Prøv avisen
Mediekommentar

Perspektivet i en pandemi er skræmmende

Coronavirussen har sat gang i salget af mundbind overalt i verden. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

Forhåbentlig når forskerne at udtænke konstruktive løsninger, før en pandemi af coronavirus bryder ud, skriver generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen

ROVANIEMI ER EN BY langt mod nord i Finland. En afkrog, hvis ikke lige det var, fordi nogle mener, det er der, julemanden bor. Ikke en by, man hører meget til, men i sidste uge var der nyt fra Rovaniemi: En kinesisk turist var smittet med coronavirus 2019-nCoV. Også i Tyskland og Sverige er der smittede, et par danskere er i hjemmekarantæne, og WHO har erklæret udbruddet for ”en folkesundhedsmæssig krise af international betydning”.

Coronavirus breder sig også via sociale og andre medier, hvor de vildeste historier kommer i omløb. I Sri Lanka spredtes for eksempel en historie om, at 11 millioner mennesker ville dø af virussen. Den, der på Twitter søger på coronavirus, bliver henvist til Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor man kan få ”den bedste og mest opdaterede viden om ny coronavirus”. Sundhedsstyrelsens budskab er, at risikoen for smitte er lav hos rejsende fra Kina.

Sundhedsstyrelsen må balancere på knivsæggen mellem troværdig, faktuel information og beroligelse. Det er en svær balance, hvis fakta ikke ligefrem er beroligende. Situationen er ikke sådan nu, men perspektivet i en pandemi er skræmmende – også selvom man holder sig til fakta.

DET FÅR MAN SYN FOR SAGN for i ”Det store smitte-eksperiment”, en britisk dokumentar fra 2018, der kan ses på DR tv. Det er et eksperiment, hvor man via indsamling af data kan give forskerne vigtige informationer om folks bevægelsesmønstre og dermed om potentiel smittespredning. Rent teknisk har man bedt folk om at downloade en app. Den er i udgangspunktet ”rask”, men hvis man kommer i kontakt med en person med en ”smittet” app, kan ens egen app blive smittet – afhænger af kontaktens varighed og omfang.

DET BEGYNDER MED en enkelt journalist, der med en smitsom app bevæger sig ned ad hovedgaden i den lille engelske by Haslemere – så tager smitten fart.

Efter nogle dage kan forskerne konstatere, at smitten er overalt i byen. En ekspedient i en isenkramforretning viser sig som en særligt effektiv smittespreder med otte smittede på samvittigheden.

Folk i Haslemere har naturligvis kontakter andre steder i Storbritannien, og i løbet af nogle uger er alle større byer ramt af app-smitten. Kun de fjerneste egne går ram forbi – Skotlands svar på Rovaniemi uden julemand.

Hvad betyder spredningen for dødstallet i en eventuel pandemi af samme karakter som den spanske syge, 1900-tallets største dræber? Forskerne vurderer, at der vil være knap 900.000 døde i Storbritannien.

Forhåbentlig når forskerne at udtænke konstruktive løsninger, før en pandemi bryder ud. Og der er noget at gøre: En simulation viser for eksempel, at hvis man vaccinerer de 10 procent af befolkningen, som smitter flest, forsinker man spredningen betragteligt. Nyttig viden, hvis vaccinen er begrænset.

Det er modsatrettede budskaber: Risikoen er lav. Ingen grund til panik. Situationen er alvorlig.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.