DET ER AFTEN den 8. marts, kvindernes internationale knevredag. Kunne man sige med en let omskrivning af Asger Aamunds udmærkede udtryk, for mage til letløbende nonsens, som Kristeligt Dagblads kronik på denne dato flyder over med, skal man alligevel drikke meget stærk kaffe for at fortære.
Når der alligevel bør tages en tørn med stoffet, skyldes det kronikøren Eva Holmegaard Larsens helt eget aksiom: Det virker.
LÆS OGSÅ: Kirkesplittelse
Hvad er det så, der virker? Eva Holmegaard Larsen er sognepræst, hendes verden er folkekirken, og hun har gennem en årrække som sognepræst kunnet konstatere, at tiltag som babysalmesang, spaghettigudstjenester, zumba, hiphop med mere alt sammen er med til, at kirken rund og favnende kommer menigheden i møde.
Ydermere er den strenge, revsende Gud væk, og han er mere forstående og omsorgsfuld og følger med et mildt blik menneskers veje og vildveje. Gud for alle sanser syng, leg, spis, bed og elsk dig ind i Gud.
Det virker. Det er heller ikke jeg i tvivl om. Når kirken skal skrives i mandtal, og det skal den, for kirken er en moderne virksomhed, der skal svare sig økonomisk, så tæller alternative gudstjenester, der er så meget mere velbesøgte end den fattige, forslidte højmesse, godt på plussiden. Koncernchefen, det være sig biskop eller kirkeminister, slikker sig om munden, for succesen er hjemme, og der er grønne væksttal på bundlinjen. Super.
Selv er jeg noget så stjerneligeglad med de kvindelige værdier, der efter sigende har gjort folkekirken så indbydende. Når man ser præster af begge køn, der iført rød næse og fastelavnshat danser mellem kirkebænkene til duften af spaghetti, er der kun ét ord for det: nonsens. Og det på stylter.
Misforstå mig ikke. De første, der fik befalingen om at forkynde Kristi opstandelse, var som bekendt kvinderne ved graven. Derfor er præstegerningen egentlig kirkeligt set kvindens ældste erhverv. Hvor Kristus forkyndes, og det vil sige i Guds rige, er der som bekendt ikke forskel på mand og kvinde. Og derfor er der i det hus, hvis eneste berettigelse det er, at her skal evangeliet forkyndes, ingen værdier, der gør Gud mere spiselig (jævnfør ovenfor: spis, bed, elsk dig ind i Gud.)
Den fortabte søn (eller datter) kom ikke tilbage til sin fars hus for at danse zumba, men for at få det eneste, der ville give ham hans liv tilbage, sin fars tilgivelse for sine synder. Det er, hvad vi kan sige om Guds væsen, og det ikke som et faktum, men kun som forkyndelse.
Det er altså ikke det samme som kogt spaghetti. Fornyelse i sand kirkelig forstand er ikke kvindelighed, men at sige det samme igen: at Gud elskede verden således, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Hvad vi måtte have af evner og begavelse, kald det bare værdier, bliver til pjat og mundsvejr, når vi påstår, det hjælper Gud til at blive hørt. Godt for Gud med det kvindelige som modspil til det mandlige.
Man skulle tro, det var Eva Holmegaard Larsen, der var skaberen, og Gud den, der bare havde at høre og adlyde. Men det er det måske også.
Stakkels knevrende folkekirke!
Margrethe Horstmann, cand.theol., Tårsvej 16, Sakskøbing