Prøv avisen
Debat

Pave Frans 80 år: Populisten, alle kan lide

I ordets strengeste forstand er pave Frans ”en populist af Guds nåde”, mener gæsteprofessor Alexander Görlach. – Foto: Massimiliano Migliorato/CPP/Polfoto

Pave Frans holder på sit: Han hilser på folk på gaden i et enkelt sprog, han går selv regelmæssigt til skrifte i Peterskirken, han benytter sig af den moderne tids digitale og sociale medier

NU FOR TIDEN, når talen falder på populister verden over, glemmer vi gerne en af de allermest fremtrædende af slagsen, nemlig paven. For godt nok agerer pave Frans på måder, som de fleste af hans frisindede samtidige omfavner, ligesom de for ikke længe siden heppede på Bernie Sanders. Men i ordets strengeste forstand er den romersk-katolske kirkes aktuelle overhoved en populist af Guds nåde. Også han appellerer til et særligt udsnit af sin menighed, lader hånt om andre, alt imens han styrer den katolske kirke igennem en konfrontatorisk tid.

Da den argentinske ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio blev valgt til pave, var hans allerførste embedshandling et brud med traditionen. Han nægtede at iklæde sig de vanlige pavelige gevandter under audiensen med folkemasserne på Peterspladsen i Rom. Senere trodsede han tillige traditionen ved at flytte ind i Vatikanstatens gæstegemakker i stedet for pavehuset. Lige siden har han optrådt, som stod han i spidsen for en alternativ regering, et lederskab i eksil, som regerer omkring 1,2 milliarder døbte kristne.

I Vatikanets udenrigskontor og det diplomatiske korps i verdens mindste stat river embedsmændene sig i håret over deres statsleder. Naturligvis ikke på de ydre fronter, men i fortrolige samtaler peger de på, at pave Frans ikke synes at forstå (eller gøre sig den mindste møje med at forstå) diplomatiets nødvendigheder. Særligt frustrerede er de over kirkelederens kontakt med medierne: Tilsyneladende har han omkalfatret den katolske lære, hvad angår homoseksualitet og skilsmisse. De frygter, at de troende skal blive urolige og forvirrede om den sande katolske lære.

PAVE FRANS ER EN MAND AF FOLKET. Når han opfordrer til barmhjertighed, er det den udstødte og fattige enlige mor i en favela i Brasilien, han har i tankerne. Når paven vender hjem til Rom efter en rejse, tager han som det første hen til byens store Maria-kirke, Basilica di Santa Maria Maggiore, for at lægge blomster foran alteret, velvidende at dette er almindelig skik blandt jævne folk i Latinamerika.

I Vatikanets cirkler fremstår den øverste gejstlige blot som en primitiv præst fra en hvilken som helst afkrog af den katolske verden. Embedsmændene siger med andre ord, at argentineren ikke er den rette til at løfte paveembedet, og som bevis fremholder de det forhold, at paven ikke taler engelsk, og at hans italiensk er ringe.

Hertil kan man med rette sige, at forandring aldrig ville være mulig uden radikale udspil. Vi så det med Bernie Sanders, som opfordrede sin partiledelse til at gentænke visse emner som for eksempel videregående uddannelse og især fandt en klangbund blandt de unge og de amerikanere, som længes efter et mere ligeligt samfund.

Men Sanders passede ikke ind i partiapparatet, til forskel fra Hillary Clinton, som opnåede over 1500 superdelegeredes stemmer ved at bearbejde systemet. Sanders kunne måske have vundet, hvis det alene handlede om folkelig støtte. Nu er den katolske kirke jo ingen demokratisk institution, men kardinalerne vælger kirkens overhoved i en demokratisk proces. Ved det foregående valg gik mandatet til det sikre valg: insideren Joseph Ratzinger, som sad på pavestolen fra 2005 til 2013.

Bergoglio var også kandidat i 2005, og hvad grundene nu end var, vandt han faktisk denne gang, i 2013. Han blev dermed indsat som sankt Peters 265. efterfølger på den plads, som apostlen ifølge den katolske tradition var den første til at indtage. Den frisindede venstrefløj tog altså over efter den konservative og strikse Benedikt XVI, og i kirkens interne rækker startede et skænderi om, hvorvidt pavevalget nu også var retmæssigt. Pave Frans’ vej til magten deler træk med andre populisters succes, men det er ikke det, der gør den væsentlige forskel:

Pave Frans holder på sit: Han hilser på folk på gaden i et enkelt sprog, han går selv regelmæssigt til skrifte i Peterskirken, han benytter sig af den moderne tids digitale og sociale medier. Hvert et skridt, han tager, bliver optaget og transmitteret i fjerne lande. Hans kritikere mener, at han trækker paveembedet ned i sølet og ikke lever op til sin guddommelige og ophøjede pligt som biskop af Rom.

HVAD INDEBÆRER DETTE katolske drama så for ikke-katolikker og ikke-kristne? Pave Frans lod sit første besøg gå til Lampedusa, flygtningeøen i Middelhavet. Her vaskede han fødder på indsatte i et fængsel, heriblandt en kvinde og en muslim. Han har inviteret syriske flygtninge til at bo i Vatikanet og indtrængende opfordret alle katolske sogne og klostre i Europa til hver at tage en syrisk familie ind. Han har fordømt globaliseringen og finanskapitalismen. Han har holdt en miljøtale for FN, som gør naturbeskyttelse til en pligt for alle de katolikker, der føler sig forpligtet af pavens ord. Og ”alle mennesker, der vil det gode”, som det hedder i hans taler, kan føle sig kaldet til at overveje hans idéer, uagtet at de måske aldrig har sat deres ben i kirken om søndagen. Det kan kun være en god ting.

Til tider har systemer brug for at blive ført ajour. Det samme, som står til debat for demokratiets vedkommende i den digitale tidsalder, gælder også for andre institutioner såsom den katolske kirke: Medlemmerne af et givent fællesskab kan måske ikke længere nås på samme vis som førhen. Der er brug for nye argumenter og nye tanker, hvis man vil overbevise folk om at gøre det ene eller det andet.

Personligheder som Bernie Sanders og pave Frans må bare indse, at deres dagsordener er nødt til at have rødder i deres partis eller trossamfunds tradition. Ligningen er meget simpel: Hvis ordene om forandring bliver ren retorik, opnår man ingenting.

Da paven udråbte et særligt jubelår i barmhjertighedens navn og indledte det i Afrika, rystede nogle af hans embedsmænd på hovedet ad den dårlige planlægning og ringe udførelse. I sidste ende bør embedsmændenes bekymring for pavens aktivisme gå på, at alle disse spontane idéer måske ikke vil bære frugt.

Alexander Görlach, tysk journalist, ph.d. i teologi og lingvistik og gæsteprofessor ved Harvard Universitys center for europæiske studier.

Oversat fra engelsk af Sara Høyrup.