Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Ph.d.-studerende: Jeg har ikke bekymringsrynker imellem mine øjenbryn. Jeg har tænkerynker

Kvinder henfalder ikke, bare fordi de får rynker og gråt hår. Men hvis man forsøger at "forynge" sig selv, skaber man svigtende skønhedsidealer til skade for de yngre kvinder

Hvorfor er det tiltrækkende, når en mand kommer op i alderen og får både gråt hår og rynker, imens det anskues som et henfald, når det samme sker for en kvinde?
Hvorfor er det tiltrækkende, når en mand kommer op i alderen og får både gråt hår og rynker, imens det anskues som et henfald, når det samme sker for en kvinde?. Genrefoto: Gabriella Clare Marino/Unsplash

At tænke eller koncentrere sig dybt fører til rynker. Som oftest sidder de imellem ens øjenbryn, og det burde være en ære at vise frem, at man har tænkt dybt igennem sit liv. Det er ikke noget, man skammer sig over og vil udviske. Hvad der derimod er en skam, er at så mange kvinder lægger sig under kniven eller sprøjten i håb om at skjule deres ansigters aldringstegn. Tegn på levede liv samt mange års opbyggede tegn på tanker, følelser, smerter, håb og lykke.

Modargumentet om, at man skal have lov til at gøre, som man vil, holder simpelthen ikke, og jeg vil bruge min ytringsfrihed til at kritisere og moralisere over dette voksende fænomen – selv om det kan føles krænkende for de kvinder, der har valgt at “forynge” sine ansigter ved regelmæssigt at få botox, restylane og andet sprøjtet ind i kinder, læber eller pande. Sagen om skønhedsindustrien er alvorlig og må belyses, uanset nogle kvinders krænkede følelser.

Den måske alvorligste faktor ved den voksende skønhedsindustri er, hvad den gør ved unge piger og kvinder. Helt almindelige piger føler sig forkerte, da de på ingen måde kan leve op til at se ud som de lidt ældre kvinder, der bruger tusinder (måske hundredetusinder) af kroner på at “forskønne” deres udseende.

Jeg har altid set på dette som et røveri. De ældre kvinder frarøver de unge kvinder deres ungdom, og det er et i grunden et svigt af de unge kvinder.

Det man kan trøste sig med er heldigvis, at de ældre kvinder rent faktisk ikke ser yngre ud efter deres skønhedsbehandlinger. De ser ud til at være på deres egen alder, blot med den forskel, at man kan se, de bruger botox. Deres ansigter er glatte, men de ligner bestemt ikke en 20 årig. Dette er måske en ringe trøst, men det er dog en trøst, da det i sidste ende viser, at de ældre ikke kan købe sig til at blive unge igen. Præcis som i eventyrene om misundelige gamle svigermødre eller dronninger, der vil gøre alt for et ungdommeligt udseende, så går den bare ikke, og det eneste, der kan opnås, er en krakelerende facade.

Det vi ser, når kvinder fylder deres ansigter med botox er helt enkelt, at de er besatte af at se unge ud – og dermed af at fastholde en “tiltrækningskapital”. Det, der ligger bagom dette, er dog den triste sandhed om, at de ikke har en ægte indsigt i, at de på denne måde er dårlige forbilleder for unge kvinder og måske vigtigere, at det afslører et enormt behov for at blive anerkendt for en ydre “værdi”.

I debatten om skønhedsindustrien, kan man spørge sig selv, hvorfor det som helt i orden, og i mange tilfælde som direkte tiltrækkende, når en mand kommer op i alderen og får både gråt hår og rynker, imens det anskues som et henfald, når det samme sker for kvinder? Der findes ingen naturlig eller logisk forklaring på dette. Derimod er det et perfekt eksempel på en social konstruktion, som også kan kaldes en illusion. Konstruktørerne af denne sociale opfattelse er naturligvis patriarkatets magthavere, der har udnyttet enhver mulighed for at holde kvinder fast i en umyndiggørelse, for gråt hår og rynker symboliserer myndighed, autoritet og visdom. Dernæst er skønhedsindgreb, som de fleste nok ved, ekstremt dyre, og magthaverne er naturligvis interesserede i at tjene så mange penge som muligt.

Man behøver blot at kigge til andre kulturer eller andre tider for at se, at det er en illusion, at ældre kvinder ikke kan opfattes som tiltrækkende, smukke og værdifulde. Det er i grunden såre simpelt at forstå dette: Tænk på din egen reaktion når du ser en 45-55 år gammel mand med grånende hår og mange smile- og tænkerynker. Overfør så de selvsamme tanker til dit møde med en 45-55 år gammel kvinde, der også har grånende hår og rynker. Du vil med det samme tillægge hende en værdi ud fra hendes livserfaringer, myndighed, naturlige autoritet og selvaccept – og vupti, så bliver disse egenskaber til noget, der også har en dragende kraft og gør hende smuk.

Forleden gik jeg en tur inde i indre by. Jeg gik nedover Købmagergade og blev mødt af en kæmpeplakat, der reklamerede for en kommende plastikkirurgisk klinik. På plakaten var der et billede af en ung kvindes “perfekte” ansigt og derudover en lang række punkter om, hvad man kan ændre ved ens eget ansigt med hensigt om at “forskønne” det. Jeg blev provokeret – ikke på mine egne vegne, men på de unge pigers vegne. Ikke nok med at ældre kvinder frarøver unge piger deres ungdom, så frarøver skønhedsindustrien både de unge og de ældre kvinders tid og energi!

En lille time senere sad jeg på Lagkagehuset og drak kaffe og spiste kage. Jeg var alene og overhørte en samtale imellem to kvinder i nærheden af mig. Den ene så ud til at være i 50´erne, den anden i 40´erne. Deres samtale handlede om en tredje kvinde, som de var enige om var ældet meget i den seneste tid. De talte også om, at denne kvinde havde undergået forskellige kosmetiske indgreb, hvilke indgreb der var tale om, og hvad indgrebene gjorde ved hendes udseende. De gik så over til at diskutere, hvilke indgreb de selv planlagde at få udført: botox, løft af øjenbryn og andet.

Denne lille og fuldstændig almindelige samtale imellem to midaldrende kvinder er deprimerende at overhøre! Det er trist, det er kedeligt, og det er livsdrænende. Hvorfor spilde sin tid og sit liv på noget så ubegribelig kedeligt som, hvordan man kan “forynge” sit ansigt? Tænk på alt, hvad disse kvinder havde mulighed for at tale om. Hvordan de kunne have fortalt hinanden sjove anekdoter fra deres liv, hvordan de kunne have talt om dybe, personlige emner, hvordan de kunne have fejret deres eventuelle børns ungdom, hvordan de kunne have diskuteret politiske emner.

Problemet er, at når man fastholder noget med så megen kraft og energi, så mister man rigtig meget, som man ikke er sig selv bevidst om. Man kunne ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at det man giver afkald på i jagten efter det “perfekte" udseende er så meget bedre, end hvad man jagter. Man kan ikke forestille sig, at det kræver meget mindre at opnå noget meget bedre.

Det, der er så meget bedre end jagten på et ungt udseende er roen og styrken, der følger af at stå ved sig selv. Det er også visheden om, at man ikke svigter unge mennesker ved at konkurrere med dem eller frarøve dem, hvad der er deres.

At stå ved sig selv er styrkende, befriende og livgivende. Det er uendeligt trist, at så mange (midaldrende) kvinder aldrig når derhen!