldsomste indslag kommer.

Min første reaktion var mild forargelse: ”Vil I lukke øjnene for katastrofen?”. Anden reaktion var en erkendelse: De pågældende er mindst lige så berørte af krisen som jeg. Og ser med samme alvor på den. Man kan ikke afvise dem med moraliserende ord om dansk selvoptagethed og materiel egoisme.

Deres følelsesmæssige mætningspunkt ligger bare et andet sted end mit. Eller deres kvalme bliver mere påtrængende.

Og så fik de mig til at huske et interview, jeg for en del år siden læste med den norske forfatter Alfred Hauge. Han fortalte, at han så ret få film - selvom han elskede filmgenren - ”for at bevare mit følelsesmæssige beredskab intakt”.

Som jeg forstod ham, oplevede han, at de stærke følelser, film formidler, kom til at fungere som en vaccine, der forhindrede ham i at være nærværende og skarp, når det virkelig gjaldt. Altså når han mødte glæde, kærlighed, smerte og lidelse ”in real time”.

Det er en tanke værd, om denne mekanisme ikke er endnu stærkere i mediernes nyhedsformidling.

For medierne fodrer en almagtsmyte - eller alvidenhedsmyte - hos os, om at vi er i stand til at forholde os til ethvert problem og være empatiske over for al lidelse i hele verden. Den myte er en illusion.

Når flygtningekrisen bliver ”breaking”, glider andre katastrofer ind i glemslen. Hvem tænker for eksempel på Ukraine og Nepal for tiden? Men almagtsmyten kan hurtigt slå over i sin modsætning: Afmagt og ufølsomhed. Da det er over evne at vise medfølelse med al lidelse i verden, og umenneskeligt at forsøge at afhjælpe det hele, så kan jeg jo vælge at være ligeglad: Lad os se fodbold og drikke rødvin, for i morgen skal vi dø.

Her er det, mine venner med de slukkede skærme og bortvendte øjne har en pointe, som er værd at lytte til: Hvad med at slukke for tv og bruge tiden som venskabsfamilie for en flygtningefamilie eller udsætte købet af næste hårde hvidevare til hjemmet og give pengene til flygtningehjælpen?

Hvad med at have bare én mening mindre ved diskussionerne i kantinen og i stedet vise nærvær og hjælpsomhed over for et menneske, der er inden for min rækkevidde. Den amerikanske forfatter Philip Yancey skrev engang: ”n barmhjertig gerning er mere værd end tusind sandheder sagt i vrede.”

For Jesus har aldrig udfordret os til at elske alverden. Den side af sagen tager han og hans far sig selv af. Det er det guddommelige, som ikke er vores bord, selvom medierne undertiden frister os til at tro det. (Og det er for øvrigt vanskeligt ikke at have en del spørgsmål til, hvordan Jesus og hans almægtige far forvalter den rolle, men det er jo som sagt ikke vores bord).

Jesus udfordrer os derimod til at elske vores næste. Og næsten er vel at mærke ikke alene det konkrete synlige menneske ved siden af, sådan som visse tidehvervske teologer prøver at bilde os ind, men det menneske, som det ligger inden for vores rækkevidde og evne at hjælpe. Sådan konkretiserede apostlen Paulus næstekærlighedsbuddet, da han bad menighederne i Grækenland om at samle penge ind til de fattige i Jerusalem.

De havde næppe nogensinde set modtagerne af pengene, men havde evnen til at bidrage. Og den, der har evnen, har pligten. Så begrænset den end er.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye