Personligt portræt af Pia Kjærsgaard går på jagt efter mennesket bag meningerne

TV 2-dokumentar portrætterer stifteren af Dansk Folkeparti, som stadig formår at skille de politiske vande.

TV 2-dokumentar portrætterer stifteren af Dansk Folkeparti, som stadig formår at skille de politiske vande.
TV 2-dokumentar portrætterer stifteren af Dansk Folkeparti, som stadig formår at skille de politiske vande. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Hvem kender ikke Pia Kjærsgaard (DF)? Hun deler i den grad vandene. Hun berømmes og fordømmes, hun hyldes og hånes, hun beundres og foragtes som få andre politikere. Nej, Pia Kjærsgaard er ikke just en politisk sagtegænger, som går stille med dørene.

Der er vel heller ingen andre politikere, der er blevet udsat for den mængde hån, spot og latterliggørelse, som gennem årene er blevet Pia Kjærsgaard til del. Hun er blevet kaldt en djævel og et monster, er blevet tegnet som rotte og heks, udsat for et hav af trusler og flere fysiske overfald, hvorfor hun lever under PET-bevogtning. Men kan mene, hvad man vil om Pia Kjærsgaard, men det er et demokratisk sygdomstegn, at hun skal risikere liv og lemmer for at sige sin mening.

Demokratisk sindelag viser sig særligt over for dem, man er mest uenig med, ligesom det er tilfældet med evnen til at debattere uden at dæmonisere. Er man i tvivl om sine evner på det område, kan man jo øve sig på Pia Kjærsgaard. Og skulle man være enig med Pia Kjærsgaard, vælger man bare en pendant på den anden fløj. Zenia Stampe (RV), Sikandar Siddique (FG) med flere byder sig til.

Men hvem er hun egentlig denne stålsatte værdkriger og stifter af Dansk Folkeparti? Hvem er mennesket bag meningerne? Det forsøger instruktør Katrine Kjær at finde svar på i et personligt portræt af Pia Kjærsgaard med titlen ”Pia”, som kunne ses på TV2 søndag aften. Katrine Kjær skulle dog lige understrege over for Pia Kjærsgaard og sikkert også for seerne: ”Jeg har nogle helt andre politiske holdninger end dig”. Instruktørens egne holdninger burde under alle omstændigheder være uvedkommende, men Katrine Kjær ville åbenbart ikke risikere at blive slået i politisk hartkorn med Pia Kjærsgaard.

I ”Pia” fulgte man Pia Kjærsgaard i hjemmet i Gentofte, sommerhuset på Enø og feriehuset på den græske ø Santorini. Hun fortalte bevægende om tabet af sin alkoholiserede bror og forælderens hårde skilsmisse. ”Der er ikke blevet nurset om mig”, sagde Pia Kjærsgaard. Det fornemmes, og der er næppe nogen, som vil kalde Pia for et pus.

Pia Kjærsgaard lagde heller ikke fingrene imellem, når det kom til hendes partis deroute. Hun besværede sig over sine mange bekymringer og ærgrelser, som ”der kunne være undgået fra den nuværende ledelse”, og under det sidste landsmøde i Dansk Folkeparti var der kamera på, mens kun krævede Martin Henriksen fyret fra sin konsulentstilling i partiet.

Til sidst i portrættet bliver Pia Kjærsgaard spurgt, hvad hun helst ville huskes for? Pia Kjærsgaard ville helst huskes for at være et godt menneske frem for en god politiker, men troede nok, at hun også ”ville blive husket som en god politiker”. Det er en selvfølgelig en holdningssag, men hvor ville Danmark være, hvis ikke Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti havde sat udlændingepolitikken på dagsordenen og trukket de andre partier i frakkeskøderne? I Sverige havde de ingen Pia Kjærsgaard, og nu har de til gengæld Europas højeste drabsstatiskker.

Jesper Bacher er sognepræst.