Foreningen "Vi er også kirken" (VEOK) har det svært med meget af det, paven står for, og den letteste måde at forholde sig til en man er uenig med, er at dæmonisere ham.
I VEOK's kronik den 1. marts fremstår paven som en ond og forkvaklet gammel mand. Dette billede er uhyre uretfærdigt. Johannes Paul II er en mand, der virker ud fra en stor kærlighed til Gud og til menneskene. Påstår man noget andet, lyver man! At man så – selv om man er opfyldt af kærlighed – kan tage fejl er helt rigtigt.
Hvis vi altså bevæger os væk fra VEOK's hadske tone og hen på et niveau, hvor man kan diskutere modstridende meninger, vil jeg gerne være med. Vi kan f.eks. diskutere, om paven virkelig er en mand, der bekæmper Det andet Vatikankoncils lære, eller om han ikke snarere har brugt hele sit pontifikat på at føre det ud i livet.
Gang på gang har nævnt vigtigheden af at realisere koncilets lære i kirken i dag. Et særlig godt eksempel på dette finder vi i "Novo Millenio Ineunte", et paveligt dokument udgivet ved begyndelsen af det 21. århundrede, som en slags handlingsplan for dette nye århundrede.
I punkt 57 skriver paven: "Hvor ligger der dog en stor skat, kære brødre og søstre, i de retningslinjer, som Det andet Vatikankoncil har givet os! (...) De bør læses korrekt, blive kendt i vide kredse, og man bør lægge sig dem på sinde som læreembedets vigtige og normative tekster inden for kirkens tradition."
Paven kalder koncilet for "den store nåde, der blev skænket kirken i det 20. århundrede" og fastslår, at vi dér finder "et sikkert kompas, hvormed vi kan orientere os i det århundrede, der nu begynder". Kort sagt siger paven i denne handlingsplan for det ny århundrede, at kirken i det 21. århundrede skal ledes efter og konstant inspireres af koncilets lære.
Pavens pontifikat har været dybt præget af koncilet. Et signal om dette kunne man allerede læse ved det navn, han valgte. Johannes og Paul er navnene på de to paver, under hvilke Det andet Vatikankoncil fandt sted.
Jeg husker, hvordan paven, da han besøgte mit præsteseminarium i Rom i 2003, under sin tale lagde manuskriptet fra sig (VEOK tegner ellers et billede af en mand, der i de sidste 10 år ikke har haft styr på, hvad der foregår omkring ham) og begyndte at tale om, hvordan han havde oplevet koncilet som en af de deltagende biskopper. Han fortalte, at koncilet havde været et slags seminarium for biskopperne. Det havde altså formet dem, ligesom seminariet skal forme os.
Eksemplerne på, at paven ikke blot har talt om koncilets vigtighed, men også forsøger at omsætte det til praksis, er der talrige eksempler på, og hvis pladsen havde tilladt det, ville jeg gladeligt have opremset dem.
Når paven siger nej til så mange af de ting, som samfundet i dag har accepteret, er det ikke med målet at tvinge så mange forbud som muligt ned over folk. Han siger nej for at forsvare et ja. Et ja til livet, et ja til menneskets værdighed, et ja til kirkens magt som Guds nådegave.
Det er rigtigt, at kirken er hierarkisk opbygget og ikke er et demokrati. Det er det, at vi har paveembedet (med dets ufejlbarlighed) som grundsten, der gør, at vi er katolikker.
At der venter paveembedet en udvikling, hvor magten vil blive decentraliseret, er der vist ingen tvivl om. Paven har selv inviteret alle kristne til at reflektere over, hvordan Petersembedet skal udøves i det nye årtusind. Men dette kræver dialog, ikke folk, der lukker galde ud.
Daniel Nørgaard,
katolsk præstestuderende,
Frøgård Alle 10
Taastrup