Coronapåske 2.
De dukker hele tiden op mellem programmerne, corona-formaningerne, eller som det hedder: ”Myndighedernes retningslinjer for at minimere smittespredning.” Det er vi vant til, men det er alligevel lidt underligt, at der minutter efter kommer en dokumentar med titlen ”Pest over Europa” om den sorte død, der fra 1347 lagde mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning i graven. Det var imidlertid netop det, som skete tirsdag formiddag på DR 2.
Dokumentaren med den klassiske arkæolog Lone Leegaard som vært var fra 2003. Genudsendelser er vi også vant til. Det er dog sjældent, at de har samme timing. Nok hærges vi ikke af byldepest, men der er også en pandemi over vores hoveder. Vel er de sociale strukturer ikke de samme som i middelalderen, men også de nutidige strukturer er under pres. Vel er vi rigere, friere og lægevidenskabeligt meget klogere end fordums mennesker, men også blandt os koster krisen frihed, penge og liv.
Og selvom vi er blevet mere vidende teknisk og medicinsk, så er der eksistentielle spørgsmål og dilemmaer, som forbinder på tværs af århundreder. Måske er der dem, som vil finde det en anelse upassende at genudsende en dokumentar om pesten netop nu. Er det ikke benzin på dommedagsscenariernes bål?
På den anden side kan det sætte vores situation i gavnligt perspektiv. Den kunne virkelig være meget værre, end den er, og pandemiske kriser er ikke noget nyt fænomen. Menneskeheden og vores kontinent har været i større kriser og har alligevel rejst sig.
En svensk docent fortalte, at den sorte død eller den store død blev brugt til at beregne tiden efter. Et menneske var nu død så og så mange år efter pesten.
Massedøden førte også til akut mangel på arbejdskraft, og bønder, landarbejdere og håndværkere kunne kræve en helt anden pris for deres tjenester og varer. Pesten rystede den sociale pyramide, og Lone Leegaard betonede, at folkesjælen kom styrket ud af katastrofen. Pesten gik ikke alene i legemerne, men også i samfundslegemet.
Lone Leegaard fortalte om kirkens troværdighedsproblem i lyset af pesten og om præster, som havde svigtet de dødsyge sognebørn og var flygtet for at redde sig selv. Den svenske docent kunne nu også fortælle om engelske sogne, hvor man måtte skifte præst fem, seks gange på få uger, fordi pesten tog præsterne. Så var der i hvert fald nogle, som ikke løb af pladsen.
Andre præster benyttede sig af manglen på gejstlige og forlangte mere i lønningsposen. Simon Sudbury, ærkebiskop af Canterbury, beklagede sig i 1378 over, at ”præsterne i Canterbury er blevet så fyldt af grådighedens synd, at de ikke er tilfredse med rimelige lønninger, men lejer sig selv ud for voldsomt forhøjede honorarer”. Der bliver næppe nogen dansk biskop, som får anledning til samme klagesang i kølvandet på coronakrisen.
”Pest over Europa” var en historisk dokumentar med særlig aktualitet. Man bør sky panik som pesten, men ikke sky historiens tale.
Jesper Bacher er sognepræst.