Valgresultatet i Tyrkiet i juni blev opfattet som et nederlag for regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), der har siddet på magten siden 2002. I stedet for de forventede 50 procent af stemmerne endte AKP med 41 procent og 258 ud af parlamentets 550 pladser.
Nederlaget var endnu større for landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som forinden havde gennemtrawlet Tyrkiet og opfordret folk at give AKP 400 pladser og dermed gøre det muligt for partiet at få vedtaget en forfatning, som ville give ham uindskrænket magt.
Nederlaget skyldtes ikke bare de omfattende anklager om korruption rettet mod AKP og i særdeleshed Erdogan og hans familie, men den kendsgerning, at det for første gang var lykkedes et kurdisk parti, HDP (Folkenes Demokratiske Parti), at komme over spærregrænsen på 10 procent og med 13 procent af stemmerne at erobre 80 pladser i parlamentet.
Det ironiske er, at det var Erdogan, der som premierminister i 2005 var den første tyrkiske leder, der åbenlyst erkendte, at Tyrkiet havde et kurdisk problem, og ud over at få vedtaget forskellige sproglige og kulturelle reformer havde han indledt hemmelige forhandlinger med det bandlyste PKK (Kurdistans Arbejderparti).
For to år siden havde PKK's fængslede leder Abdullah Öcalan opfordret til en våbenhvile, og i slutningen af februar i år havde AKP's vicepremierminister og en deputeret fra HDP fremlagt en aftale om en køreplan for fredsprocessen.
Derfor kom det som et chok, da Erdogan midt i marts udtalte, at Tyrkiet aldrig havde haft et kurdisk problem, og efter valget i juli vendte ryggen til fredsaftalen. Dette hænger givetvis sammen med, at HDP's medformand Selahattin Demirtas i marts offentligt havde erklæret, at HDP aldrig ville støtte Erdogans ambitioner om at være en magtfuld præsident.
Inden valget havde HDP's kontorer, medlemmer og køretøjer været udsat for mere end 120 angreb, og to dage inden valget eksploderede to bomber på et valgmøde i Diyarbakir, det sydøstlige Tyrkiets hovedstad, som var tæt på at dræbe Demirtas.
Efter valget advarede Demirtas om, at der var kræfter, forbundet med Islamisk Stat (IS), som ville forsøge at destabilisere det sydøstlige Tyrkiet og skabe kaos i regionen.
Den 20. juli fik Demirtas ret, da en selvmordsbomber dræbte 133 aktivister i den kurdiske grænseby Suruc. Attentatmanden og den ansvarlige for bomberne i Diyarbakir var begge medlemmer af en ekstremistisk kurdisk gruppe tilknyttet IS.
AKP-REGERINGEN kastede skylden på IS, men kurderne mente, at det var regeringen, der stod bag, og PKK reagerede på provokationen ved at gå til angreb på politiet og regeringsstyrkerne. Uanset hvem der står bag, kommer udfaldet til at ændre magtbalancen i regionen.
Tre dage efter indgik Tyrkiet og USA en aftale om at lade amerikanske fly benytte Incirlik-luftbasen i det sydlige Tyrkiet i kampen mod IS, som vil gøre det muligt at ramme mål i Syrien på 15 minutter i stedet for tre timer, som er flyvetiden fra luftbaser i Golfen.
Dagen efter aftalen rettede tyrkiske F16-fly en række angreb på PKK's lejre i Kandil-bjergene i Nordirak, og tre symbolske angreb på IS-lejre på den anden side af grænsen i det nordlige Syrien. PKK har meddelt, at efter disse angreb har våbenhvilen ikke længere nogen mening.
Midt i juni erobrede den kurdiske milits YPG (Folkets Beskyttelsesenheder) den syriske grænseby Tel Abyad fra IS, hvilket fik Erdogan til at erklære, at Tyrkiet aldrig ville tillade oprettelsen af en selvstændig (kurdisk) stat i det nordlige Syrien syd for Tyrkiets grænser.
Erdogan har tidligere sidestillet PYD (Demokratisk Unionsparti), PKK's søsterparti i Syrien, med PKK som en terrorbevægelse. PYD og dets militære gren YPG har med erobringen af Tel Abyad og Kobani dannet en kæde af to sammenhængende kurdiske distrikter ('kantoner') øst for Eufrat-floden, og det eneste, der mangler, er at erobre området, der ligger imellem de to kurdiske kantoner og et tredje på den anden side.
For at forebygge den mulighed har Tyrkiet samtidig indgået en aftale med USA - angiveligt som et led i den fælles kamp mod IS - om at oprette en ”IS-fri” zone i det nordlige Syrien, der driver en kile imellem de kurdiske kantoner.
De nærmere detaljer mangler, men meningen er vistnok, at området skal besættes af ”moderate” syriske oppositionsstyrker. Obama er hoppet på limpinden, men som en højtstående amerikansk officer har bemærket: Tyrkiet har brugt kampen mod IS som en krog til at få frie hænder i kampen mod PKK.
Det hele hænger sammen indenrigspolitisk. Som forventet er forhandlingerne om at danne en koalitionsregering brudt sammen, og man regner med, at Erdogan som præsident udskriver et nyt valg, formentlig i november, i håb om at AKP genvinder et overvældende flertal.
For at gøre det skal det kurdiske HDP sættes ud af spillet, og Erdogan har allerede beskyldt partiet for at være PKK's forlængede arm.
Til gengæld har HDP kaldt AKP-regeringens angreb på PKK ”en plan om at sætte landet i brand for at sikre regeringen et etpartistyre i et hurtigt valg ved at skabe et militaristisk og nationalistisk klima, samtidig med at den skaber et indtryk af, at den fører en omfattende krig mod terror.”
Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse