Prøv avisen
Debat

Paven hører ikke til oppe på talerstolen i Strasbourg

Vi kan ikke rigtig komme uden om, at en pave på talerstolen i Strasbourg på en eller anden måde bliver en sammenblanding af religion og politik, skriver Morten Helveg Petersen. Her ses paven i Rom. Foto: © Corbis. All Rights Reserved.

Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor Europas politikere skal stille en platform op for et religiøst overhoved, for at han kan tale imod rettigheder, som vi som samfund har tilkæmpet os gennem århundreder, skriver debattør

Den 4. april bragte Kristeligt Dagblad en klumme af en forsker ved navn Bjørn Thomassen, der beskriver, hvordan jeg vil undergrave vores samfund, fordi jeg ikke mener, at man skal blande religion og politik sammen. Anledningen er, at jeg kritiserede, at paven skulle tale fra Europa-Parlamentets talerstol i efteråret.

Pointen i Bjørn Thomassens klumme er, at det er religionen, der holder os mennesker på plads. Dette fremlægges ikke som et synspunkt, men som den guddommelige sandhed, som jeg som politiker ikke må sætte spørgsmålstegn ved. Når jeg alligevel gør det, er det, fordi jeg intet forstår, mener Bjørn Thomassen.

Lad os starte med pavens tale. Jeg er imod, at paven taler i Europa-Parlamentet, fordi jeg ikke synes, religion skal infiltreres i politik. Lad os nu ikke lade, som om paven ikke optrådte fra Europa-Parlamentets talerstol som det, han er: overhoved for en bestemt religion.

I Danmark ville vi aldrig invitere et overhoved fra en religion til at tale fra Folketingets talerstol, og vi ville ikke engang behøve at debattere det. For ingen vil være uenig. Hvorfor skal det princip ikke gælde for Europa-Parlamentets talerstol?

Så til grundlaget for min kritik af at blande religion og politik sammen. Jeg har ikke noget imod religion. Det ligger enhver frit for at tro på, mene og ytre, hvad man vil.

Men at ophøje religion til at danne grundlag for, hvilke beslutninger vi som politikere skal træffe - det er jeg meget imod. Uanset om man er hindu, muslim, katolik eller jøde.

Vi kan ikke rigtig komme uden om, at en pave på talerstolen i Strasbourg på en eller anden måde bliver en sammenblanding af religion og politik.

Selvom pave Frans er den mest progressive pave i min tid, der gør meget godt for at trække en ellers ekstremt reaktionær bevægelse i den rigtige retning, så krummer jeg tæer, når han fra talerstolen i Europa-Parlamentet taler imod retten til abort.

Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor Europas politikere skal stille en platform op for et religiøst overhoved, for at han kan tale imod rettigheder, som vi som samfund har tilkæmpet os gennem århundreder.

Bjørn Thomassen må derfor mene, hvad han vil. Jeg mener, at vi aldrig skal blande politik og religion sammen.

Morten Helveg Petersen er medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre