Pia Kjærsgaard: Hvorfor skal vi overhovedet have den abortdebat?

Jo mere ekstremistisk abortpolitikken bliver, jo mere vil den polarisere og splitte, mener Pia Kjærsgaard

Med kravene om en ny abortgrænse risikerer vi at splitte befolkningen som i USA, mener Pia Kjærsgaard (DF).
Med kravene om en ny abortgrænse risikerer vi at splitte befolkningen som i USA, mener Pia Kjærsgaard (DF). Foto: Jeremy Hogan/Sipa/Ritzau Scanpix.

Spørgsmålet om grænser for abort bliver ved med at dukke op. Seneste med Sex & Samfunds forslag om en grænse for abort på 18 uger i stedet for de nuværende 12. At Sex & Samfund overhovedet bringer idéen på banen, kan ikke undre nogen, idet Det Etiske Råd i december annoncerede at ville bringe grænserne op til revision, fordi man i rådet ikke har set på grænserne siden 2007.

Ja, det er måske på andre områder meget fint med et gennemsyn en gang i mellem. Men hvorfor i grunden i spørgsmålet om abort? Er der ændret noget grundlæggende ved menneskets biologi og et fosters udvikling i livmoderen siden 2007 – eller for den sags skyld siden loven blev vedtaget for mere end 50 år siden? Hvad er begrundelsen for, at Det Etiske Råd skal se på reglerne – andet end at woke-stormene har revet og rusket og slidt i alle værdier gennem nogle år efterhånden?

Hvis man ser på WHO's anbefalinger, er de intet mindre end vilde. Her vil man afskaffe alle tidsgrænser og sågar tillade abort af fuldbårne børn. Er det den sliske, vores lovgivning skal bevæge sig ned ad? For hvor længe vil Sex & Samfund overhovedet være tilfreds med 18 uger? Om få år er det måske 24 uger eller mere.

Jeg fandt det allerede sidste år foruroligende, at ”børnenes statsminister”, Mette Frederiksen (S), og hendes regering bakkede WHO's anbefalinger helhjertet op. Men jeg fik aldrig noget svar, da jeg spurgte, om dette også gjaldt retten til at få foretaget en abort helt frem til fødselstidspunktet. Måske fordi man forsøgte at træde vande i spørgsmålet.

At Sex & Samfund foreslår en ændret grænse for abort, er én ting. Men når Det Etiske Råd bringer grænsen i spil, er det noget andet. Jeg savner en konkret begrundelse for, hvad det grundlæggende er for vilkår i menneskelivet og biologien, der har ændret sig på et halvt århundrede. Hvis denne begrundelse ikke kan gives, er vi tilbage i politikkens verden, og her er der tilsyneladende ikke sat grænser for hverken juridisk kønsskifte til børn eller andre problematiske forhold.

Men lad ikke det ufødte barn blive en politisk slagmark – noget, der kan handles og sjakres med. Jeg er med på, at der skal være undtagelser fra 12-ugersreglen, men disse skal være af medicinsk karakter og dermed velfunderede. Det nytter ikke noget, at vi sætter en proces i gang, som uundgåeligt vil ende i WHO's hede ønskedrømme.

Det er gået af mode at forsvare det ufødte barn. Det er reaktionært, og man risikerer enten at blive sat i bås med den yderste amerikanske højrefløj eller den ungarske premierminister Viktor Orbán, som belønner kvinder for at føde børn – blandt andet med skattefordele. Men netop på baggrund af debatten i USA, bør WHO, Sex & Samfund og andre måske overveje ikke at spænde buen alt for hårdt.  

Jo mere ekstremistisk, abortpolitikken bliver, jo mere vil den polarisere og splitte. I Danmark bør vi netop prise os lykkelige over den lovgivning, vi allerede har, og som er baseret på etiske retningslinjer. Derfor kan jeg heller se nogen som helst begrundelse for at ændre i det bestående grundlag. Det vil blot hive abortdebatten ind i en politisk boksering, hvor den slet ikke hører hjemme, og hvor tryk risikerer at avle modtryk – nøjagtigt som i USA.

Lad nu lovgivningen på området være i fred, og lad os i stedet koncentrere os om et hav af mere presserende opgaver såsom hårdt tiltrængte forbedringer af psykiatrien, sundhedssektoren og ældreområdet. Vi har ikke brug for etiske debatter i saloner, men helt konkret handling. Alt andet er politisk korrekte afledningsmanøvrer.   

Pia Kjærsgaard er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.