Pas på: Dehumaniseringen af syge og arbejdsløse er farlig

Det er især de syge og de arbejdsløse, der er blevet dehumaniseret parallelt med, at de har fået frataget rettigheder, forringet forsørgelse og samfundsværdi med blandt andet reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og to gange kontanthjælp, mener debattør.
Det er især de syge og de arbejdsløse, der er blevet dehumaniseret parallelt med, at de har fået frataget rettigheder, forringet forsørgelse og samfundsværdi med blandt andet reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og to gange kontanthjælp, mener debattør. . Foto: Mikkel Østergaard.

Hvis man studerer forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, så indgår dehumanisering altid som et væsentligt led i de forløb, som går forud herfor.

Det er eksempelvis et eksplicit led i den amerikanske folkedrabsforsker Gregory H. Stantons stadielære om, hvilke stadier der leder frem til et folkedrab. Og det er et implicit led i den østrigsk-amerikanske politolog Raul Hilbergs analyse af nazisternes udryddelse af de europæiske jøder.

Dehumanisering er også et kendt begreb inden for psykologien, hvor det betegner en måde at udradere de moralske grænser på.

Det har eksempelvis den canadisk-amerikanske psykolog Albert Bandura forklaret med sit begreb moralsk frakobling, hvor dehumanisering er én af flere strategier til at frakoble moralsk ansvar for andre.

Dehumanisering betyder, at man gør den anden til et mindreværdigt væsen uden menneskelige kvaliteter. I det øjeblik bliver det sværere at identificere sig med den anden, og så er der lettere adgang til at slukke for empati og moralske forpligtelser – og dermed til at udføre onde handlinger.

Tidligere landsdommer og formand for PTU, nu afdøde Holger Kallehauge, gjorde opmærksom på faren ved dehumanisering i sit kapitel i min bog ”Et liv i andres hænder”.

Han skrev:

”Det, der er farligst af alt, er, at man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske, kun ser noget, man misbilliger, afskyer eller foragter; en misbruger, en kriminel, en afviger eller et misfoster. Det er sådan, grundlaget for al diskrimination, misbrug og nedværdigende behandling opstår. Man ser ingen menneskelig lighed eller i hvert fald ikke nok til at opleve medfølelse og gør alt det, der er forkert, uden at få dårlig samvittighed. Det er derfor, alle de groveste menneskerettighedskrænkelser som deportation, forfølgelse og tortur indledes med propaganda og handlinger, som diskriminerer de udvalgte ofre.”

I Danmark er vi i disse år vidner til en politisk orkestreret dehumanisering af grupper i befolkningen.

Det er især de syge og de arbejdsløse, der er blevet dehumaniseret, parallelt med, at de har fået frataget rettigheder, forringet forsørgelse og samfundsværdi med blandt andet reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og to gange kontanthjælp. Også indvandrergrupper bliver dehumaniseret.

Denne udgrænsning er farlig. Dels betyder den i sig selv store lidelser for de udgrænsede grupper, dels har historien vist os, at udgrænsning kan føre til folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Derfor bør vi frygte det og se med største alvor derpå.

Når man bevidst dehumaniserer dele af befolkningen, så stiller man sig uden for læren efter Anden Verdenskrig og menneskerettighederne. Menneskerettighederne er man ellers forpligtet på i og med, at man har ratificeret dem i sin tid.

Nu vil et flertal i Folketinget ikke alene ”gå til kanten” af menneskerettighederne, men også ”modernisere” dem, så de ikke skal begrænse den politiske adfærd over for mindretalsgrupper. Det er en meget bekymrende udvikling.

Jeg vil indtrængende opfordre regeringen og det brede folketing til at vende om og finde menneskeligheden frem igen i deres politik! Gør de ikke det, viser de sig som bødler og ikke som demokratisk valgte repræsentanter for befolkningen.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag. og forfatter