Der er ikke længe imellem, at man i dagspressen støder på historier om adoptivbørn, der forsøger at finde deres biologiske familie. Flere af de danske adoptionsformidlinger melder således om en stigning i antallet af forespørgsler fra adopterede, som ikke bare overvejer at rejse tilbage til deres oprindelsesland, men som også i stigende omfang søger hjælp til at finde deres biologiske mor, far eller søskende.
Jeg synes ikke, det er overraskende. Der er for mig al mulig grund til at antage, at biologisk ophav og slægtskab betyder noget for mange mennesker – ikke mindst for de mennesker, som af den ene eller anden grund er opvokset uden et sådant kendskab til deres biologiske ophav.
Selvom situationerne ikke er fuldstændigt sammenlignelige, så har jeg alligevel ikke kunnet slippe tanken om alle de adoptivbørn, der leder efter deres biologiske ophav, når jeg i de seneste måneder i Det Etiske Råd har været med til at diskutere forslaget om såkaldt dobbeltdonation.
Ved dobbeltdonation modtager en kvinde, der ønsker at blive gravid, både æg og sæd fra donorer. Det vil altså sige, at man med åben pande skaber et udgangspunkt for et barns liv, hvor barnet afskæres fra at være biologisk forbundet med sine forældre.
Jeg har svært ved at se, at det på nogen måde kan være at varetage barnets tarv. Hvis biologisk slægtskab er vigtigt for adoptivbørn, så er det det nok også for børn, der bliver til ved hjælp af assisteret reproduktion.
Det er derfor uforståeligt, hvordan et stort flertal i Det Etiske Råd i et høringssvar om en ændring af lov om assisteret reproduktion kan nå frem til et argument om, at et fravær af biologisk tilknytning ikke i sig selv skulle være etisk problematisk.
Jeg tror ikke, det er for sjov, at der i den nuværende lovgivning eksisterer et forbud mod dobbeltdonation, da dette forbud netop sikrer, at de børn, som samfundet via assisteret reproduktion er med til at bringe til verden, er biologisk beslægtede med mindst én af de kommende forældre.
Et andet argument fra flertallet i Det Etiske Råd handler om, at man bør regulere lovgivningen således, at den tager højde for moderne familiemønstre, hvor mange børn i dag vokser op i en helt anden slags familie end den traditionelle kernefamilie. Det er jeg for så vidt enig i. Men jeg vil stadig fastholde, at vi i vores iver efter at tilpasse lovgivningen efter mere moderne familieformer skal passe på, at tilpasningerne ikke sker på bekostning af barnets biologiske forbindelse til forældrene.
Da kravet om biologisk tilknytning mellem barnet og mindst én af forældrene vejer særdeles tungt for mig, mener jeg fortsat ikke, at det bør være tilladt for heteroseksuelle par, hvor hverken kvinden eller manden har brugbare kønsceller, at kunne få behandling med assisteret reproduktion.
På samme måde mener jeg heller ikke, at enlige kvinder, som ikke selv kan levere et befrugtningsdygtigt æg, skal have mulighed for at få behandling med assisteret reproduktion.
Kun på ét enkelt område tilslutter jeg mig ønsket om en ændring af lovgivningen, og det er i forhold til lesbiske par. Således tilslutter jeg mig alene lovliggørelse af dobbeltdonation i de situationer, hvor en lesbisk kvinde på sundhedsfaglig indikation har behov for at anvende et æg, som er doneret af hendes partner. Min begrundelse herfor er netop, at der her bevares en biologisk tilknytning mellem barnet og mindst én af barnets sociale forældre.
Jeg håber, at folketingspolitikerne tænker sig om en ekstra gang, inden de eventuelt vælger at tillade dobbeltdonation.
Hvis det ender med en lovændring på området, så håber jeg i det mindste, at man samtidig ophæver anonymiteten, så barnet trods alt får en chance for at få kendskab til sit biologiske ophav.
Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd og politisk konsulent i Videncenter for God Arbejdslyst – Krifa.