Peter Kemps kristne apologetik møder kritik

Kristendom bliver udsat for en tynd og vilkårlig fortolkning, som i sidste ende gør troen vag og luftig, mener Per Bilde, professor emeritus og dr.theol.

Mennesker forholder sig forskelligt til Jesu lære
Mennesker forholder sig forskelligt til Jesu lære.

DEN 26. JANUAR offentliggjorde Peter Kemp en kronik i Kristeligt Dagblad med overskriften: Slaget om kristendommen udkæmpes på flere fronter. Kronikken handler om forskellige former for kritik af kristendommen, som Kemp derpå analyserer og afviser, hvorpå han slutter med at formulere sin egen prosaiske tolkning af samme religion.

LÆS OGSÅ: Slaget om kristendommen udkæmpes på flere fronter

I det følgende vil jeg for-søge at gendrive nogle af Kemps argumenter og samtidig skærpe kritikken af kristendommen. Kemps vigtigste argument for kristendommen består i, at han hævder, at kristendommen har bidraget positivt til de europæiske idéer om lighed, demokrati, fornuft og menneskerettigheder.

Kemp skriver således, at det næppe er rigtigt at sige, at kristendommen i sig selv ikke har været et værn om frihedsrettigheder og oplysning. Denne påstand mener Kemp at kunne bevise ved at henvise til, dels at en spansk teolog i 1500-tallet anklagede de spanske magthavere for at opføre sig ukristeligt over for befolkningerne i Sydamerika, dels at en vis fransk oplysningsforfatter i 1700-tallet erklærede, at slaveri var i modstrid med kristendommen.

Disse to eksempler vil kun meget få acceptere som beviser. Man kan altid finde enkelte gode og progressive kristne, ligesom man altid kan finde enkelte onde og reaktionære kristne. På den måde kan man hverken bevise eller modbevise noget om kristendommens sandhed. En holdbar afgørelse af det centrale spørgsmål om forholdet mellem kristendommen og de europæiske ligheds- og frihedsidéer kan alene afgøres ved dybtgående undersøgelse af Europas historie.

I den sidste del af sin kronik vender Kemp sig til det afgørende spørgsmål om Jesu tale om gudsriget eller himmeriget. Hvordan skal vi forstå dette ord? Kemps hovedpointe er her, at disse ord skal forstås digterisk. Jesus taler nemlig i lignelser, og det vil for Kemp sige, at han taler poetisk. Gennem sine poetiske lignelser ville Jesus sige noget, som ikke kan udtrykkes på anden måde end den poetiske.

I MODSÆTNING TIL denne centrale pointe vover Kemp imidlertid alligevel at omsætte Jesu poesi til moderne prosa: Skal vi vove en kort sætning, som samler meningen i alle lignelserne, må det være den, at vort liv, vores nutid og fremtid, er i Skaberens hånd. Hen imod slutningen af sin kronik går Kemp et skridt videre og tilføjer: Jesus var overbevist om, at han bragte gudsriget til verden og stiftede sit fællesskab af disciple i det lys.

Denne sidste sætning kunne tyde på, at det gudsrige, som Jesus ifølge Kemp bragte ind i denne verden, var disciplenes fællesskab eller den kristne kirke. Hvis det virkelig er Kemps opfattelse, må den betegnes som historisk fejlagtig, da Jesu gudsrige var en eskatologisk størrelse og vel at mærke en jødisk eskatologisk størrelse. Denne størrelse kan for eksempel beskrives således: Jesu tale om det nært forestående gudsrige udtrykker hans tro på, at det jødiske folks historie nu, altså omkring år 30 e.v.t., havde nået det tidspunkt, da alle de profetiske løfter om det jødiske folks befrielse og genrejsning skulle gå i opfyldelse. Hos den historiske Jesus er det det jødiske folk og disciplene som repræsentanter for det jødiske folk, der er i centrum, ikke et hold disciple løsrevet fra det jødiske folk.

Peter Kemps kronik til forsvar for kristendommen vidner således ufrivilligt om, hvor tyndt og hvor vilkårligt han og mange andre teologer i dag tolker kristendommen. Her er Jesu jødiske eskatologiske projekt forsvundet ligesom Paulus håb om opstandelse fra de døde og de troendes forvandlede tilværelse sammen med den opstandne Jesus i himlen eller i luften (1. Thess. 4,17). Her er Gud og Satan borte ligesom himmel og helvede. Her er troen på Jesus som frelser og forsoner borte ligesom den kristne mystik.

Tilbage er blot en luftig tro på, at mennesket har modtaget alt her i livet, hvilket det bør være taknemmeligt for. Tilbage står samtidig en vag idé om, at alting er i Guds hånd, mens det forbliver uklart, hvad denne sætninger i virkeligheden betyder, når mennesker samtidig erfarer, at verden og livet er fuldt af tilfældighed, uretfærdighed og undergang.

Per Bilde,professor emeritus og dr.theol.,Himmelbjergvej 116, Laven, Silkeborg