Pensioneret overlæge: ”I vores higen efter sundhed har vi budt alt for mange indenfor på hospitalerne”

I vores sundhedsvæsen findes aktiviteter såsom vaccinationer og børneundersøgelser, der er beregnet til at forebygge, at sygdom opstår.

Men herudover skal praktiserende læger og sygehuse behandle mennesker med sygdom, nogle gange helbrede og i hvert fald forsøge at begrænse følgerne af sygdom.

”Den store stigning i antallet af akutte indlæggelser og i patienternes generelle efterspørgsel efter sygehusydelser skal begrænses,” lyder det fra regionernes formand Anders Kühnau (S) i Dagens Medicin.

Praktiserende læge Anders Beich har skrevet i Ugeskrift for Læger, at befolkningen er opdraget til at se kroppens almindelige signaler som symptomer på sygdom, og livet som noget evigt. Tilsammen giver det ingredienserne til en perfekt storm i sundhedsvæsenet.

Jeg er enig. Der er et voldsomt fokus på sundhed i vores moderne samfund. Derfor oversvømmes sundhedsvæsenet af raske mennesker, som ønsker at sikre sig, at de ikke fejler noget. Det presser sundhedsvæsenet, fordi det kræver mange flere undersøgelser.

Vi er selvfølgelig alle bange for sygdom, og vi har i mange år arbejdet på at komme til at tale om sundhed. Vi har døbt sygekasse om til sundhedskort og sygehuse om til hospitaler. Men vi har ikke tænkt på, at sundhed ikke bare er fravær af sygdom.

I vores higen efter sundhed har vi budt alt for mange indenfor på hospitalerne. Et eksempel er den meget omtalte mistrivsel blandt børn og unge, som politikere nu siger, at en svært belastet sundhedssektor skal tage sig af, selvom vi burde kunne håndtere det i al almindelighed i samfundet.

I mange år har det været et mantra, at der skulle være færre indlæggelser og flere ambulante forløb. Dette ser vi afspejlet i de alt for få sengepladser på de nye supersygehuse.

I 2018 skrev hjertelæge Niels Holmark Andersen i Ugeskrift for Læger om de mange ambulante patienter, at ”det er jo en del af effektiviseringen at se mange patienter”, men han undrede sig over, at ingen bekymrede sig om, ”hvem vi ser og hvorfor”.

Der er selvfølgelig god mening i at udnytte ny teknologi til at undgå indlæggelser. Men det har sin pris, både for de ældre patienter, som i dag ikke finder de rette tilbud tæt på deres bolig, og for alle de patienter, som efter min mening ikke bliver grundigt nok undersøgt i et ambulant forløb.

Der bliver ikke lavet for få undersøgelser. Der bliver formentlig lavet alt for mange, men vi går fuldstændig glip af den observation af patienten, som er en naturlig del af en indlæggelse, hvor patienten så at sige er til rådighed for sygehuspersonalet døgnet rundt.

Er sundhedsvæsenet effektivt, når sygehusets omkostninger er lave, når man sparer indlæggelser, og patienterne til gengæld skal bruge flere dage med lange køreture til ambulante besøg og være i lange forløb på offentlig ydelse? Eller er det effektivt, når patienterne må vente lidt længere på en kort indlæggelse, hvor vi til gengæld finder ud af, hvad patienterne fejler, så de med den rette behandling kan komme tilbage til dagligdagen med arbejde?

Kliniske retningslinjer er en opskrift på, hvordan patienter bør undersøges og behandles. De er som udgangspunkt en god ting som en vejledning for lægerne.

Men samtidig har vi en nulfejlskultur, hvor de kliniske retningslinjer betragtes som minimumskrav af patienter og myndigheder. Det fører til overdiagnosticering og overbehandling.

”Der er en risiko for, at retningslinjer kan have et skær af, at alle skridt skal tages, og det absolut ypperste altid skal gives, så der kan ligge en risiko for, at det bliver mere og mere og for meget,” sagde lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, for nylig i Ugeskrift for Læger.

Selvfølgelig skal vi benytte os af den foreliggende viden som udgangspunkt for behandlingen, men vi må væk fra at betragte kliniske retningslinjer som en facitliste og i stedet overveje de for patient og sundhedsvæsen realistiske muligheder.

Der tales i dag meget om de multisyge – altså det fænomen, at mennesker fejler flere forskellige ting på én gang. Jeg mener ikke, at patienter er mere syge end tidligere, de er snarere multibehandlede.

Selvfølgelig er der mennesker, som fejler flere alvorlige sygdomme på én gang, og som er nødt til at frekventere sundhedsvæsenet hyppigt til opfølgning og kontrol. Men mange har formentlig ”bare” flere forskellige diagnoser. Jo ældre, jo flere skavanker, som hver især har medført en behandling og kontrol i sygehusvæsenet eller hos egen læge, måske på baggrund af nogle ambitiøse retningslinjer.

De fleste fejler noget helt almindeligt, og jeg mener, at det ofte ikke er patienten, som er kompleks, men i stedet behandlingen eller håndteringen i sundhedsvæsenet, når vi sender patienter til banale kontroller på mange forskellige afdelinger, hvorved multibehandling bliver et problem for sundhedsvæsenet.

Alle i Danmark har behandlingsgaranti, hvis der fra et lægeligt synspunkt findes grundlag for en behandling. Men behandlingen skal efter min mening ikke iværksættes på samme tidspunkt for alle patienter.

I dag har man en tendens til at mene, at en sygdoms sværhedsgrad afhænger af, hvor slemt patienten synes, det er, uanset at nogle sygdomme er mere farlige eller ubehagelige end andre. Derfor har nogle behov for hurtigere behandling end andre.

Det har man altid været opmærksom på i sundhedsvæsenet, og man har prioriteret i forhold hertil, indtil tillid blev en mangelvare i samfundet, og politikerne fandt det nødvendigt at styre dette område med et regelsæt, som altså nu har spillet fallit med stor frustration til følge.

Garantierne bør derfor fjernes permanent. I stedet skal vi i samfundet have en samtale, som fører til, at vi kan genindføre den sædvanlige lægelige visitationspraksis, der hviler på, at befolkningen har tillid til, at vi alle gør vores bedste.

Derudover kan vi lette presset på egen læge ved, at sygehusafdelingerne selv tager sig af at videreundersøge problemstillinger, som de finder under patientens indlæggelse, i stedet for at man, som nu, ofte sender patienten tilbage til egen læge med ønske om yderligere undersøgelser.

Hvis vi dertil sørgede for, at de praktiserende læger fandt selvtillid til og fik opbakning til at sige til en patient: ”Den her problematik vil vi ikke forstyrre sygehusvæsenet med, det finder vi to ud af sammen,” så ville sygehusene og speciallægepraksis også blive aflastet.

Læger i almen praksis og speciallægepraksis fordeles geografisk af myndighederne ved hjælp af tildeling af ydernumre, som giver tilladelse til at oprette en praksis et bestemt sted. Vi bliver nødt til at have læger der, hvor patienterne er og er mest syge.

Alligevel opretter man, som jeg har hørt det, stadig nye ydernumre i almen praksis, når raske unge mennesker flytter til storbyerne, til trods for at denne gruppe sjældent søger læge.

Dertil kommer, at der i den seneste opgørelse, jeg har set, over lægelige specialer som blandt andet kvindesygdomme, gigtsygdomme og psykiatri er 8-10 gange så mange praktiserende speciallæger i Region Hovedstaden som i Region Nordjylland, selvom befolkningstallet i hovedstadsområdet kun er tre gange større.

Vi bliver nødt til at fordele disse læger ud til andre områder af landet, så de kan aflaste sygehusene, og styringsredskabet i den sammenhæng skal være en anden fordeling af praksis-ydernumre. På trods af protester er myndighederne nødt til at træde i karakter og løse det problem.

Jeg lægger op til et sundhedsvæsen uden snærende retningslinjer, garantier og rettigheder med deraf følgende opskruede forventninger, men med plads til rette behandling på rette sted. Det gøres ikke med udgangspunkt i en effektiviseringstankegang. Det kræver, at en strukturkommission tør tænke anderledes og tør nærme sig nogle tabuer.