På den nybyggede ø Refshaleholmen er 60 procent af boligerne almene, og ejendommene er 100 procent CO2-neutrale. På parkeringspladsen er der fyldt med grønne deleelbiler – og nede på hjørnet kan man se en af statens nye bankfilialer. På Christiansborg mener det nye venstrefløjsparti De Sande Socialister fortsat, at der brug for en langt mere omfattende planøkonomi, selvom den nye rød-grønne flertalsregering har taget markante skridt – især i forhold til demokratisk ejerskab af virksomheder. Omvendt raser den nyvalgte formand for Borgerligt Centrum, Aske Ellemann-Jensen, over, at samfundet er blevet alt for rødt.
Det lyder måske som anslaget i en sær science fiction-roman. Eller som en gyserfilm for dem, der tror på værdien af et samfund, hvor de frie markedskræfterne råder. Men det er det selvfølgelig ikke. Tværtimod er det et kort resumé af epilogen i Pelle Dragsteds nye debatbog ”Nordisk socialisme”.
Fremtidsrejsen til den fiktive ø Refshaleholmen og Danmark anno 2042 er naturligvis fortænkt – og nok også lidt for optimistisk. Men det lille vue ud over øen skal vise, hvordan socialisme kan se ud i praksis. Det fortæller bogens forfatter, da Kristeligt Dagblad møder ham i virkelighedens verden – nærmere bestemt på Refshaleøen, en kunstig ø et kvarter på cykel fra Christiansborg.
”Socialismen er ikke en utopi. Den er nærværende, håndgribelig og – ikke mindst – et reelt alternativ til det nuværende system, hvor pengene i større og større grad koncentreres hos en lille elite,” siger Pelle Dragsted.
Vi har sat os på en betonklods et lille stenkast fra et bageri, der sælger surdejsbrød og kaffe med eller uden havremælk. I horisonten kan man se B&W’s enorme nedlagte skibsværft.
Pelle Dragsted er en af de centrale skikkelser på den danske venstrefløj. Fra 2011 til 2015 var han medlem af Folketinget for Enhedslisten, og i årene inden spillede han som politisk rådgiver en afgørende rolle i den moderniseringsproces, der for alvor tog fart efter valget i 2007, hvor den rød-grønne liste var uhyre tæt på at ryge ud af Folketinget. I dag er han en flittig samfundsdebattør og kandidat til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Og undervejs er Enhedslisten blevet et magtparti, der indgår stribevis af politiske aftaler med resten af Folketinget, der er historisk rødt.
Pelle Dragsted, der ikke sjældent bliver nævnt som et godt bud på en fremtidig frontmand i partiet, mener selv, at hans nye bog skal ses som en naturlig del af den udvikling, Enhedslisten har gennemgået. Men den er også en gennemgang af de fejl, der er blevet begået på fortidens venstrefløj.
”Vi har manglet et overbevisende argument for, at det faktisk er muligt at indrette økonomien på en anden måde. Vi har bevæget os på et paroleplan. Men hvis man ridser lidt i lakken, så har der manglet svar på, hvad vi egentlig mente om nogle meget fundamentale spørgsmål.”
Venstrefløjens problemer bunder først og fremmest i, at man har misforstået sin hovedfjende, kapitalismen, lyder det.
”Vi har talt om kapitalismen som noget, der har omsluttet vores velfærd, vores økonomi, vores samfund og vores stat. Men med den tankegang, så bliver vi blinde for, at der allerede findes store dele af økonomien, der ikke med rimelighed bare kan defineres som kapitalisme.”
Pelle Dragsted appellerer derfor til, at venstrefløjen begynder at forstå vores økonomi som en slags hybrid, hvor der både findes kapitalistiske og socialistiske islæt. Målet er at få socialismen til at fylde endnu mere i mixet – for eksempel i form af kooperative virksomheder, der er ejet af medarbejdere. Han foreslår også medarbejderfonde, der skal sikre de ansatte en større del af virksomhedens overskud: ”Kapitalisme betyder, at det er nogle få kapitalejere, der sidder på produktionsmidlerne. Men i vores andelsbevægelse, i vores boligforeninger, i vores forsyningssektor, i den offentlige sektor og i Coop, der er en af landets største dagligvarekæder, har vi en anden form for ejerskab, der er spredt ud over tusindvis af mennesker, og hvor folkestyrets principper om én mand én stemme gælder. Det skal vi have endnu mere af.”
Han mener, at ”blindheden over for den virkeliggjorte socialisme” i dele af vores økonomi har været en hindring i bestræbelserne på at vinde folkelig opbakning til socialistiske partier. Og det er på baggrund af den analyse, at Dragsted nu forsøger at sætte en ny retning for venstrefløjen – og i den forbindelse har han kastet sin kærlighed på to strømninger, der sjældent har spillet en stor rolle i de politiske kredse, han normalt kommer i.
Pelle Dragsted er især inspireret af andelsbevægelsen, der er en vigtig del af Venstres politiske dna, samt idéerne om økonomisk demokrati, der især var udbredte hos Socialdemokratiet i tiden efter Anden Verdenskrig – men som endegyldigt blev smidt på historiens losseplads, da Poul Nyrup Rasmussen blev formand for Socialdemokratiet i 1992.
”I årene efter Anden Verdenskrig var vi tættere på at realisere de socialistiske idealer, end man nogensinde var det i Albanien, Kina eller Sovjetunionen. På venstrefløjen har der været en afkobling mellem den aktuelle kamp for velfærd inden for kapitalismen, og så det mere religiøse perspektiv, der handler om Messias’ komme og revolutionen, der ventede forude. Nu er det tid til at koble de to perspektiver.”
Det er dog ikke kun Pelle Dragsteds egen del af venstrefløjen, der får en over nakken.
For hvor venstrefløjen har manglet evnerne til at overbevise de store vælgermasser om, at socialismen kan fungere i praksis, så har Socialdemokratiet manglet modet til at handle på tankerne om det økonomiske demokrati og derved tage et opgør med ejerskabet i virksomhederne, der – ifølge Dragsted – er roden til de problemer, der følger med et kapitalistisk samfund.
Det er derfor, at hele centrum-venstre nu er havnet i det, han kalder ”en politisk og strategisk blindgyde”. Konsekvensen er, at flere og flere mister tiltroen til, at demokratiet varetager flertallets interesser.
”Selvom vi lige nu oplever en enorm frustration over den stigende ulighed efter finanskrisen, hvor flere og flere erklærer sig kritiske over for kapitalismen, så har hverken Socialdemokratiet eller min del af venstrefløjen hidtil formået at imødekomme den frustration og ønsket om forandring. Hvis folk ikke oplever, at det gør nogen forskel, hvem de stemmer på, så vender de sig mod demokratiet.”
Pelle Dragsted understreger, at opgøret med kapitalen og de dertilhørende problemer skal ses som et langt sejt træk – og det skal naturligvis foregå inden for demokratiets spilleregler.
”Ændringen fra det feudale samfund til det kapitalistiske samfund skete gradvist. Det startede med nogle små nicher, som endte med at blive voldsomt dominerende. Socialister har vendt den proces på hovedet og sagt, at socialismen skal starte med det store brud, og så må de reelle samfundsforandringer komme bagefter. Vi skal introducere de socialistiske elementer langsomt og hen ad vejen.”
Det lyder som om, at du er i gang med at aflyse revolutionen og indgå et kompromis med kapitalen og de frie markedskræfter. Hvordan adskiller det sig fra SF eller Socialdemokratiet?
”Det her er en radikal vision, netop fordi den er konkret og ikke-utopisk. Den peger på, hvad vi kan gøre lige her og nu for at flytte magten. Vi udskyder det ikke til en eller anden revolution. Hvis man gennemfører de ting, jeg foreslår, så vil det ændre fuldstændig radikalt på de økonomiske magtforhold og gøre os i stand til at føre en politik, der ser fuldstændig anderledes ud end i dag. Så jeg ville da blive ked af det, hvis nogen anklager mig for at lyde som en socialdemokrat,” afslutter Pelle Dragsted, inden han springer på cyklen og kører tilbage til byen og virkeligheden, hvor han skal mødes med sin søn og nyde forårssolen.