Pisa-rapport bør tages for gode varer

FOLKESKOLEN: Mange forældre har en bange anelse om, at lige meget hvordan man vender og drejer Pisa-rapporten, så står det katastrofalt til med fagligheden i folkeskolen

Et bredt udsnit af fagfolk i skolesystemet trøster sig selv, forældrene og politikerne med, at det slet ikke er så galt med den danske folkeskole. Det er blot det sædvanlige Pisa-hysteri. Danske børn er nemlig så glade, sociale, innovative og trygge. Hvilke målinger den antagelse baseres på, melder historien intet om. Jeg husker f.eks. den træghed, der prægede skolesystemet med hensyn til at tage seriøs

hånd om mobbeproblematikken, i modsætning til vores naboland Sverige, som har flere års forspring med en succesfuld mobbepolitik. Det er næsten lykkedes eksperterne at få os til at tro, at de finske børn går hulkende i skole hver dag, fordi Finland opnår topplacering i

Pisa-undersøgelsen.

Den socialdemokratiske skolepolitik, indført i starten af 1970'erne med Ritt Bjerregaard som undervisningsminister, er hovedårsagen til nutidens problemer i folkeskolen. Vi ser nu resultatet af en holdningsændring, der miskrediterede den almene viden, dannelse og skoleledelsens og lærerenes naturlige autoritet på undervisningsområdet. Projektarbejde blev det eneste saliggørende, og årgange af elever er vokset op med en specialiseret viden. De har lært alt om blåhvaler, Nicaragua eller den russiske revolution, gode emner – bevares, men projektarbejdet er sket på bekostning af en bred viden om f.eks. geografi, biologi og historie. Holdninger blev mere værdifulde end viden.

Nu må det være slut med tunnelsyn på enkelte dele af undersøgelsens konklusioner. Faktum er, at i Danmark har vi færre forskere end de lande, vi normalt sammenligner os med, der udtages færre patenter, og relationerne mellem de højere uddannelsessteder og erhvervslivet er begrænsede. Det er symptomer på, at det er galt fra top til bund i store dele af uddannelsessystemet med tydeligt afsæt i folkeskolen. Sociologen Callewaert efterlyser dansk forskning på området, og mere viden er absolut ønskværdigt. Desværre er jeg og mange andre forældre ikke beroliget ved mere forskning. Vi har en bange anelse om, at hvordan man end vender og drejer sådanne undersøgelser, så står det katastrofalt sløjt til med fagligheden i folkeskolen.

Vi ser, hvordan lærerne kæmper for at få ørenlyd både over for børnene, men i høj grad også overfor en del af forældregruppen, som mener, at opdragelsen bekvemt kan varetages af skolen, når nu børnene tilbringer så megen tid der. Det udløser vrede fra enkelte forældre, når der forsøges at disciplinere ved at indføre forskellige sanktioner overfor de værste ballademagere i klassen. Samtidig er nogle forældres fokus alene rettet mod deres eget barns trivsel og læring og i ringere grad mod hele klassens tilstand.

Men det største problem er, at mange skolers ledelse er blevet usynlig og svag, og at de ansvarlige kommunalpolitikere ikke interesserer sig nok for kvaliteten i folkeskolen. Hvor mange kommunalpolitikere kender standarden og tilstanden i skolerne? Løsningen er at få fastlagt en bindende kontrakt mellem skolen og forældregruppen, så alle ved, hvad der forventes i samarbejdet. Klare retningslinier for forældrenes opgaver med fokus på opdragelse, disciplin og loyalitet over for lærerne og skolen. Sidder man derhjemme over middagsbordet og kritiserer lærerne og skolen, så smitter det af på børnene. Kritik skal udtrykkes direkte, men alene mellem forældre og lærer.

En kultur, hvor faglighed, respekt og ro er fremherskende, skal opbygges. Der er intet odiøst ved, at lærerstaben har autoritet. Det skal være tydeligt, hvilket fagligt niveau man kan forvente efter hvert klassetrin. De børn, der af forskellige årsager ikke opfylder standarden, skal støttes og en speciallærer tilføres hele klassen. Test skal indføres fra og med tredje klassetrin, så det bliver klart, hvor der skal sættes ind med ekstra ressourcer.

Undervisningsministeriet må udarbejde klare retningslinier for kommunalpolitikernes pligter med hensyn

til folkeskolen i deres område. Og det haster, for vore børn skal i en globaliseret verden konkurrere om arbejdsmarkedet på lige fod med de øvrige lande i Pisa-undersøgelsen.

Det er paradoksalt, at der i folkeskolen findes en næsten håndgribelig frygt for at være autoritær, samtidig med at 30 procent af eleverne, fortrinsvis drenge, ubarmhjertigt henvises til specialundervisning helt uden for det normale skoleforløb. Disse børn tabes på gulvet for livet på grund af deres manglende tilpasningsevne i en kaotisk

skolehverdag, snarere end på baggrund af de utallige mere eller mindre fantasi-fulde diagnoser, der stilles for at forklare deres problemer. Med mindre vi antager, at 30 procent af danske børn er unormale, burde dette få alle alarmer til at gå i gang, men vi vil åbenbart hellere hygge os videre og berolige os med, at Pisa undersøgelsen nok er det rene vrøvl.

Lone Skov Al Awssi,

konservativ folketingskandidat,

Løvstræde 10,

København