Prøv avisen
Debat

Hvorfor protesterer I ikke mod det opblussende jødehad?

Martin Heidegger fotograferet på engen ved den hytte nær Todtnauberg i det sydlige Tyskland, hvor filosoffen blandt andet skrev store dele af hovedværket ”Væren og tid”. – Foto: The Granger Collection/Polfoto

Nutidens intellektuelle diskuterer Heideggers antisemitisme, men er ikke optaget af jødehadet uden for konferencehotellet

Per Øhrgaard mener i sin replik ”Person og sag” i Kristeligt Dagblad den 13. december, at jeg kommer for let til min skelnen mellem person og sag. Det er nu ikke min, men blandt andet Løgstrups. Han betragtede det som en pligt at skelne. Det gjorde vi andre også inden for litteraturforskningen.

Dernæst fremfører jeg, at de fleste Heidegger-læsere, deriblandt Rudolf Bultmann, foretog den samme skelnen, men det er der kun ganske få, der gør i dag. Hvis man skelner, kan man blive anklaget for at ville skjule noget.

Per Øhrgaard kan derimod have ret i, at det egentlig er underligt at skelne, når man taler om tænkere som Løgstrup, Heidegger eller Wittgenstein, for hvem der var en intim sammenhæng mellem liv og værk.

Han har også helt ret i, at mange i 1930’erne ikke så nazismens ”morderiske aspekter”. Han føjer til, at der dog allerede dengang var nogen, der var ”klogere”. Han nævner ingen navne, men Sabine Friedrich har skrevet en fascinerende og omfangsrig (2015 sider) dokumentar-roman, ”Wer wir sind” (2012), der fortæller om så godt som alle, der gjorde modstand mod Hitler.

K.E. Løgstrup, der opholdt sig i Tyskland fra 1930 til 1935, har næsten ikke – offentligt – fortalt om, hvordan han opfattede tiden. Vi har lidt flere erindringer fra hans hustru, Rosemarie Løgstrup.

Hun har fortalt, at hun kendte til de antisemitiske udsagn hos Hitler, men man betragtede dem som så tåbelige, at man ikke tog dem alvorligt. Hun har også fortalt, at Heidegger engang ville, at de studerende skulle sende en lykønskningshilsen til Hitler. Det gjorde de og hun. Ingen protesterede.

”Hvorfor protesterede I ikke?”, spurgte hendes børn hende mange år senere.

”Vi havde ikke endnu fundet ud af, at vi kunne protestere”, svarede hun.

Og det er nok et meget sigende svar. Der var få protestmuligheder. De kunne forlade Tyskland. Det gjorde Rosemarie Løgstrup og mange andre.

Der var en ”indre emigration”. På den måde overlevede for eksempel Rudolf Bultmann og mange andre.

Og så var der modstanden, som ofte endte med døden, sådan som Sabine Friedrich har beskrevet det i sin roman om de forskellige nationalistiske eller kommunistiske modstandsgrupper: Rote Kapelle, Weisse Rose, Kreisauer-kredsen og 20. juli.

I dag ”blusser jødehadet lystigt i flere europæiske lande,” skriver Jesper Bacher samme dag i avisen. Per Øhr-gaard har ret i, at jeg ikke skulle have skrevet, at antisemitismen trives ”især i Tyskland”. Det var en underdrivelse. Jeg tænkte på postyret i Baden-Württemberg om AfD-medlemmet Wolfgang Gedeons antisemitiske udtalelser sidste år.

0,3 procent af tekstmassen i Heideggers private optegnelser, ”De sorte hæfter”, på over 3000 sider handler om jøder. 99,7 gør altså ikke. Og på det grundlag diskuterer filosoffer i Tyskland ved konferencer og i bøger ivrigt Heideggers antisemitisme, men de er tilsyneladende ikke optaget af jødehadet uden for konferencehotellet:

Hvorfor protesterede I ikke mod det opblussende jødehad? Sådan vil man spørge disse filosoffer en dag, der som præsten gik forbi manden, der var blevet overfaldet af røvere.

Den nuværende antisemitisme skyldes næppe, at de sidder og læser Heidegger i Gaza eller Malmø. I 1930’erne var jøderne de rodløse, og det var galt, men da de fik en stat, Israel, og blev rodfæstede og bosatte, var det galt.

Nutidig antisemitisme skjuler sig blandt andet i udsagnet om, at muslimer er vor tids jøder. For hvad er jøderne så? Man kan vel næsten gætte det.

Hans Hauge er universitetslektor, dr.phil.

Andre læser lige nu