TV-SKÆRMEN er en underlig sag. Jeg er vokset lykkeligt op helt uden, men fik dog mit første tv-apparat i begyndelsen af 1970’erne og kom selv i en periode til at arbejde med det, der sendes ud via skærmen.
Af og til ser jeg bare og lader være med at lytte efter og ser så de underligste ting: skærmtrolde, der hopper og danser, løber eller vandrer hvileløst rundt, op og ned ad trapper. Folk, der stirrer mig direkte ind i ansigtet som ægte linselus. Studieværter, der flirter. Logoer, der kører hysterisk som forstyrrede træk for-gardiner.
Mænd, der himler. Folk, der virrer helt vildt med deres hoveder, så snart de begynder at tale. Og mennesker, der står og taler ude i aftenmørket i et forgæves forsøg på at gøre det hele mere autentisk.
Ja, meget af det ser rent faktisk ganske komisk ud – også og måske især uden lyd. For hvad er det, de har gang i?
Lad mig bare begynde med de nye hysteriske gardiner. TV 2 News, som har mange store kvaliteter – bare man ikke hænger på for længe og hører det samme hundrede gange – har fået nyt logo. Magen til forstyrret gardinhysteri skal man da lede længe efter.
Hvem har dog fundet på at begynde hver udsendelse med den larm både lydmæssigt (lige så konstant støjende som DR’s Signe Molde) og billedmæssigt. Det kører til højre og venstre, op og ned, og man tvivler indimellem på, om man overhovedet kommer til sagen. Den bør man snart revidere grundigt igen.
Og samme kanal klokken 22, hvor den ellers både vidende og gode Poul Erik Skammelsen nu om dage står op som de fleste af sine kolleger. Det skal åbenbart give mere dynamik. Men han ikke kun står, han løber rundt, op og ned, for studiet er forsynet med trapper, og den forholdsvis lille mand hopper og danser, og man frygter hver gang, at han snart snubler på trapperne, for han kikker jo ikke ned på trinnene, nej, han taler ofte til kameraet, samtidig med at han hopper rundt. Til hvilken nytte?
En anden mand hopper og danser også ganske meget, som om der er sat strøm til ham, eller som om han er en ren mesterjakeldukke styret med snoretræk, det er TV-Avisens vejrvært Søren Jacobsen. Han kan simpelthen ikke stå stille, som var han styret af en voldsom gang tics eller ladet op med batterier. Jeg bliver altid nervøs af at se på ham.
Og så er der dem, der begynder at virre med hovedet, så snart de begynder at tale. De sidder helt roligt, mens der stilles spørgsmål, men så snart de skal svare, kører hovedet helt vildt på åbenbart særligt indrettede kuglelejer. Det er krigsprofessor Mikkel Vedby Rasmussen og prorektor Lykke Friis. Prøv engang at se ordentligt efter. Det er helt imponerende, som de virrehoveder agerer, helt som var der sat strøm til dem, så snart de åbner munden.
Der er også dem, der flirter med skærmen i en grad, så det er nærmest intimiderende, som de kravler helt ind i hovederne på seerne for at sikre sig, at vi har forstået det vigtigste budskab. Her er de to værste Jakob Illeborg og min absolutte yndlingsaversion Clement Kjersgaard, der begge elsker så meget at optræde, at de meget hurtigt bliver alt for meget.
Selvfølgelig skal man kunne lide sit job og identificere sig med det. Man skal ikke i den sammenhæng være bange for skærm og seerne, men at kravle helt ind i kraniet på os, det er i hvert fald for meget for mig. Prøv at se det uden lyd. Man tror, det er løgn. Ét er at nyde sig selv som Clement Kjersgaard, men at gøre det i en grad, så man kunne spise sig selv i småbidder taget med saltske, det er for meget. Helt i stil med utålelige Thomas Blachman, som min læge har forbudt mig at se af hensyn til mit blodtryk og almene velbefindende.
Der er også de meget høje hæle, men vel efterhånden færre af dem. Og så de spredte ben. Deadlines Jacob Rosenkrands starter med så spredte ben, når han begynder udsendelsen, at man kan frygte, at han risikerer at flække på langs.
TV-Avisen jager stadig sine såkaldte korrespondenter her til lands – dem, der før bare hed reportere – ud i aftenmørket for at tale foran Nationalbanken, Københavns Byret, Vestre Fængsel eller et ministerium. Idéen må være et forsøg på at gøre det mere autentisk, også selvom man vanskeligt kan ane, hvad de står foran. Jeg tænker mest på, om de ikke fryser, og hører så ikke meget efter, hvad de siger.
Og TV-Avisens to mest sete interviewere: Thøger Kirk, der mere end nogen anden altid sørger for selv at være med i billedet til sine indfølende spørgsmål. Og Mette Hybel med kulturstoffet, der åbenbart kræver så meget inderlighed og en anden slags spørgeteknik, at hun stort set altid selv skal være med i billedet. Kulturstof behandles ofte, som var vi til en højtidsmesse.
Tilbage kun i denne omgang: kongestoffet. Årets nytårstaffel tvinger alle ellers seriøse studieværter ud på Amalienborg Slotsplads for at spørge ministre og andre, hvor de har købt deres tøj, og om de glæder sig til den sure Rosenborg-vin. Jeg flover mig og takker min Gud og skaber for, at jeg ikke er med i den komedie længere.
Og ellers er jeg ikke spor sur. Jeg ser også masser af gode ting på skærmen.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen