Der er så meget, Morten Helveg Petersen ikke forstår

Det var den kristne ånd, der animerede det europæiske projekt og derfor er det ganske naturligt, at paven kan komme på besøg i Europa-Parlementet, mener Bjørn Thomasson i sit modsvar til Thomas Helveg Petersen

Morten Helveg Petersen, medlem af Europa-Parlamentet for de Radikale, burde være glad for at se paven på talerstolen i Strasbourg, mener debattør.
Morten Helveg Petersen, medlem af Europa-Parlamentet for de Radikale, burde være glad for at se paven på talerstolen i Strasbourg, mener debattør. Foto: Johnny Anthon Wichmann / BILLEDBYROET.

MORTEN HELVEG PETERSEN, medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre, svarer i et debatindlæg den 16. april tilbage på min klumme her i bladet. Helveg Petersen insisterer, at paven intet havde at gøre på talerstolen i Strasbourg. Vi skal aldrig blande politik og religion sammen. Det kunne vi aldrig finde på i Danmark. Basta.

Ja, min klumme handlede om, at en religiøst betinget ydmyghed over for livet kan være med til at dæmme op for det politiske vanvid, som den radikale ateisme gang på gang har medført. Jeg prøvede at komme med nogle historiske eksempler, som burde være ganske lette at forstå for den almindelige læser.

Helveg Petersen siger, at jeg bygger mit argument på en ”guddommelig sandhed”, som Helveg Petersen som politiker ”ikke må sætte spørgsmålstegn ved”. Det udsagn står for hans egen regning, og må bygge på dybt indlejrede forestillinger om, hvad religion er for en størrelse i Helveg Petersens doktrinære verdensopfattelse. Det har intet at gøre med, hvad jeg har sagt, endsige tænker. Derfor tager jeg gerne debatten op, for den er virkelig vigtig.

Enhver, der har studeret den europæiske integrationshistorie, ved, hvor stor en rolle kristendommen spillede for unionens grundlæggere. Robert Schuman var inspireret af pave Leo 13. og hans forsøg på at bringe kirken i kontakt med tidens sociale udfordringer. Ligesom Monnet, De Gasperi og Adenauer var Schuman dybt præget af den katolske filosof, Jacques Maritain, hvis skrifter om kristendom og demokratisk pluralisme blev en grundsten for de politiske kræfter, der heldigvis vandt indpas efter 1945.

De stiftende medlemmer af fællesskabet var overvejende katolske lande, og anderledes kunne det ikke have været. Man ville samle nationalstaterne i et transcenderende fællesskab med fælles institutioner og moralsk-økonomiske bindinger, en arkitektur, der via medierende institutioner gik fra en fælles domstol helt ned til menneskets ukrænkelige værdighed. Det er fra den katolske sociallære, vi har subsidiaritetsprincippet. Betyder det, at det europæiske fællesskab er en lukket klub for kristne? Naturligvis ikke. Her er plads til alle med et demokratisk sindelag. Men det betyder, at vores politiske institutioner er moralsk forankrede.

Det er derfor ganske naturligt, at paven i dag kan komme på besøg i Europa-Parlamentet. Det er derfor, den tyske socialist og formand for Europa-Parlamentet, Martin Schultz, var så glad for at tage imod paven. Han kender sin europæiske historie. Og han ved godt, at den kristne ånd, der animerede det europæiske projekt, intet havde at gøre med lukkede doktriner og en politisering af urørlige sandheder. Det var faktisk den tendens, som Europas forening skulle modvirke. Men det er præcis, hvad Helveg Petersen beviseligt ikke kan forstå.

I øvrigt er det pudsigt, at ingen danske politikere fik ondt i bagdelen, da Dalai Lama holdt tale for Europa-Parlamentet. Det vidner om en problematisk form for kulturel selvfornægtelse.

Det er lige så pudsigt at tænke på, at når Helveg Petersen en dag vender hjem til Folketinget, så vil han dagligt mingle med danske præster fra den statsfinansierede folkekirke. Der kommer de ikke på besøg for at holde inspirerende taler om global etik og menneskerettigheder. Der sidder de og trykker på stemmeknapperne - en utænkelig situation i katolske lande.

Men det har Helveg Petersen ikke noget problem med. For vi blander jo aldrig religion og politik.

Bjørn Thomassen ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet og er skribent på klummen Kirkeligt set i Kristeligt Dagblad