Efter endnu en hæsblæsende halvsæson i dansk politik er der i den forgangne måned blevet skruet heftigt ned for blusset på Christiansborg, på Slotsholmen og på avisernes politiske redaktioner.
Men helt stille har det ikke været.
For traditionen tro er sommeren også en tid, hvor der i medierne er plads til både politiske prøveballoner, bløde portrætinterviews og de store ideologiske linjer.
Et interview i Berlingske med den socialdemokratiske bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek falder ind i den sidste kategori.
I interviewet forsøger Dybvad at tegne konturerne af et socialdemokratisk opgør med det tankegods, som den såkaldte Generation 89 ifølge ham baserer sig på. Et ”politisk tidehverv” kalder han det.
Kort fortalt er Generation 89 en mere eller mindre officiel betegnelse for en gruppe af borgerligt sindede mennesker, for hvem Murens fald i 1989 var omdrejningspunktet for deres politiske vækkelse.
For 89’erne var de dramatiske begivenheder i Berlin og Sovjetunionens kollaps et stærkt symbol på, at det liberale og kapitalistiske demokrati havde besejret socialismen og kommunismen, der nu var klar til at blive dumpet på historiens losseplads.
Men ifølge Kaare Dybvad Bek er 89’ernes visioner og idéer, der også lagde grunden for Anders Fogh Rasmussens (V) epoke i 2000’erne, kammet over:
”89’erne ser politik som et spørgsmål om at bryde barrierer ned og gøre alting mere frit. Bryde grænser ned både i fysisk og mental forstand. Normer og fælles værdier skulle fylde mindre, man skulle have lov at være sig selv, bevæge sig frit, vælge frit.”
Dybvads analyse er, at lykkerusen, der rejste sig med støvet fra de berlinske murbrokker, med årene har ført til en voldsom globalisering, en syg kapitalisme, en omfattende centralisering og en uhæmmet liberalisme. Bevægelser som disse har især haft en række negative konsekvenser for lavtuddannede personer, der bor uden for de store byer.
Konkret viser den socialdemokratiske logik sig i store dele af regeringens førte politik, hvor fællesnævneren er en fast hånd på det velfærdsstatslige rat.
En ny model for fordeling af gymnasielever, hvor forældrenes indkomst skal afgøre, hvor de unge bliver placeret, er det seneste eksempel. Men man kan også nævne udflytning af uddannelser og mere restriktive krav for, hvem der må bo i udsatte boligområder som oplagte eksempler.
Selv opfatter S-regeringen den slags tiltag som dybt nødvendige for sammenhængskræften i samfundet. Tilliden og opbakningen til velfærdsstaten forvitrer, hvis folk ikke kan spejle sig i hinanden, lyder den socialdemokratiske sang, der dog har fået horrible anmeldelser hos de personer, der ser sig selv som del af den omtalte Generation 89.
Tidligere Venstre-minister Søren Pind har kaldt Dybvads budskab for ”historieløst og latterligt”, mens politisk kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua kalder det ”en stråmand af dimensioner”. Samme toner slås an fra borgerlige meningsdannere som sognepræst Kathrine Lilleør og lederskribent på Berlingske Amalie Lyhne.
Kritik kommer der også fra en anden selverklæret 89’er, nemlig Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han langer især ud efter Kaare Dybvads brug af frihedsbegrebet, der i sagens natur er en kronjuvel i 89’ernes glasmontre.
I artiklen i Berlingske siger Dybvad, at frihed og begrænsninger skal ses i et ”helhedsperspektiv”, og at ”ufrihed for nogen giver frihed til andre”. I DR 2’s ”Deadline” eksemplificerede han sin pointe ved at påpege, at Blackstones frihed til at hæve huslejerne urimeligt højt fører til ufrihed for boliglejere.
”Kaare Dybvad Beks udtalelser ligger fint i tråd med regeringens samlede linje, hvor man prøver at pervertere friheds begrebet,” siger Peter Kurrild-Klitgaard, der også fremhæver justitsminister Nick Hækkerups (S) udtalelse om, at ”med overvågning stiger friheden.”
”Det er nonsens, og regeringens samlede argumentation er en ladeport for indførslen af mulige former for ufrihed og forbud. Det mærkelige og det ’orwellske’ er, at man prøver at kalde det frihed, når det forholder sig helt modsat.”
Samme kritik kommer fra Jan E. Jørgensen, medlem af Folketinget for Venstre. Han ser også sig selv som en del af Generation 89.
”Det er en karikatur, og det er dybt skræmmende i og med, at det er en højt profileret minister i mit eget land og ikke en aldrende kryptomarxist, der siger det. Udmeldingen følger trop med det, som statsministeren og justitsministeren siger, så jeg mener, at der for alvor er grund til bekymring, ” siger han og uddyber:
”Kaare Dybvad Bek forveksler frihed med muligheder. Han vil gerne skabe gymnasier med elevsammensætninger, der passer ind i hans verdensbillede. Det kan man godt argumentere for, men det handler ikke om frihed. Hvis man ikke anerkender det, så anerkender man ikke, at man indskrænker friheden. Han slipper helt for det dilemma, vi andre er i, når vi skal indskrænke frihedsrettighederne. Han opfinder et nyt frihedsbegreb til lejligheden.”
Jan E. Jørgensen anerkender, at Kaare Dybvad Bek og resten af Socialdemokratiet er lykkedes med at knæsætte en tydelig socialdemokratisk fortælling. Samtidig er han klar over, at hans partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) ofte kritiseres for at mangle et tilsvarende liberalt projekt, der kan stå i kontrast til de røde konkurrenters. Men det er der en god grund til, mener Jørgensen.
”Det har altid været liberales problem. Vi ved ikke, hvordan vores Utopia ser ud, fordi det grundlæggende er summen af menneskers frie valg. Derfor kan vi ikke vise et klart alternativ til Socialdemokratiets perfekte samfund. Men vi ved, at et samfund, der udvikler sig i frihed, bliver et samfund, der er rart for os alle at være i.”
I den socialdemokratiske lejr giver man ikke meget for den borgerlige kritik.
Kaare Dybvad Bek har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men det har til gengæld hans kollega Rasmus Stoklund, der er partiets udlændingeordfører.
”Jeg har svært ved at få øje på de spøgelser, som vores kritikere ser. Frihed er en kompleks størrelse, og en vigtig del af det handler om at give de bedst mulige forudsætninger for dem, der ikke har arvet det fra barnsben. Det er for eksempelvis derfor, at vi har en progressiv beskatning og god hjælp til bolig og uddannelse, uanset hvilken baggrund, man har,” siger Rasmus Stoklund.
Men er det ikke sandt, at I for eksempel med den nye gymnasieaftale og jeres stramme regulering af, hvem der må bo i visse boligormåder, griber ind i og begrænser bestemte menneskers frihed til at vælge, hvor de vil bo og uddanne sig i bestræbelserne på at skabe et samfund i jeres billede?
”Det her er ikke noget, vi gør ud af det blå. Når vi for eksempel kommer med nogle tiltag, der skal skabe mere blandede gymnasier og boligområder – sammen med et bredt flertal i Folketinget i øvrigt – så er det fordi, der er nogle ret markante problemer med parallelsamfund i Danmark. Hvis vi ikke gør noget, så bliver det dem, der vokser op i de udsatte områder, der bliver de helt store tabere, fordi de ikke får muligheden for at komme ud og skabe sig et godt liv med frihed og muligheder.”