Der er mange måder at gå på. Man kan gå død, kold og i hundene. Man kan gå igen, gå bort eller gå i sig selv som Bibelens fortabte søn. Det kan imidlertid også ske, at noget går viralt. Viralt kommer af virus og refererer til smittespredning fra en person til en anden, og ligesom vi har set den biologiske coronavirus overføres til en stadig større kreds, kan det også være tilfældet med et klip fra medierne.
Og mens man helst ikke vil sprede corona, så er det en anden sag, når det gælder begejstring eller harme. De deles tværtimod flittigt, og de sociale medier er stedet, hvor der gås viralt. Sådan er det også gået med et indslag fra ”21 Søndag” på DR 1. Jeg tænker på indslaget om statsminister Mette Frederiksens (S) besøg på Stolpedalsskolen i Aalborg.
Den overordnede historie handlede om stigende politisk dissens efter den nationale konsensus i begyndelsen af coronakrisen. Ja, ja, det politiske liv skal også genåbne. Når man nu må gå i skole, i storcenter og til massør, er det kun naturligt, at den politiske dagligdag vender tilbage.
Kontrasten til kritikken af Mette Frederiksens angivelige egenrådighed fra de andre partiledere var den ikke bare venlige modtagelse, men regelrette hyldest, som blev hende til del på Stolpedalsskolen i Aalborg.
Som der blev kommenteret: ”Opbakningen er tilsyneladende stor her i hendes valgkreds i Aalborg.” Det skal nok passe, men er 0. klasse-elever nu også et godt eksempel på det? Man kan ikke bebrejde Mette Frederiksen, hvordan hun blev modtaget, men det kunne da være rart at vide, hvem der har instrueret børnene og tilrettelagt forløbet.
Hvad skal man sige om en dreng i 0. klasse, som overrækker Mette Frederiksen en rose med ordene: ”En rose til en rose”? Eller scenen med de dannebrogssvingende rollinger, som i kor råber: ”Danmarks bedste statsminister.”
Man forbavses alligevel over niveauet i Stolpedalsskolen. I 0. klasse er børnene i stand til at udråbe Mette Frederiksen som Danmarks bedste statsminister efter mindre end et år i embedet.
De må virkelig have hængt i i historie og samfundsfag, før klassen i samdrægtighed kom frem til den konklusion. Eller er det mon snarere offentligt ansatte lærere, som mener, at de skal belære 0. klasseselever om, hvem der er Danmarks bedste statsminister?
”Himlen er stor, men ikke så stor som partiets godhed. Vi har mor og far kær, men ikke så kær som formand Mao,” sådan sang skolebørnene engang i det kommunistiske Kina.
Helt så højt svang de sig ikke op på Stolpedalsskolen. Alligevel kan jeg ikke mindes, at jeg har set noget lignende på en dansk folkeskole. Selvfølgelig skal rigets statsminister modtages med agtelse og respekt for sit høje embede, men forestillingen på Stolpedalsskolen var pinlig og uværdig for et demokratisk samfund.
Mon ikke politisering af skolebørn var en sag for børnenes statsminister
Jesper Bacher er sognepræst.