Pia Kjærsgaard kæmper for sit livsværk: “Jeg giver mig selv fuldt og helt i alle situationer”

Hun “har svært ved at slippe” det parti, hun skabte for mere end kvart århundrede siden, og som nu er i en dyb og eksistentiel krise. Men har Pia Kjærsgaard, der støtter Morten Messerschmidt ved weekends formandsvalg, også selv et ansvar for derouten i Dansk Folkeparti?

I snart 40 år Pia Kjærsgaard befundet sig helt centralt i dansk politik og i kampen om værdierne. I disse dage befinder hendes hjertebarn, Dansk Folkeparti, sig i et bitter magtopgør, som hun selv deltager i: "Det er helt vildt, det der foregår lige nu," siger hun.
I snart 40 år Pia Kjærsgaard befundet sig helt centralt i dansk politik og i kampen om værdierne. I disse dage befinder hendes hjertebarn, Dansk Folkeparti, sig i et bitter magtopgør, som hun selv deltager i: "Det er helt vildt, det der foregår lige nu," siger hun. Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix.

Det lå ikke i kortene, at Pia Kjærsgaard ville komme til at stå bag én af de største succeser i moderne politisk historie, da hun i 1984 overtog pladsen i Folketinget fra Fremskridtspartiets daværende formand Mogens Glistrup, der kort forinden var blevet dømt som uværdig til at fortsætte i Folketinget efter en dom for skattesvig. Men i politik går det kun meget sjældent som forventet.

Den 37-årige hjemmehjælper steg hurtigt i partiets hierarki, og i 1995 var hun med til at skrive politisk danmarkshistorie, da hun på Fremskridtspartiets ruiner stiftede Dansk Folkeparti, der godt seks år senere fik plads i magtens inderste cirkler som loyalt støtteparti for Anders Fogh Rasmussens (V) regeringer.

Herfra var hun i et årti chefarkitekten bag den stramme værdi- og udlændingepolitik, der engang var dybt kontroversiel, men som i dag er politisk allemandseje.

Men i dag er billedet et helt andet. Velmagtsdagene er erstattet af en krise, der er så dyb, at profilerede medlemmer nu helt åbent taler om at bryde ud og starte forfra, hvis udfaldet af morgendagens formandsvalg ikke ender, som de håber.

Da Kristeligt Dagblad møder Pia Kjærsgaard på hendes kontor på Christiansborg er der kaffe på kanden, chokoladekiks i skålen og en hyggelig trommen på vinduerne ud til den regnvåde bibliotekshave.

“Det er kaos. Det er helt vildt, det der foregår lige nu, og jeg kan slet ikke forstå det," siger hun, da Kristeligt Dagblad beder hende om at sætte et par ord på situationen.

Det gør ondt at se sit livsværk i den nuværende forfatning, fortæller hun.

"Det vækker mange følelser at se folk forsvinde og vælgerne sive. Der breder sig en dårlig stemning, og det gør rigtig ondt, for det har altid været vores varemærke, at vi havde en god stemning. Jeg har altid glædet mig til årsmøder, og den glæde tror jeg ikke altid, jeg har delt med andre partiformænd. Men det sidste årsmøde glædede jeg mig ikke til. Og det er en skæv udvikling, at vi er begyndt at bide og snerre af hinanden."

Det er ord som disse, der vækker mindelser om Fremskridtspartiets sidste kaotiske dødskramper, som ebbede ud i etableringen af Dansk Folkeparti, der modsat forgængeren skulle være et pænt parti, hvor der var orden i geledderne og styr på tingene. Topstyring var ikke et fyord. Til gengæld skulle der være plads til grin, glæde og god stemning.

Pligt overfor partiet

Men sådan er det ikke i skrivende stund. Mere end 25 år efter Fremskridtspartiets fald står Pia Kjærsgaard og hendes parti nemlig igen i en voldsom krise. Det hele kulminerer, når partiet søndag vælger Morten Messerschmidt, Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen som ny formand på et ekstraordinært årsmøde i Herning. Forud er gået en valgkamp, hvor læk af lydoptagelser fra gruppemøder og skarpe personangreb har været dagens orden.

Men modsat, hvad der ellers normalt er kutyme for tidligere partiformænd, har den 75-årige stifter ikke fulgt slagets gang fra sidelinjen. Otiummet er udskudt, og selv har hun kastet sig helhjertet ind i kampen for Morten Messerschmidt. Hvorfor siger hun ikke bare farvel og tak efter et langt og succesfuldt liv i dansk politik?

“Det er meget svært at slippe det. Især når vi står i den her situation. Men jeg føler stadig en pligt over for partiet. Hvis partiet var i opblomstring, ville jeg tage mit gode tøj og gå på pension, men det er ikke min stil at gøre det, når det går skidt.”

Det er vigtigt for hende at understrege, at hun til fulde afviser indvendinger om, at hendes parti er blevet overflødigt i takt med udbredelsen af den stramme udlændingepolitik, der nu både findes i Socialdemokratiet og Venstre. Men også hos det nye skud på stammen i Nye Borgerlige.

"Det er en sejr, at andre partier har taget udlændingepolitikken til sig, men der er stadig lang vej igen. Dels i forhold til at holde fast i en stram udlændingepolitik. Men også i at gå videre, for eksempel i forhold til tørklæder i det offentlige rum og konventionerne. Så vi kan ikke bare gå hjem og lægge os."

Hvordan er krisen kommet hertil?

"Den er jo ikke kommet fra den ene dag til den anden. Den er kommet langsomt snigende. Men jeg tror ikke, vi tog opgaven alvorligt nok i 2015, da vi fik så mange mandater. Der skulle vi have udviklet partiet meget, meget mere, end vi gjorde. Vi skulle have gået i regering, og det kunne vi sagtens have gjort uden problemer. Der viste vi en svaghed."

I hendes øjne ligger ansvaret helt og holdent på partiets ledelse og Kristian Thulesen Dahl, der meldte sin afsked som formand efter kommunalvalget i november, hvor partiet igen fik en ordentlig øretæve.

"På de indre linjer har jeg altid gjort en dyd ud af at tage fat om nældens rod. Men under den nuværende ledelse er der for mange ting, der har fået lov til at flyde. Vi havde en dårlig valgkamp i 2019, hvor der blev lavet for mange fejl og begået for mange svigt. Der var alt for mange dårlige enkeltsager, der satte sig hos folk. Vi har fået fire elendige valg i træk, og på intet tidspunkt har vi været i nærheden af det seneste valgresultat i målingerne. Det sætter jo gang i frustrationerne."

Enorm frustration

Du har selv kritiseret Kristian Thulesen Dahl offentligt og sat spørgsmålstegn ved hans lederskab. For eksempel var du tøvende med at afvise opfordringer om at stille op til et kampvalg mod ham ved årsmødet sidste år. Har du ikke selv et ansvar for partiets problemer?

“Det er så nemt at skyde skylden på mig, der er en stor profil og har et stort ansvar. Jeg har virkelig forsøgt i de år, hvor det begyndte at gå galt, at gå til ledelsen og sige: ‘prøv at høre, det går galt, det her. Kan I ikke se det?’ Men der var ingen lydhørhed.”

Hvilke råd gav du?

“Så langt nåede jeg slet ikke. Man sagde bare ‘ved du hvad, du skal bare slappe af, det skal nok gå godt’. Men det gik ikke godt. Og derfor kommer der en frustration hos mig og hos folk rundt omkring, for det var fire dårlige valg i træk. Det danner selvfølgelig en enorm frustration.”

"Og så opstår der en tanke hos rigtig mange tillidsfolk om, at jeg kan redde det hele, men det kan jeg under ingen omstændigheder, hvilket jeg også gjorde dem opmærksom på. Men frustration er et ord, der dækker det meget godt. Også hos mig," fortsætter hun.

Havde det ikke været bedre for partiet, hvis du havde forsvaret formanden udadtil hele vejen igennem, hvilket jo var noget, du selv krævede, da du var formand?

“Det gjorde jeg jo langt hen ad vejen. Jeg overgav partiet i perfekt stand til Kristian Thulesen Dahl i 2012. Jeg gav fuldtonet opbakning til ham i lang, lang tid. Men partiet blev ved med at smuldre, og jeg blev ikke hørt. Og så bliver man da skeptisk.”

Kristian Thulesen Dahl har takket nej til at deltage i artiklen og svare på kritikken.

"Totalt uansvarligt"

Det er ingen hemmelighed, at Pia Kjærsgaard konsekvent og længe har støttet Morten Messerschmidts ambitioner om at blive formand for Dansk Folkeparti. Også selvom han har haft Meld- og Feld-sagen hængende over hovedet.

I dele af folketingsgruppen er der derfor enighed om, at sagen har været en enorm belastning for partiets troværdighed. Især med meningsmålingerne in mente, der viser, at tilbagegangen for alvor tog fat i 2016, hvor historierne begyndte at rulle. Sidste år endte sagen med en dom i byretten. Den skal dog gå om på grund af dommerens inhabilitet.

I de seneste uger er det desuden blevet blotlagt, hvordan der i dele af folketingsgruppen hersker en stor modstand overfor Pia Kjærsgaards kandidat, Morten Messerschmidt. Profilerne Marie Krarup, Bent Bøgsted og Liselott Blixt har sågar truet med at forlade partiet og folketingsgruppen, hvis Morten Messerschmidt bliver ny førstemand.

Til Politiken sagde Blixt, at “de mennesker, der er i hans projekt, også er dem, som de seneste par år har villet gøre alt for at vælte Kristian (Thulesen Dahl, red.).”

Har du været med til at splitte partiet ved at pege på og støtte Morten Messerschmidt?

“Det er helt ved siden af. At der er tre folketingsmedlemmer, der siger ‘frit valg på alle hylder’, det er uanstændigt. Hvis de ikke kan finde ud af, om Dansk Folkeparti er deres parti, og vi ikke ved, hvor vi har dem, så må de forlade os. Det der sjakren frem og tilbage… Det er de delegerede, der bestemmer, hvad der skal ske. Man skal ikke true med at gå, hvis man ikke får sin vilje. Det er simpelthen så dårlig stil. Totalt uansvarligt.”

Er vi ikke skarpe nok?

I offentligheden er billederne af Pia Kjærsgaard, der vender tommelfingeren nedad, mens Martin Henriksen fra talerstolen på partiets seneste årsmøde i 2021 kræver en skarpere linje i den udlændingepolitik, hun har ansvaret for som ordfører på området, efterhånden blevet ikoniske. Og blandt betragtere af dansk politik er det blevet et slags sindbillede på den situation, partiet er havnet i.

I en ny TV2-dokumenter, “Pia”, vises det desuden, hvordan hun under Henriksens tale langer ud efter de partisoldater, der klapper af Henriksen.

“Synes I ikke, vi er skarpe nok? Helt ærligt. Er vi ikke skarpe nok? Er vi ikke skarpe nok?” spørger hun insisterede de delegerede ved nabobordet.

“Vi bruger tid med hinanden på at diskutere, om vi skal være et pænt parti for pæne mennesker med stuerene holdninger," lyder det fra Martin Henriksen, der fortsætter bandbullen med at lange ud efter Morten Messerschmidt:

“Vi skal snart til at tage os seriøst sammen, for ellers bliver vi til et ligegyldigt parti, og det eneste, folk vil huske os for, vil være Meld og Feld og alt muligt ævl og kævl.”

“Det er utroligt,” mumler Pia Kjærsgaard.

“Ej, hvor er det tarveligt. Hvor er det bare gennemført tarveligt. Det er så tarveligt at sige sådan noget,” siger hun og peger tommelfingeren ned i bordet og kigger skuffet ud på det klappende årsmøde.

Hvorfor blev du så vred?

“Jeg sad bare og tænkte ‘hvad sker der? Hænger vi hinanden ud på den måde over for hele offentligheden?' Nej. Det burde vi ikke gøre i Dansk Folkeparti. Vi burde dække hinandens ryg, også selvom vi er i problemer."

"Det er da klart, at man bliver provokeret, når man bliver angrebet for at have en nærmest Det Radikale Venstre-holdning til udlændingepolitikken. Så føler man sig da i den grad desavoueret og vred," fortsætter hun.

Men du blev jo også sur på dine partifæller?

“Jeg havde ikke haft min rolle i Dansk Folkeparti, hvis jeg ikke var, som jeg var. Jeg giver mig selv fuldt og helt i alle situationer. Der er heller ikke nogen, der er i tvivl om, når jeg er jublende glad. Det deler jeg også med andre. Ja, jeg deler øretæver ud, men jeg giver sandelig også ros, når folk er i knibe.”

Hvad gør du, hvis Martin Henriksen bliver formand?

“Så kommer jeg til at være medlem af et parti, jeg ikke kan genkende. Jeg mener ikke, at vi skal have et parti, der læner sig op af Stram Kurs.

Jeg siger ikke, han er racist. Under ingen omstændigheder. Men hans retorik er meget, meget svulstig. Og det bryder jeg mig ikke om. Det er ikke der, Dansk Folkeparti skal være. Men hvis årsmødet vælger ham som formand, så må jeg jo acceptere det. Jeg kommer hverken til at blive løsgænger eller stifte et nyt parti, men jeg kommer til at tage det helt stille og roligt.”

Helt omvendt forholder det sig, hvis Messerschmidt vinder. En plads i ledelsen er der ikke lagt op til, men hun vil gerne “hjælpe og støtte.”

“Der er behov for én, der kan tale med baglandet, hvis der er problemer. Det mærkværdige er, at det går fint i baglandet. De vil bare have fred. Det er folketingsgruppen, der strides. Det er virkelig ikke noget rart sted at være i øjeblikket.”

Gør du dig nogle tanker om, hvad det her forløb gør ved dit eftermæle?

“Nææ. Mit eftermæle blev beseglet ved formandsskiftet. Men vi må tage det, som det kommer. Det er min livsfilosofi. Det er jo sådan, politik er. Jeg er jo ikke konfliktsky.”

Andre eksformænd havde måske bare blandet sig udenom?

“Jeg ved godt, at jeg sætter mig selv på spil. Men forskellen er, at jeg selv har stiftet partiet. Så er det noget andet.”