DR-redaktør og radiovært Christoffer Emil Bruun har begivet sig ud i et længere skriveri om Dansk Folkeparti og Dannebrog i Kristeligt Dagblad den 3. juli. Tonen er perfid, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hensigten er ond. Men alligevel undrer opfordringen i talrige indlæg om at ”tage Dannebrog tilbage” under den nuværende fodboldfeber mig en hel del, idet Dansk Folkeparti aldrig har taget monopol på flaget – andre tog afstand til det, men hvorfor skal det nu være mit og Dansk Folkepartis problem?
Selve ”narrativet” handler om brugen af flaget til at markere det danske fodboldlandsholds sejre. Man får et indtryk af, at Dannebrog var gemt væk længe og først nu ser dagens lys. Nu ved jeg ikke, hvor gammel Bruun er, men så vidt jeg husker, optrådte danske roligans med klaphatte og ansigter malet med Dannebrog allerede ved VM i Mexico i 1986 og fremefter – og Johnny Reimar sang ”Halli, Halli, Hallo, vi vinder i Mexico”.
Ja, så vidt jeg husker, blev selve roligan-bevægelsen grundlagt i denne periode som det hyggelige og fredelige danske modsvar til de britiske hooligans.
Dannebrog forsvandt såmænd heller ikke i 2000-tallet, fordi det blev ”næsten synonymt med Dansk Folkeparti, kolonihaver og stegt flæsk”, som Bruun fuld af foragt skriver, men muligvis gav landsholdet i samme periode bare ikke de store anledninger til fejringer. Dannebrog har aldrig været dømt ude på noget tidspunkt. Muligvis i de elitære cirkler, hvor skribenten har sin daglige gang. Muligvis i de øvrige politiske partier. Men aldrig blandt helt almindelige danskere.
Men omvendt indrømmer jeg gerne, at vi i Dansk Folkeparti har kæmpet for Dannebrog. Det tog næsten 20 år at få tildelt en plads til Dannebrog i folketingssalen. Det var en hård kamp, og jeg er stolt af, at vi tog den. På samme måde har Dannebrog takket være Dansk Folkeparti fundet plads i mange byrådssale rundt omkring i landet. Det burde være noget helt selvfølgeligt. Det burde være noget, alle havde været enige om. Men det var det ikke. Dannebrog virkede nemlig stærkt provokerende på Bruun og hans ligesindede. Man rynkede på næsen ad det. Man trak på skuldrene, da det gik op i flammer under Muhammed-krisen.
Dannebrog blev udstillet på karikaturtegninger – gerne i selskab med undertegnede, som havde tilbragt tiden i en mudderpøl. Det skulle udstilles, at vi var nogle dybt latterlige figurer, fordi vi troede på flaget og nationen. Naturligvis faldt alle bestræbelserne til jorden – og de senere års valgresultater viste, at Socialdemokratiet havde tabt forbindelsen til en stor del af deres tidligere vælgere. Men det var modstanderne, der ”kaprede” flaget i kampen mod DF – ikke omvendt.
Det lyder næsten som en åbenbaring, når Bruun skriver, at ”Dannebrog er vel i bund og grund ikke andet end et symbol for glæde ved det sted, hvor vi føler os hjemme”. Nej, lige præcis. DF har heller aldrig påstået andet. Vi stod bare alene med glæden i det politiske landskab. Det er såmænd kun oppe i hovedet på de kulturradikale, at fjendebillederne har vokset sig helt ud af proportioner, fordi fædrelandet altid har været en mistænkelig størrelse.
Når Bruun skriver om ”nationalstatens dæmoniske skyggesider”, aner jeg ikke, hvad han taler om. Danmark har stort set haft demokrati siden 1849. Nationalstaten har muliggjort såvel demokratiet som velfærdssamfundet. Men hvordan der ser ud oppe i hovedet på Christoffer Emil Bruun, skal jeg ikke kunne svare på. Jeg nøjes med at konstatere, at der ikke befinder sig meget andet end de sædvanlige floskler og fjendebilleder. Hvis nogen dæmoniserer, så er det ham og hans ligesindede. Det er godt, at befolkningen blæser dem en lang march – det har de i øvrigt gjort hele tiden.
Pia Kjærsgaard er medlem af Folketinget (DF), værdiordfører og tidligere formand for Folketinget.