Chokerende var det ikke, for vi har set og hørt det før. Men det var forstemmende nytårsnat på tv fra Christians Kirke på Christianshavn endnu en gang at overvære Flemming Pless misbruge embede og kirke til at fremføre sine private politiske synspunkter angående flygtninge og indvandrere. Og til at gøre hvad han kan for at få enhver, der er uenig med socialdemokraten Flemming Pless om disse spørgsmål, til at fremstå som ukristelig og hjerteløs.
Nuvel, politiske uenigheder kan man diskutere og argumentere om. Helst i dertil indrettede fora og ikke i kirken. Men værre bliver det, når Pless misbruger kirkerum og alter til at fremme sin private vision om enhed på tværs af tro. En vision, der læner sig op ad synkretismen. Det er, som om denne præst slet ikke er klar over eller lægger mindste vægt på, hvad alter og kirkerum er.
På den kristne kirkes alter frembæres på søn- og helligdage året igennem Vor Herre Jesu Kristi eget offer, Herrens legeme og blod, som de troende kristne modtager i den hellige nadver. Alteret er et helligt sted og ikke et tilfældigt møbel. På dette kirkens alter har buddhistiske symboler og buddhistisk bøn intet at gøre. Det burde en kristen præst vide og respektere.
Foruden den højst upassende brug af alteret havde Pless inviteret repræsentanter fra jødedom og islam til at prædike og sende hilsener, ja, for den enes vedkommende endog til at lyse velsignelse over den kristne menighed. Er Pless da helt uvidende om, at hvad der finder sted på alteret, og hvad der udgår fra alteret i en kristen kirke, det sker alt sammen i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn?
En kristen prædiken er ikke stedet for politiske eller almenmenneskelige udsagn, en prædiken er en udfoldelse af det glade budskab om, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Og det budskab kan vi i sagens natur ikke høre fra hverken jøder eller muslimer, som netop er karakteriseret ved, at de afviser Kristi guddommelighed.
Værre endnu lod Pless nytårsnat tidligere overrabbiner Bent Melchior lyse velsignelsen over de forsamlede. Jamen, er Flemming Pless da helt uvidende om, at hver gang der lyses ”velsignelse” eller ”fred” i en kristen kirke, så er det den treenige Gud - Fader, Søn og Helligånd - og ikke denne eller hin privatperson, der velsigner og skænker os sin fred? Hvor megen respekt og sympati man end kan have for Bent Melchior, kan han i sagens natur ikke velsigne i Vor Herre Jesu Kristi navn. For jøder afviser som bekendt den Kristi guddommelighed, hvorpå den kristne kirke hviler.
Hvad der burde have været en kristen markering af nytåret, blev under Flemming Pless' ledelse i stedet til almenreligiøst pjank og pjat, hvor mennesker uden kristen tro og uden tilknytning til kirken fik lejlighed til at give deres meninger til kende, alt sammen garneret af en række koncertnumre med udmærkede musikanter, men uden indlysende forbindelse til en kristen gudstjeneste.
Man kan håbe, at Danmarks Radio fremover kan gøre det bedre. En begyndelse kunne være at entrere med præster, som tager gudstjenesten alvorligt og afstår fra at bruge den som afsæt for politiske, personlige og almenreligiøse præferencer.