Prøv avisen

Patientens ta'-selv bord

Tegning: Peter M. Jensen

LØRDAGSREFLEKSIONER: Forholdet mellem patient og behandler indebærer en ansvars- og tillidsrelation af ganske særlig karakter, der gør al tale om "patienters valg" tvivlsom

Da en berømt hollandsk skuespillerinde, Sylvia Millecam, for nylig døde af kræft i en alder af 45 år, overvejede man i Holland at forbedre beskyttelsen af borgerne mod "farligt kvaksalveri". Kvinden havde ikke manglet behandlingstilbud, og hun havde valgt en række mere eller mindre fantasifulde - men alle meget løfterige behandlinger - og havde derfor sagt nej til den autoriserede behandling.

Sidste forår blev regeringens nye lov om markedsføring af sundhedsydelser vedtaget. Formålet med loven er at "styrke patienternes frie valg i forbindelse med valg af sundhedsydelser samt at skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren."

Dertil kommer, at valg af sundhedsydelser kan have vidtrækkende konsekvenser for personens

helbred og kan være vanskelige at gøre om. Endelig er nogle patienter i særlig grad sårbare og påvirkelige, fordi de er i en truet eller angstfuld tilstand. Markedsføring af sundhedsydelser rummer derfor en nærliggende fare for, at befolkningen påvirkes til en efterspørgsel efter sundhedsydelser, der går videre, end det kan fagligt begrundes.

Var Det Etiske Råd for bekymret? Var Rådets betænkelighed udtryk for en formynderisk tankegang? Det er der flere, der mener: Borgerne skal ikke overbeskyttes og skal have mulighed for enhver information. Det er en ringeagt af forbrugeren ikke at turde overlade det til hende selv at træffe sine valg. "Vi lever i et oplyst samfund", som det ofte hedder. I øvrigt fastholdes en række kontrolforanstaltninger og klagemuligheder, og endelig skal medierne nok sørge for alsidig oplysning.

Men er det nu beroligende? I USA, hvor vi har anskuelsesundervisning i markedskræfternes frie spil, er reklamer for sundhedsydelser overordentlig pågående og præger medierne. Det skønnes, at en femtedel af kontakterne til egen læge i USA er direkte foranlediget af reklamering for et lægemiddel.

Ifølge lovbemærkningerne i den nye danske lov må udbyderen gerne anføre særlige interesseområder, sygdomssymptomer eller "uddannelseskvalifikationer, som ikke er godkendt af offentlige myndigheder". Man må også gerne benytte diverse titler eller skrive "diplom i...", uden at dette er officielt godkendt. Det nævnes endda, at det vil være lovligt at anvende helt upræcise tilkendegivelser såsom "gode erfaringer med behandling af en given sygdom". Sådanne angivelser kan komme til at hvile på et helt subjektivt grundlag uden informativ relevans for patienterne, som ikke umiddelbart har mulighed for at afgøre, om for eksempel en alternativ og en autoriseret behandling er ligeværdige.

Adskillige alternative behandlere lover meget, og de boltrer sig med titler som "doktor", "læge", "professor" og "lægeeksamineret ditten og datten". Mange af titlerne er købt i udlandet for eksempel via postordre. Og som det fremhæves i salgsannoncerne for titler og diplomer, kræves ingen bøger, undervisning eller eksaminer - kun dollars! Denne titel- og kvalifikationsproduktion er i sig selv blevet en hel industri, og der er afsætning. Men har den almindelige borger reel mulighed for at gennemskue svindlen?

Ifølge lovforslaget skal Sundhedsstyrelsen føre tilsyn med lovens overholdelse; bl.a. at der ikke gives vildledende oplysninger, men den er - lidt selvmodsigende - ikke forpligtet til at behandle alle de sager, som forelægges, og det er desuden ikke muligt at indbringe styrelsens afgørelser for anden administrativ myndighed. Erfaringerne med Sundhedsstyrelsens hidtidige varetagelse af området tyder på, at den ikke er rustet til (eller sindet) at gøre noget videre ved kvaksalveri.

Så er der oplysningerne i medierne. Programmer om sygdom og sundhed i radio og tv høres og ses af mange. Det må give en særlig forpligtelse at levere så væsentlige bidrag til den information, som gives i vort oplyste samfund. "Lægens bord" for eksempel er et meget set og dygtigt lavet program. I juni havde lægen inviteret en homøopat med til bords. Nu kunne man så vente, at der ville blive stillet kritiske spørgsmål til det tankespind, som er grundlaget for homøopati. For eksempel om det står patienterne klart, at der i homøopatiske præparater ikke er nogen indholdsstoffer - om man med andre ord er parat til at acceptere, at der påstås en virkning af ikke tilstedeværende molekyler. Hvis ikke en læge skulle stille sådanne spørgsmål ved sit bord, kunne det jo være et hvilket som helst bord, og en hvilken som helst interviewer.

Lægen har med sin uddannelse i fysik, kemi og farmakologi større mulighed end mange patienter for at gennemskue blændværket - hvis ikke får det tværtimod yderligere et skin af autoritet.

Ole Hartling er overlæge

og formand fro Det etiske Råd