HANS HAUGES KRONIK i Kristeligt Dagblad 6. december er interessant. Men han kommer for let til sin skelnen. Netop den filosofiske retning, som Heidegger, Løgstrup og andre – alle indbyrdes forskelle og senere udviklinger ufortalt – repræsenterede, rejste jo kravet om enheden af person og sag.
Overskriften til Løgstrups præsentation af den franske personalisme-bevægelse i ”Det tredje Standpunkt” fra 1939 lød: ”Tanke og Handling skal være eet”, og det er svært at se, at man ikke blot kan skrive, men også handle, uden at personens holdninger og standpunkter spiller en rolle.
Løgstrup agiterede med støtte i personalismen energisk for, at tanken i stedet for at ”være paa Slæb af Begivenhederne” skulle styre dem. Hvordan det skulle gå til på en rent upersonlig måde, er også svært at se.
Så man skal nok nærme sig emnet fra en lidt anden vinkel. Der er forskel på litteratur og filosofi – lad os bare sige på Hamsun og Heidegger. Det kan da nok være muligt at skille fiktionsforfatterens eller lyrikerens tekst fra vedkommendes person. Men en filosofisk tekst prætenderer at udsige en anden slags sandhed (NB: en anden slags, ikke en større) end en litterær tekst. Her kan forfatterens øvrige anskuelser og meninger ikke være sagen uvedkommende. Og det ville være mærkeligt, om viden herom skulle fortrænges fra tekstforståelsen, blot fordi den er ubekvem.
FORTOLKNINGER HAR DERES TID og er påvirket af historie og omgivelser. Når vi i dag taler om nazismen, er det ud fra vores viden om, hvordan det hele endte. Der var mange, der i 1930’erne ikke så nazismens morderiske aspekter.
Der var en ikke ringe fascination af den folkelige rejsning og dynamik i vort naboland, hvad man nemt kan overbevise sig om ved at studere datidens offentlige debat. Det gør ikke alle katte grå! Der var nogle, som allerede dengang var klogere. Men vi må også se dem, som ikke gennemskuede alt, i deres kontekst. Og det gælder så i øvrigt, hvad enten vi taler om nazisme eller kommunisme eller noget tredje.
Man kan diskutere, om kravet om enhed mellem person og sag altid er fornuftigt. Uproblematisk er det ikke. Enhed kan i bedste fald betyde, at sagen løfter personen. Men det er mere almindeligt, at de personlige idiosynkrasier bliver til sagen selv. Selve kravet er imidlertid ikke så nyt, som Hans Hauge fremstiller det, og behøver ikke at være udtryk for en tendens. Det vil altid blive rejst, og det vil altid blive diskuteret.
ET LILLE PS: Det er ikke rigtigt, at antisemitismen i dag ses ”især i Tyskland”. Det er derimod rigtigt, at der af historiske grunde er en langt større kritisk opmærksomhed over for det, der foregår i Tyskland – også blandt tyskerne selv! – end over for racistiske tendenser i mange andre lande.
Per Øhrgaard er professor emeritus, dr.phil. i tysk.