Pas på præstegårde. Man kan ikke slæbe historien med over i et parcelhus

Kirken og præstegården er mange steder uden for byerne efterhånden de eneste tilbageværende formidlere af historien. Det er derfor et tab for sognet, når præstegården sælges og lukkes af over for sognet, skriver museumsinspektør Kim Furdal

Præstegårdene har gennem århundreder været et åbent kulturelt omdrejningspunkt, skriver Kim Furdal. Her er det Ubjerg Præstegård ved Tønder.
Præstegårdene har gennem århundreder været et åbent kulturelt omdrejningspunkt, skriver Kim Furdal. Her er det Ubjerg Præstegård ved Tønder. Foto: Claus Fisker.

Den tyske filosof Hermann Lübbe skriver, at det 20. århundrede er blevet det århundrede, hvor tiden har fået en historie. Selv kirkegårde og gravsteder har fået deres historie. Der dyrkes historie og især lokalhistorie, som det aldrig er sket tidligere.

Det gælder ikke mindst de steder, der er blevet tyndet ud for funktioner, hvor smeden, købmanden, skolen og rådhuset er forsvundet. Her bliver kulturhistorien brugt til at gøre tynde steder tykke og give livet mening for lokalbefolkningen.

I det perspektiv kan menighedsrådet ikke siges at lefle for tidsånden ved at sælge Agerskov fredede præstegård for at opføre en ny, sådan som man kunne læse det i Kristeligt Dagblad den 7. oktober. Til gengæld følger man strømmen ved at satse på den lette og bekvemme løsning i stedet for at løse et mindre problem med skimmelsvamp.

LÆS OGSÅ: Præstegårde sælges fra

Gør det noget at sælge en fredet præstegård? Der findes flere eksempler på, at solgte præstegårde har fået en kærlig hånd efter et salg. Dette gælder blandt andet Ubjerg Præstegård lige syd for Tønder. Som bygning har den fået et langt bedre liv.

Præstegården har gennem århundreder været et åbent kulturelt omdrejningspunkt. Her boede sognets lærde mand, der var et bindeled mellem den store og den lille verden. I det gamle landbosamfund var mange præster således med til at bringe teknologiske landvindinger inden for landbruget til sognet.

For nogle år siden kørte jeg rundt på Ejdersted i Sydslesvig for at se de imponerende haubarger (en særlig gårdtype). De så stadig lige så imponerende ud som for 200 år siden, men de var ikke længere omdrejningspunkt for et landbrug, men opkøbt som ferieboliger og i mange tilfælde indhegnede. Det var til tider et forstemmende indtryk af ejendomme, der tydeligvis lukkede sig af over for omverdenen.

Det ville være en trist skæbne, hvis Agerskov og mange andre præstegårde ligesom haubargerne på Ejdersted konsekvent bliver solgt ud til private og lukket af over for det sogn, som præstegården har været omdrejningspunkt for gennem århundreder.

Man kan ikke slæbe historien med over i et parcelhus, som andet flyttegods. Stedet spiller altid en helt afgørende rolle for formidlingen af historien, så længe det ikke fuldstændigt udviskes af hegn og nyindrettet stokroseidyl.

Kirken og præstegården er mange steder uden for byerne efterhånden de eneste tilbageværende formidlere af historien. Det er derfor et tab for sognet, når præstegården sælges og lukkes af over for sognet. I en tid, hvor der diskuteres sammenlægning af sogne og kirkenedlæggelser, bliver der også mindre at stå imod med.

Kim Furdal er ph.d., museums-inspektør og formand for Det Regionale Faglige Kulturmiljøråd for Sønderjylland