I SIDSTE UGE BLEV den tidligere PET-chef Jakob Scharf i Københavns Byret kendt skyldig i at have brudt sin tavshedspligt. Dommen lød på fire måneders ubetinget fængsel.
Sagen er retshistorisk enestående og tilmed juridisk delikat, fordi den, som Jakob Scharf selv har påpeget, tilsyneladende hviler på princippet om omvendt bevisførelse.
Jakob Scharf blev ifølge Politiken ansat i 2007 for at skabe mere åbenhed i PET og gjorde det med stor succes. Samtidig har PET under hans ledelse udført en lang række vellykkede operationer til afværgelse af terror.
Den periode ser han tilbage på i bogen ”7 år for PET”, der som bekendt blev beslaglagt, og som siden blev udgivet af Politiken. Scharf har insisteret på, at han var forsigtig, da han udtalte sig om sin tid i spidsen for PET, fortæller Kristeligt Dagblad. Men Københavns Byret har skønnet anderledes.
Præmissen for dommen er, at Jakob Scharf har påført PET en række skadevirkninger, der vanskeliggør tjenestens fremtidige arbejde. Og hvad er så de fældende beviser for, at en person, der i syv år har arbejdet for landets sikkerhed, skal i fængsel?
Her er vi så nået til det juridisk delikate: Da der er tale om fortroligt materiale, har byretten ikke haft adgang til grundlaget for bevisførelsen. Man har alene måttet henholde sig til de vurderinger, som Jakob Scharfs efterfølger som PET-chef, Finn Borch Andersen, er fremkommet med. Det er mildest talt ikke særligt betryggende.
Politiken hæfter sig ved det bekymrende i, at ”vi ser et politi, der lukker sig stadig mere om sig selv og slår ned på sine egne ansatte”.
Information giver i en lederartikel udtryk for håbet om, at Scharf selv anker dommen: ”Der findes næppe mange jurister, der er bedre end den tidligere PET-chef til at vurdere, om der er begået et justitsmord mod ham eller ej. Hvis Scharf vælger ikke at anke, falder hans kritik af dommen til jorden.”
Et efterspil til hele denne sag var, at Politiken modtog en dom for at trodse fogedforbuddet mod offentliggørelsen af den beslaglagte udgivelse. Det førte så til en artikel af Søren Pind i Berlingske med overskriften ”I spidsen for et af landets største dagblade sidder nu en kriminel. Det er dybt problematisk”.
Hvis nogen skulle tro, at den nye læreruddannelse fra 2012 og folkeskolereformen fra 2013 er baseret på solid, evidensbaseret forskning, bør man tilsyneladende tro om igen. Det påstår i hvert fald uddannelsesforskeren Keld Skovmand ifølge Weekendavisen.
I bogen ”Folkeskolen – efter læringsmålstyringen”, som udkommer i dag, dissekerer han det videnskabelige udredningsarbejde bag lovinitiativerne. Den videnskabelige rådgivning er så fejlbehæftet, at Keld Skovmand ikke viger tilbage for at tale om ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i danmarkshistorien”.
Sidste år anmeldte han fire involverede forskere til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, som nu behandler sagen. Anmeldelsen går på citatfusk, plagiat og fabrikation af data, kort sagt manipulation af forskningen for at tillempe den politiske mål.
Eller som man kan læse i Politiken: ”Mine analyser viser, at der er sket en på flere måder uhensigtsmæssig opblanding af politik og videnskab.” Om der er tale om fusk, må Nævnet for Videnskabelig Uredelighed nu tage stilling til. Foreløbig døjer 500.000 danske skolebørn og 10.000 lærere med konsekvenserne.
Der er opstået en mediedebat affødt af en e-mail til medlemmerne af Socialdemokratiet. Afsenderen er partisekretæren Jan Juul Christensen, der råder medlemmerne til at droppe de borgerlige medier og i stedet opsøge den socialdemokratiske Netavisen Pio. Den kan man nemlig stole på. Åbenbart i modsætning til de borgerlige medier.
Denne e-mail er kommet Berlingske for øre, og nu kører debatten. Professor i medier ved Roskilde Universitet Mark Ørsten afviser, at der skulle være baggrund for en sådan generel anklage mod såkaldt borgerlige medier. Tværtimod er Socialdemokratiets angreb med til at ”svække mediernes demokratiske rolle”.
I Information påpeger mediejournalisten Lasse Jensen, at den borgerlige presse sagtens kan bedrive objektiv og kritisk journalistisk. Det var for eksempel netop journalister fra den borgerlige avis Berlingske, der stod bag afsløringen af Danske Bank-skandalen.
Professor emeritus i retorik Christian Kock fra KU beskylder i TV Avisen Jan Juul Christensen for at mistænkeliggøre journaliststanden og den frie presse her til lands.
Det nærmer sig i betænkelig grad præsident Trumps affærdigelse af de amerikanske nyhedsmedier som fake news. I Ekstra Bladet tager tidligere chefredaktør Bent Falbert bladet fra munden og foreslår et nyt navn til Netavisen Pio, nemlig ”Pravda. Det betyder Sandheden”.
For folk i Vesten har navnet i sig selv altid været en stående vittighed. Og sikkert også for mange russere.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.