Prøv avisen
Debat

Redaktør: Når Trump-jammeren har lagt sig, hvad er så vigtigt?

”Trump er ingen Reagan, men han er måske en ny Nixon, der har formået at bygge sin politiske karriere på det tavse flertals vrede og den progressive elites ideologiske udskejelser,” skriver Christian Egander Skov. Foto: Rogvi Johansen

Valget af Trump afspejler de progressives ideologiske fallit. De har omfavnet en aggressiv multikulturalisme og undergravet fortællingen om USA som en smeltedigel til fordel for historien om USA som salatskål, uden andet at være fælles om end respekten for forskellighed, skriver ph.d. i moderne politisk historie

Donald Trump har vundet, han har vundet klart, og han bliver USA’s næste præsident. Selvom valgets resultat tilsyneladende har været en stor overraskelse for alle med fingeren på pulsen, så har de offentlige reaktioner herhjemme ikke været det. Her hverken kan eller vil man forstå, hvad der er hændt.

Selv kom jeg for skade at tænde min radio, da jeg stod op – efter at have sovet gennem nattens drama. Her mødte jeg som det første en Holger K. Nielsen (SF), som var både forarget og vred og mente, at vi nu måtte overveje vores forhold til USA.

Senere var det den politiske kommentator Lars Trier Mogensen, der kom i studiet og begyndte at slynge om sig med lommepsykologiske diagnoser. Trumps narcissistiske personlighed pegede mere i retning af et diktatur end et demokrati, var budskabet.

Og således har jammer, klage og almindelig afgrundsdyb rædsel præget sendefladen dagen derpå.

Selv er jeg ikke tilhænger af Trump, som i mine øjne repræsenterer et element af usikkerhed, vi godt kunne være foruden.

Men hvis man vil gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den situation, vi nu står i, så er det nødvendigt at bryde igennem den grædemur af sanseløs forfærdelse, som uden tvivl vil knejse over den offentlige debat nu og frem.

Ser vi hinsides denne jammer, hvad er det så værd at hæfte sig ved? Ja, for det første, at den egentlig ikke er overraskende. For i hele slutfasen af valget lå Trump og Clinton ekstremt tæt. Det overraskende er ikke, at Trump vandt, men at han vandt så stort. Han vandt ikke blot svingstater som Florida og North Carolina, som han skulle vinde, men borede sig dybt ind i Demokraternes traditionelle lydstater Pennsylvania og Michigan med deres store befolkninger af hvid arbejder- og middelklasse. Dette er valgets afgørende faktum og peger i retning af valgets lektie, det store billede, der vil stå tilbage, når vi har gransket os igennem detaljerne.

Hvad er det store billede så?

Ud over, at Hillary Clinton var en svag, moralsk korrumperet og uinteressant kandidat, der ikke har kunnet engagere Obamas koalition af progressive og minoritetsvælgere, handler det om, at den demografiske forandring – de hvide bliver færre, de andre bliver flere –, som Demokraterne har sat deres lid til, har en bagside.

Den hvide arbejderklasse er begyndt at opføre sig som en minoritetsgruppe (hvilket progressive i USA ikke har forsømt at minde dem om, at de er). Derfor stemmer de en bloc .

Og mens Demokraterne har gjort sig stor umage for at skræmme dem væk, så har Trump stået klar til at tage imod støtten fra denne gruppe, som stadig udgør 35-40 procent af vælgerne og er USA’s største vælgergruppe.

Dette afspejler de progressives ideologiske fallit. De har omfavnet en aggressiv multikulturalisme og undergravet fortællingen om USA som en smeltedigel til fordel for historien om USA som salatskål, uden andet at være fælles om end respekten for forskellighed.

Paradokset er, at denne identitetspolitik er et udslag af de progressives kulturelle og ideologiske dominans, et barn af Obama-æraen, men nu også en årsag til trumpismens gennembrud. For Trump har som en ny Nixon mødt de progressives identitetspolitik med sin egen, en nationalpopulisme med bred appel. Og den har i USA – som alle andre steder – slet og ret vist sig mere potent end det postmoderne venstres ideologiske projektmageri.

Trump er ingen Reagan, men han er måske en ny Nixon, der har formået at bygge sin politiske karriere på det tavse flertals vrede og den progressive elites ideologiske udskejelser.

Christian Egander Skov er cand.mag. i historie og religionsvidenskab, ph.d. i moderne politisk historie og redaktør af Årsskriftet Critique.