Pia Kjærsgaard: Lad os få en folkeafstemning om udlændingepolitikken

Hvorfor skulle danskerne ikke være modne til at træffe en afgørelse, der vil påvirke tilværelsen for vores børn, børnebørn og oldebørn? Lad os få gennemført en folkeafstemning om dansk udlændingepolitik nu, skriver Pia Kjærsgaard i dagens kronik

Dansk Folkeparti foreslår nu en vejledende folkeafstemning, hvor vælgerne skal stemme ”ja” eller ”nej” til spørgsmålet ”Skal Danmark omdannes til et multietnisk samfund?”.
Dansk Folkeparti foreslår nu en vejledende folkeafstemning, hvor vælgerne skal stemme ”ja” eller ”nej” til spørgsmålet ”Skal Danmark omdannes til et multietnisk samfund?”.

Kampen begyndte for alvor i 1980’erne. Kampen for at give danskerne lov til at tage stilling til udlændingepolitikken, inden det hele ville være for sent.

Dengang foregik modstanden mod især udlændingeloven af 1983 i Fremskridtspartiet, som fremsatte forslag efter forslag og rejste forespørgsel efter forespørgsel om netop dette.

Det skete ikke mindst under indtryk af uroligheder i forbindelse med indkvartering af flygtninge i blandt andet Kalundborg og Sønderjylland. Men også fordi det ikke havde skortet på advarsler i tiden op til vedtagelsen af 1983-loven, der med ét gjorde Danmark til et af verdens mest åbne lande for alle udlændinge med et ønske om at slå sig ned her – og som reelt ophævede skellet mellem flygtninge og indvandrere.

Fremskridtspartiet sagde dengang som det eneste parti i Folketinget nej til den rundhåndede udlændingelov og fremsatte en stribe af forslag, som skulle afbøde konsekvenserne af lovgivningen. Vigtigst var en række forslag, som sigtede mod at lade danskerne træffe beslutning om udlændingepolitikken gennem en folkeafstemning.

Første gang var i oktober 1987, hvor Fremskridtspartiet fremsatte en motiveret dagsorden med ordlyden: ”Folketinget opfordrer til, at det inden for det næste halve år gennem en folkeafstemning afklares, om den gældende udlændingelov fra 1986 (der var dette år gennemført en række beskedne stramninger af 1983-loven) er i overensstemmelse med befolkningens ønsker, eller om der ønskes stramninger eller lempelser i loven.”

Anledningen var en rapport, som var udarbejdet af Socialdemokratiets Indvandrer- og Flygtningeudvalg – den såkaldte Vibeke Storm Rasmussen-rapport, hvori det stod klart, at en forvandling af Danmark ville blive resultatet af den førte udlændingepolitik. Men som Socialdemokratiet valgte at feje ind under gulvtæppet og erstatte med flere årtiers handlingslammelse.

”Auken-fløjen” vandt – muligvis også motiveret af Søren Krarups (præst og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti 2001-2011) kamp mod Dansk Flygtningehjælps landsindsamling året inden. Fremskridtspartiets forslag blev afvist af samtlige partier. Vi forsøgte os igen i 1988 og 1989 med ”forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge” og i 1991 med ”forslag til lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om Danmarks udlændingepolitik”.

Jeg havde selv fornøjelsen af at være ordfører på forslagene, og jeg kan sige, at der var stiv kuling fra salen, når man stod på Folketingets talerstol. Nogle folketingsmedlemmer udvandrede endda, når jeg rejste debatten i folketingssalen. Sådan var klimaet.

Efterfølgende har Dansk Folkeparti hele to gange foreslået en folkeafstemning om udlændingepolitikken eller helt præcist om ”Danmarks omdannelse til et multietnisk samfund”. Første gang var i november 1997, da Dansk Folkeparti lige var fyldt to år. Anden gang var i 2000. Forslaget var desuden indarbejdet i partiets første principprogram fra 1997.

Med mig som ordfører stod vi igen alene. Ja, ikke alene opnåede forslagene ingen tilslutning fra de øvrige partier. De blev også betegnet som uanstændige og udtryk for et helt forkert menneskesyn. Det mente altså Folketingets øvrige partier dengang. Men med det ændrede debatklima bliver det spændende at høre, hvad de egentlig mener i dag. Og om de virkelig mener det.

Dengang blev Dansk Folkeparti beskyldt for at se spøgelser ved højlys dag. Ubegrænset indvandring udgjorde ingen trussel mod det danske samfund, for det var jo bare et spørgsmål om tid, ”før de blev som os”. Med næste generation ville problemerne løse sig. Indvandrerne ville lade sig integrere og blive danskere, lød det håbefulde argument.

Men i 1997 havde vi allerede taget hul på ”næste generation”, og her viste det sig, at mange af dem faktisk udgjorde et langt større problem end deres forældre. Vi oplevede dårligt integrerede, rodløse unge, der drev omkring i landets store byer og med en voldelig adfærd skabte utryghed. Det var allerede en sørgelig realitet i 1997 – og det blev kun værre.

Forskere som blandt andre Gunnar Viby Mogensen fra Rockwool Fonden advarede mod den tikkende bombe – for senere at slå fast, at virkeligheden 20 år senere overgik deres mest dystre profetier – både med hensyn til indvandrernes antal, deres underrepræsentation på arbejdsmarkedet samt de årlige udgifter til dem.

Men ikke én gang blev danskerne spurgt, om forvandlingen af det danske samfund var noget, de ønskede. Det ”handlede jo om mennesker”. Spørgsmålet var tabu.

Nu ved jeg godt, at mange vil sige, at befolkningen bare må stemme på det ”rigtige parti”, for sådan fungerer nu engang det repræsentative demokrati. Men så enkel er virkeligheden jo ikke, og da slet ikke i dag, hvor flertallet af partier tilsyneladende har strammet op på udlændingeområdet. Men står de virkelig ved det? Vil de sætte handling bag ordene?

I Dansk Folkeparti synes vi, at tiden i høj grad er moden til en folkeafstemning om udlændingepolitikken. Formuleringen skal nok være anderledes. Vi kan inddrage spørgsmålet, om Danmark skal træde ud af internationale konventioner, som for eksempel umuliggør hjemsendelse af kriminelle udlændinge, eller som tvinger os til at behandle alle asylindvandreres sager, når først de har sat deres ben på dansk jord.

Eller vi kan helt konkret spørge, om folk ønsker et stop for indvandring fra Mellemøsten og Afrika.

Man kan let få den mistanke, at de øvrige partier – heriblandt særligt Socialdemokratiet – bruger konventionerne som en slags bekvem hvilepude, mens de samtidig retorisk spiller med de store muskler, fordi de udmærket ved, at intet af deres retorik nogensinde lader sig omsætte til konkret lovgivning. Når det passer i Socialdemokratiets kram, har vi allerede oplevet, at en advarsel fra PET pludselig bliver brugt som argument for at bringe syriske IS-kvinder tilbage til Danmark sammen med deres børn.

Men især Socialdemokratiet og Mette Frederiksen fortjener en historisk chance for at gøre op med de kulturradikale kræfter, som fejede Vibeke Storm Rasmussen-rapporten af banen. Vi har allerede hørt, at der de seneste år har fundet en selvransagelse sted i dele af partiet. Men vil man også handle? Tør man tage et opgør med fortiden? Eller er man, skjult bag en hård retorik, snarere i fuld gang med at lempe på udlændingeområdet?

Det burde ellers ikke være svært at spørge danskerne. Hvis man skuer ud over partilandskabet, tegner der sig et klart flertal i befolkningen for en stram udlændingepolitik. Derfor har befolkningen også krav på at kende deres eget partis holdning til en folkeafstemning – og deres partis tillid til egne vælgere.

I Schweiz har man spurgt befolkningen. Hvorfor skulle danskerne være mindre modne til at træffe en afgørelse, der vil påvirke tilværelsen for vores børn, børnebørn og oldebørn? Er det for sent allerede? Nej, absolut ikke. Lad os få gennemført en folkeafstemning nu. Spørg danskerne direkte. Det burde være let. Men mon ikke de forskellige indvandrerglade politikere er så bange for resultatet af en sådan afstemning, at vores forslag atter bliver fejet af banen?