Når videnskab og teologi kysser hinanden

Forholdet mellem religion og videnskab kan udvikle sig til en dialog, hvor begge perspektiver indgår i en integrerende og berigende synergieffekt, skriver Dorthe Enger

Et frugtbart forhold mellem religion og videnskab kræver et opgør med bibelfundamentalisme, et opgør med modernitetens foragt for religion og en videnskabelig og lidenskabelig søgen efter sandhed og ret, der ikke afgudsdyrker noget religiøst eller videnskabeligt dogme, mener Dorthe Enger. Her er det Roskilde Domkirke i aftensolen.

”HER VAR DET store anglikanske kompromis i sin mest beroligende og ceremonielle skikkelse. Den højtidelige procession af doktorer i kappe og jakkesæt, vicekansleren, der bøjede sig for prædikanten (...) den rolige fremlæggelse, der blev holdt med en tynd klar, akademisk røst og berørte blidt forholdet mellem kristen filosofi og moderne atomfysik. Her kyssede universitetet og Church of England hinanden retsindigt og fredeligt.”

Citatet er fra en kriminalroman af den engelske forfatterinde Dorothy L. Sayers' (1893-1957) roman ”Gaudy Night” fra 1935. Hendes heltinde, Harriet Vane, er gået til universitetsgudstjeneste i Oxford. Her oplever hun et kærlighedsforhold mellem teologi og videnskab.

Fysikeren I.G. Barbour taler om fire forskellige måder, videnskab og religion kan forholde sig til hinanden på. Der kan være tale om konflikt, adskillelse, dialog og integration (Religion in the Age of Science, 1990).

Disse fire måder at leve sammen på kan bruges til at udforske, hvad der er på spil, når religionshistorikerne Jens André Herbener og Mikael Rothstein tager fat på forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsens (V) udmelding om, at hans tro fungerer fint sammen med videnskab.

Det interessante er ikke Esben Lunde Larsens tro (det er hans anliggende), men den debat, hans udmeldinger afstedkommer. Denne debat viser nemlig konflikten mellem førmoderne og moderne syn på forholdet mellem religion og videnskab.

I et indlæg i Politiken den 4. juli bruger Jens André Herbener således en særdeles stærk og meget negativ metafor (en pyroman som chef for en brandstation) til at udtrykke sit syn på den troende forsknings- og uddannelsesministers rolle.

Herbener og Rothstein tolker Esben Lunde Larsen som kreationist på grund af hans uklare ståsted i forhold til evolutionsteorien (Politiken den 7. juli). Hvis Esben Lunde Larsen er kreationist, har han grundlæggende en konflikt med videnskaben, og det er forkert af ham at bruge ordet adskillelse om forholdet mellem videnskab og religion.

Hvor de bibelske skabelsesberetninger er førmoderne måder at forstå verden på, er kreationismen og dens opdaterede udgave - intelligent design - en moderne måde at bekræfte en teologi på. Kreationismen udspringer af en reaktion mod videnskaben og er et produkt af en protestantisk fundamentalistisk bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet i USA. Her er der tale om et enten-eller. Enten de seks dage eller Darwins evolutionsteori.

MÅSKE ER Esben Lunde Larsen tilhænger af intelligent design? Ifølge denne opfattelse er Gud den store designer, hvis plan kan iagttages i naturen. Moderne teorier om intelligent design har en ung jord-hypotese, der kan forenes med Bibelens skabelsesberetninger.

I ”Aftenshowet” den 7. juli på DR 1 talte Esben Lunde Larsen således om, at han godt kunne forestille sig, at jorden havde udviklet sig over en længere periode. Han meldte ikke at klart ud, om det var Darwins teori, han støttede.

Hvis Esben Lunde Larsen er deist, har han ikke et problem med videnskaben. Så tror han på en gud, der har skabt verden, overladt den til mennesket at udforske og ellers ikke blander sig. Dette var således Darwins tilgang. Deismen er er et produkt af oplysningstidens fokus på fornuften.

Når Esben Lunde Larsen siger, at religion og videnskab er to ligeberettigede, men adskilte størrelser, mener han så, at religionen vedrører den eksistentielle forståelse og oplevelse af verden, hvor videnskaben beskæftiger sig med forklaringer baseret på iagttagelser af ydre data?

Hans eksempel i ”Aftenshowet” med en patient, der med lægen kan tale om sin fysiske situation og med præsten om sin eksistentielle situation, understøtter, at han ser det som to adskilte størrelser med hver sin funktion.

Som det fremgår af det ovenstående, er det imidlertid ikke entydigt klart, hvad Esben Lunde Larsen mener, og det er forståeligt nok. Han navigerer i et felt mellem præmoderne religion og moderne videnskab, og hans udmeldinger afspejler denne konflikt.

Citatet fra ”Gaudy Night” i starten af dette indlæg peger hen på en mulig forsoning mellem videnskab og religion. Da kysset foregår i kirken, kan det tolkes som teologien, der koloniserer videnskaben - en kritik som Herbener og Rothstein anfører i deres indlæg i Politiken.

En anden måde er at betragte kirkens åbnen sig for videnskaben som en anerkendelse af det fælles projekt: udforskningen og tolkningen af verden. Dette syn på forholdet mellem religion og videnskab kan udvikle sig til en dialog, hvor begge perspektiver indgår i en integrerende og berigende synergieffekt.

Denne mulighed kræver et opgør med bibelfundamentalisme, et opgør med modernitetens foragt for religion og en videnskabelig og lidenskabelig søgen efter sandhed og ret, der ikke afgudsdyrker noget religiøst eller videnskabeligt dogme.

Dorthe Enger er forfatter, lektor og cand.mag. i engelsk, religion og filosofi